Dicte rækker Svend et krus kaffe, før hun sætter sig med sit eget på kontorstolen ved skrivebordet. Svend sidder på sengen i underbukser og t-shirt. Dicte lægger sine fødder på sengen, så kimonoens tynde stof glider ned. Svend bøjer sig frem og lader en hånd glide langs hendes skinneben.

”Tænker du nogensinde over den magt, sex har?” Hun læner sig tilbage i stolen og lukker øjnene.
Svend lader hånden fortsætte ned til tæerne, som han nulrer en efter en.
”Jeg spurgte dig om noget.”
”Mn… – Nej, ikke rigtigt. Kun når jeg ikke har fået kondomer med i byen og automaten er tom.”
”Vi brugte sgu’ da ikke noget!”
”Vi kender jo også hinanden.”
”Sandt. Men det burde ikke gøre en forskel… – vi var fulde, tankeløse. Og det er ikke det, jeg tænker på med magt … eller, jo, det er det egentligt også. Vi kan begge være blevet smittet med HIV nu, fordi vi lod os rive med. Men det tror vi ikke på… – Jeg tænker på, hvordan sex – eller alt i kroppen, der er forbundet med reproduktion – indgår i afgørende tildragelser i livet. Tildragelser, der ikke handler om nydelsen ved sex, men om følgerne af sex eller, hvor parterne ikke er gensidigt indforståede, af seksuelle overgreb.”
Svends fingre standser. Han slår begge hænder om kruset og puster med spidse læber, før han tager et sip.
”Du er lige lovligt mentalt udfordrende en bagstiv søndag formiddag. Hvad mener du mere præcist med tildragelser?”
”Jeg tænker på forhold, som vi tror, vi har magt over – måske særligt os i den vestlige verden, som er forvænte med personlig frihed. Forhold der uventet stiller sig udenfor vores indflydelse. Tænk fx på par, der opdager, at de ikke kan få børn. Pludselig bliver sex forbundet med et problem. Eller tænk på Kayla Mueller, en amerikansk menneskerettighedsaktivist og nødhjælpsarbejder, der blev taget til fange af ISIS, voldtaget og tortureret gennem lang tid og til sidst dræbt af Abu Bakr al-Baghdadi. Hendes reproduktive egenskaber førte til en afgrund af lidelse for hende, som ISIS brugte til at statuere deres magt overfor et magtesløst Vesten og selvstændige, vestlige kvinder. Hvis ISIS havde holdt hende i live, var hun kommet til at føde deres børn. Måske blev hun dræbt, netop fordi hun ikke blev gravid. Sejrherrens voldelige reproduktion af sig selv er den ultimative ydmygelse af modparten. Det er en form for magtmisbrug, der hver dag udøves på tusindvis af kvinder som følge af krig. Eller også som følge af krig, men vel mest af alt som følge af et fravær af empati. Undslupne yazidikvinder må efterlade børn født som følge af voldtægt, hvis de ønsker at vende tilbage til deres familier. Børnene ses som muslimer og er ikke velkomne hos yazidierne. Kvinderne fanges i en dobbelt smerte. De har båret og født disse børn, ammet og madet dem. Og børnene forlades.
”Jeg tænker ikke over den slags ting. Krig og voldtægt foregår langt væk fra mig. Jeg er en simpel mand. Jeg foretrækker at leve i øjeblikket, der hvor jeg er.”
”Du tænker ikke over ting, der foregår udenfor din livsverden? Whoa…”
”Jamen, hvad fanden skal jeg bruge det til? Jeg kan jo alligevel ikke ændre på tingene.”
”Du skal bruge det til at bevidstgøre dig selv. Blive voksen og tage ansvar.
”Arh, gider du lige… Jeg tager til forskel fra dig ansvar. Jeg har arbejde, det har du ikke. Jeg bidrager til samfundet ved at betale skat. Du studerer, og hvem siger, det fører til noget brugbart for det samfund, der betaler din uddannelse?”
”Du har engang fortalt, at din bedstefar var jøde. Under 2. verdenskrig blev han og hans familie skjult hos en præstefamilie og senere smuglet til Sverige. Hvis der ikke havde været mennesker som den familie, der tænkte ud over sig selv, havde du måske ikke været her i dag. Præsten studerede også engang, ligesom jeg gør nu. Som flyttemand forsørger du dig selv, men bidrager du til at forsørge vores samfund værdimæssigt? Er den etiske arv, du fik i kraft af din farfars overlevelse på grund af en præstefamilie gået tabt i dig?”
”Det er bare blødsødenheden, Dicte. Danmark kan ikke være hele verdens bistandskontor. Vi bliver nødt til at passe på os selv, for mange af dem, vi åbner dørene for, passer jo ikke på Danmark.”
”Det med bistandskontoret, er det noget, der stammer fra DF? – Ejeren af det firma, hvor jeg har studiejob, er muslim. Han har mange ansatte. Det har helt sikkert ikke været nemt for ham at etablere firmaet, for muslimer bliver tit mødt med mistro. Du lytter kun til de historier, der passer ind i din tankegang.
”Jeg orker ikke… – Jeg er bange. Jeg er bange for, at situationen kommer ud af kontrol.”