Han fortæller om en novelle, han er i gang med at skrive. Den handler om en mand, der slår sin kæreste ihjel, fordi han ikke længere elsker ham. Manden kan ikke bære ikke at være elsket af den, han brændende elsker. Han har oplevet for mange svigt, overgreb og tab i sit liv til, at han kan holde ud at se ekskæresten sammen med andre mænd, og derfor er han nødt til at slå ham ihjel. Som om det er en helt legitim grund.
Hun ser på ham, mens han snakker. Han er opslugt af sine egne ord, ænser hende ikke. Hun tænker på en anden novelle, han var i gang med at skrive, da de mødtes til fest hos Dicte, en fælles bekendt fra forfatterkurset. Dengang indviede han hende også i historien. En mand går i seng med alle de kvinder, han kan komme i nærheden af, med det indædte forsæt at gøre dem forelskede i ham. Han har læst, at der under langvarige samlejer frigives store mængder oxytocin hos kvinden. Det vil udløse en stærk og for kvinden uforklarlig oplevelse af tilknytning til manden. Det bliver særligt uforklarligt og smertefuldt for kvinden, hvis han efter samlejet møder hende med foragt. Hensigten er, at hun skal mærke hans smerte og fastlåses i den på samme måde, som han er fastlåst i sin. Hun skal opleve at blive misbrugt. Han kan på sin side læne sig tilbage og sole sig i strømmen af hengivenhed fra de kvinder, det lykkes ham at nedlægge efter denne opskrift. Skulle de blive påtrængende, har han både lovgivning og sociale konventioner på sin side. De vil stå tilbage som tabere, som dem der bevæger sig på tynd is, psykotiske stalkere, mens ingen – mindst af alle dem selv – ser deres virkelige situation. Han er blevet den eftertragtede. Den der afviser.

”Ved han, at han er et forstyrret menneske?” bryder hun ind.
”Hvem er ikke det?”
”Sjældent i den grad, du beskriver. Du svarer ikke på spørgsmålet.”
”Er det væsentligt for historien? – Måske ved han, at han er forstyrret, men det afholder ham ikke fra at slå ihjel. Impulsen til at skade overstiger impulsen til at skåne. Hvorfor har du brug for at vide det?”
”Fordi jeg ikke længere orker at føle afmagt overfor den form for virkelighed, du beskriver. Den findes, det er tydeligt, men det ødelagte og forstyrrede dominerer i litteraturen. Det overvælder mig. Jeg har brug for at vide, at der selv hos et menneske drevet af had, mistro og smerte findes en vilje til at anerkende, hvad godhed og kærlighed er – ud over at være eftertragtet og efterstræbt som objekt, som man, hvis man ikke kan eje det, i det mindste har magten til at dræbe – både bogstaveligt og billedligt talt. Hvorfor er uskylden og godheden objekt for hadet, det syge og ødelagte, der altid synes at være subjekt? Hvorfor er kærlighed og godhed ikke subjekt? Har det ingenting at skulle have sagt? Hvorfor den splittelse?”
”Jeg afspejler bare virkeligheden. Virkeligheden er fuld…”
”Du afspejler din virkelighed, som du manifesterer i det perspektiv, du anlægger i dine noveller.”
”Læsere interesserer sig for det problematiske i tilværelsen, fordi den er fuld af problemer. Det må du også kunne se. Det er litteraturens opgave at afspejle menneskers virkelighed.”
”Jeg ville være forsigtig med at udtale mig så kategorisk. Læsere er virkelighed. Nogle gange ønsker vi kun at blive ført væk fra vores eget udfordrede mørke og lys, til noget, vi også er, men endnu ikke ved, vi er”
”Nu fortæller du mig ikke historien om den hvide og den sorte ulv?”
”Hvad? … nej. De fleste voksne kender koderne for sort og hvid i vores kultur – også i forskellige segmenter. Når vi fucker up, er det fordi, vi enten ikke vil følge koderne eller har svært ved at opretholde balancen, når vi igen og igen ser andre slippe af sted med at være røvhuller på vores og andres bekostning. – Er det muligt at gå ind i sort og hvid på samme tid og ud igen? Hvordan ser der ud på den anden side af godt og ondt?”
”De fleste mennesker besidder ikke den grad af bevidsthed, som dét scenarie ville kræve. Vi er stort set alle sammen, med eller mod vores vilje, i vores dyriske instinkters vold. Vi skøjter på et tyndt lag civilisation.”
”Ja, men det er ikke dyret i os, der er destruktivt. Dyret i os er natur. Det følger en orden, mennesket har ødelagt gennem tænkning. Eller: med tænkningens forventning om indrekontrol. Vi har tænkt os bort fra naturen i os selv, væk fra vores følelser, væk fra oplevelser af sårbarhed, fornedrelse, overgreb, skam og tab, væk fra den naturlige skælven, der opstår hos pattedyr, når kroppen udsættes for traumatisk chok. Og fordi vi ikke tillader os selv at skælve på nogen måder, hverken fysisk, mentalt eller psykisk, låser vi os selv fast i den form for chok, du manifesterer i dine noveller.”
”Ih, du forbarmende,” han får øje på en nytilkommen, ”Hey Mads! Kom lige! Jeg skriver på en novelle.”