Jeg ved ikke, om det er muligt at sige noget kvalificeret om ting uden at læne sig tungt op ad filosofi og evidensbaseret forskning. I hverdagen udtaler vi os løbende på baggrund af følelser fremfor på baggrund af videnskab og bidrager på den måde til virkelighedsbilledet omkring os. Således også følgende tekst, der roterer omkring ting i form af forandrende hændelser og ting i form af værdier, der giver vores liv mening. Tekstens idé tumler afsted over forhindringer, indtil den lander et, kan man vist godt sige, værdifuldt sted.
Omkring 1980, da jeg var i mine sene teenageår, var det stadig populært i flipperkredse at læse Carlos Castanedas bøger om sin tid som elev af yaqui-indianer og troldmand, nagual, don Juan Matus. Det primære formål med undervisningen var at gøre Castaneda til kriger i psykologisk forstand. Castaneda er senere blevet anklaget for at forfalske sit antropologiske feltarbejde og for at skabe en kult omkring de teknikker, han angiveligt havde lært af don Juan Matus. 5 kvinder fra denne kult forsvandt sporløst efter Castanedas død i april 1998, hvor hans sidste bog, Uendelighedens aktive side, udkom i november. Kvinderne menes alle at have begået selvmord. Deres sporløse forsvinden kan måske forklares med den praksis Castaneda underviste i. Don Juan mente, ifølge Castaneda, at hvis en kriger skal forblive samlet som individ efter sin død og ankomme til den dimension, der kaldes Uendelighedens aktive side, må han forinden lave en samling af alment gyldige og mindeværdige, det vil sige personligt forandrende, begivenheder i sit liv. Don Juans begrundelse var, at disse hændelser viser steder i selvet, hvor krigere kan hente ubrugt energi. De skulle være alment gyldige på den måde at andre, der hørte om hændelsen, også ville blive berørt. Om kvinderne omkring Castaneda lavede en samling, ved jeg ikke. De forsvandt samtidigt.
Castanedas sidste bog, Uendelighedens aktive side, var hans samling af mindeværdige begivenheder. Hans bøger er fyldt med detaljerede beskrivelser af en ofte aparte troldmandspraksis. Mange unge drømte om at lære af Castaneda eller drømte i det mindste om det i en hashrus. Rækken af bøger fik stor betydning for en frembrydende New Age-tankegang og en tilsvarende gryende interesse for miljø og oprindelige folk. Da jeg under research læste om de 5 fem kvinders forsvinden og om en sjette kvinde, Amy Wallace, der i sin bog Sorcerer’s Apprentice beskriver, hvordan hun på flere måder blev misbrugt af Castaneda, der var langt ældre, var jeg ved at opgive det, jeg havde i tankerne. Min plan var at beskrive, hvordan vi nemt og konkret kan hente indsigt og derved energi i begivenheder, i ting, der er sket os. Jeg kom i tanke om Castanedas bog, som engang gjorde indtryk på mig, og hvis samling af alment gyldige og mindeværdige begivenheder sagtens kunne være forlæg for min idé. Dengang vidste jeg ikke dét, jeg nu havde researchet mig frem til.
Jeg fik idéen efter at have lyttet til Finn Abrahamowitz’ biografi om C. G. Jung. Jung har siden mine sene teenageår været et stort forbillede. Men hvor Castaneda med sin mindeværdige samling skulle hentes ud af glemsel, har Jung med sine idéer om individuationsprocessen og sin analytiske psykologi mere eller mindre stabilt fulgt mig gennem årene indtil den dag, hvor jeg hørte biografien om ham til ende. Med sin bog, Jung – et liv, har Abrahamowitz detroniseret Jung som mit livs helt – men ikke mere end, at jeg på gåtur i silende regn blev dybt berørt af at høre om hans sidste tid. Heller ikke mere end, at jeg nok tilgiver ham for sin usselhed. Vi er alle også usle. Det hører med. Selv hvis vi ikke er – ret – usle, skal andre nok se den usselhed forstørret hos os, som de overser hos sig selv. Det hører også med. Det var denne usselhed, som jeg på en bagvendt måde ønskede at adressere ved at foreslå læserne af denne tekst at genkalde sig begivenheder, ting, der på samme tid har gjort stort indtryk og haft forandrende virkning. Jeg forestiller mig, at denne forandring beror på, at vi i situationen akut, uafvidende forbindes med vores grundlæggende værdier. Vi går berørte og derved forandrede videre uden måske fuldt ud at bevidstgøre, hvad det var der berørte os.
Det var det, der kom til mig, da jeg gik i regnen og tænkte på, om Jungs idé om individuation stadig gav mening for mig. Den var så stenet og mørk den vej, han ridsede op for den søgende. Jeg savnede at Abrahamowitz i sin ellers omhyggelige biografi havde beskrevet eksempler på vellykket individuation blandt Jungs tilhængere. Der var måske Sabina Spielrein, som var Jungs patient, siden assistent og Anima (det kvindelige i manden) i en tæt relation og endelig hans kritiker. Det var én. Før teorien om individuation.
Individuation, der altid har stået for mig som en efterstræbelsesværdig udviklingsvej, der er mulig for den, der vil, blev med biografien degraderet til en vej for rige og privilegerede udvalgt af Jung. Jung etablerede helt konkret en klub for velhavende, og for Jung interessante, analysander med det formål at føre dem mod individuation. Hvis analysandernes udfordringer ikke behagede Jung, kunne han blive perfid og fx udbryde: ”Jeg gider ikke høre på det lort!” Jungs uvilje til, efter 2. verdenskrigs afslutning, at kommentere på sin velvillige indstilling til nazismen som formand for den Internationale Psykoanalytiske Forening (IPA) er også stærkt forstemmende. Jeg er bevidst om, at analytisk psykologi er udviklet og ført i mere inkluderende retninger efter Jungs død, men der i regnen blev jeg ramt af stor tvivl. Naturligvis findes individuation, det at blive et individ, sig selv, også som en ting udenfor analytisk psykologi. Den har til alle tider været de fås vej, men langt fra altid de privilegeredes vej. Den har fx været den vej, shamaner i alle kulturer er gået for først at gå i stykker, før de kunne samle sig selv som et individ udskilt og adskilt fra det kollektive ubevidste, de havde fået til opgave at oplyse og hele.
Jungs usselhed ifølge Abrahamowitz var ikke til at bære. Jungs vej virkede med ét forkælet og selvoptaget. Samtidig var jeg klar over, at Jung også bare var et menneske og ovenikøbet et menneske, der havde haft mod og kræfter til at begive sig ind på uopdyrkede og svært tilgængelige territorier i det menneskelige sind. Men hvorfor altid denne vægt af skam, frygt, angst og ambivalens bundet i fortiden? Jeg savnede lethed. Det var dér, jeg kom i tanke om Castanedas samling. Når mørket blev for mørkt, kunne jeg måske finde en genvej til mig selv eller til mit eget lys ved at genbesøge øjeblikke, der har efterladt mig positivt forandret.
Måske var det naivt. Med nu to nedstegne, eller skal vi sige: særdeles menneskeliggjorte helte – Castaneda og Jung – tegner der sig et forstemmende mønster. Selvom Jung aldrig har lagt skjul på, at vejen til individuation går gennem Helvede – “Det siges at intet træ vokser ind i himlen uden at dets rødder når helvede.” – så behøver den efter min mening ikke at gå igennem kultisk praksis under en autoritær leder.
Jeg mangler altså en meningsfuld ramme for samlingen. Eller også gør jeg ikke. Jeg kan selv lave den. Men der er faktisk en tredje mand og teoretiker, der kunne byde ind med noget meningsfuldt i sammenhængen, nemlig familieterapeuten Michael White, som sammen med antropologen David Epston udviklede Narrativ teori. Jeg tør næsten ikke researche på White af frygt for at han også vil dratte ned af bjerget, men en kort søgning afslører ’kun’ en tendens til hensynsløs bilkørsel og flyvning. Hvorfor endnu en mand? Fordi jeg ikke kan komme i tanker om andre relevante. Og måske fordi denne tekst samtidig med at den forsøger at argumentere for at hente lys, håb og energi i særlige oplevelser, også er ved at udvikle sig til et opgør med utilnærmelige, selvophøjede mænd, der har haft stor indflydelse på mit liv. Animus, det modsatkønnede, maskuline i kvinden ifølge Jung, tager i mit liv form af først en fysisk fraværende og senere følelsesmæssigt utilgængelig far. En skabelon der synes at have fulgt mig i mit forhold til partnere gennem livet. Jeg har slidt mig selv op i forsøget på at gøre mig elsket og vinde anerkendelse fra mænd, der aldrig havde til sinds at se mig som ligeværdig; kun som rekvisit for deres behov og som beundrer. Det er hjerteskærende af så mange grunde, men mest fordi jeg ikke får min spildte tid igen. Helt spildt er den selvfølgelig ikke, for det har givet mig indsigt. Det mest smertefulde at indse var og er, at den eneste vej til den type mand, jeg tiltrækkes af, er at gøre som ham: skrive. Ikke for at vinde hans anerkendelse, men for at lære den indre mand at kende, jeg ikke fik muligheden for at lære at kende, fordi jeg brugte min energi i forsøget på at gøre mig elsket.
Der er lang vej fra Jungs analytiske psykologi over Castanedas fiktive shamanistiske praksis til Michael Whites narrative teori. Hvor Jungs fortielser og tunge vej gennem individuationen og Castanedas løgne er demotiverende, så er der motivation af hente hos Michael White, der i sin narrative teori arbejder med at afdække det, der betyder noget for den enkelte. White lader sig i sin teori inspirere af poststrukturalismens opgør med videnskabeligt udfundne strukturer, der opfattes som normative og som fastlåser den enkelte i et sæt gennemsnitlige værdier med tilhørende værdisætning og tilsvarende negativ værdisætning, hvis den enkelte ikke svarer til normen. White var ikke modstander af strukturer eller idébygninger. Han mente, de kunne være nyttige. Problemerne opstår, når idéerne bliver et fængsel for tanken. Det kan jeg relatere til. Ovenfor nævner jeg Jungs idé om Animus, det modsatkønnede i kvinden, som er meningsfuld og dermed nyttig for mig. Det betyder ikke, at jeg afholder mig fra også at se mening hos andre teoretikere end Jung i måden at se menneskers psykiske virkelighed på.
I narrativ praksis arbejdes der med at eksternalisere det problematiske, så det bliver tydeligt som noget udenfor mennesket, der kan arbejdes med. En måde at arbejde med det problematiske på er at tykne den tynde fortælling. Den tynde fortælling er den foretrukne fortælling; den der fylder for lidt i bevidstheden. Det kan være at finde eksempler på situationer, hvor den enkelte gjorde noget mere selvrespektfuldt end det, der er blevet den dominerende fortælling, som den enkelte fortæller sig selv om sig selv og som ikke sjældent er den, der fortælles om personen. Det kan også være at se det problematiske i et andet lys, fx at se kriminel adfærd som udtryk for ønsket om at overleve, hvilket repræsenterer en grundlæggende værdi. Mens den kriminelle adfærd er et problem, der kan arbejdes med, så er den bagvedliggende motivation – ønsket om at sørge for egen overlevelse – en værdi og del af den foretrukne fortælling.
Jeg har selv praktiseret narrativ metode i mit arbejde med udviklingshæmmede med henblik på at afdække og bevidstgøre grundlæggende værdier for den enkelte. Mest i form at spørgsmål under samtaler, men også med henblik på at anerkende den enkeltes værdi som menneske. Jeg husker en samtale med en kvinde, der var ked af at hun og andre som hende lå samfundet til byrde. Hun var opvokset med beskyldninger om, at hun havde ødelagt livet for sin familie og kun var til besvær. Jeg svarede: ”Hvis der ikke havde været nogen som dig, så var vi mange, der ikke havde haft et meningsfuldt arbejde.” Det svar fik hende til at lyse op i et smil. Det var selvfølgelig ikke hendes eneste kvalitet som menneske – hun havde fx en knastør, underfundig humor og spillede glimrende klaver efter gehør – men i det øjeblik var det et svar, der fik hende til at føle sig værdifuld. Vi kan føle os værdifulde og vi kan føle egne værdier. Det er dem, påstår jeg, der rejser sig i os, når vi oplever noget, der gør særligt indtryk og efterlader os forandret.
I Narrativ teori er der et redskab, der med lidt justering kan bruges til konkret at afdække personlige værdier: Positionskort nr. 1, Eksternaliserende samtaler med tilhørende spørgsmål. Da de ting, hændelser, vi vil undersøge, allerede befinder sig udenfor os, kan vi i stedet kalde vores indre dialog for værdiafklaring.
Det med positionskort kræver en forklaring. Der findes 6 positionskort til anvendelse i narrative samtaler, hver med 4 kategorier af spørgsmål. De 6 er: 1. Eksternaliserende samtaler, 2. Genforfattende samtaler, 3. Genmedlemsgørende samtaler, 4. Definerende ceremonier, 5. Samtaler der fokuserer på unikke hændelser og 6. Stilladserende samtaler. De 6 positionskort med tilhørende 4 kategorier af spørgsmål kaldes med en metafor for Kort over narrative landskaber og findes beskrevet af Michael White i bogen af samme navn.
De 4 overordnede kategorier af spørgsmål i Eksternaliserende samtaler er (før kolon): 1. Beskriv problemet: Hvad skete der? 2. Beskriv problemets virkning: Hvad gjorde og gør det ved dig og andre? 3. Evaluer problemets virkning: Hvad føler og tænker du om det, problemet gjorde og gør ved dig og andre? 4. Begrund evalueringen: Beskriv de værdier, som dine tanker om og følelser ved problemets virkning afdækker. – Udskift i din indre dialog om værdiafklaring ’problemet’ med ’hændelsen’.
Når vi samler vores personlige katalog over ting der skete, som ikke bliver fuldstændigt, men nok vil rumme enkelte fyrtårn med et særligt stærkt lys, vil vi se en varieret samling af begivenheder. Alle med det træk at de umiddelbart unddrager sig det kendtes afkodelighed. Det uforståelige efterlader os med en gåde, vi har løst når vi forstår, hvilke værdier vi blev ramt på og hvordan det gjorde os klogere på os selv og andre.
Jeg tror ikke, det behøver at føles så kunstigt, som jeg lige nu føler, det er, at besvare spørgsmålene. For at afgøre det er det oplagt, og vist også på høje tid, at undersøge et konkret eksempel:
- Beskriv hændelsen: Hvad skete der?
Jeg er på vej på arbejde i bus. Bussen er fuld af unge mennesker på vej i skole. Der er ikke plads til alle. En ung mand i sort t-shirt med logoet for et metalband påtrykt står i rummet mellem forreste og bagerste del af bussen og sender et frustreret blik rundt i bagerste del. På første højre sæde er der en ledig plads ved siden af en ældre dame. Hendes hår er tyndt. Man kan se hendes hårbund. Frisuren og hendes tøj er nydeligt. Jeg sidder på første venstre sæde ved siden af en anden passager. Da den unge mand anden gang kigger rundt, rejser den ældre dame sig, rækker hånden ud og siger: ”Unge mand, der er plads ved siden af mig.” Han ser stumt på hende i en blanding af skræk og afsky. Hendes hånd skælver let, hun ser ned og sænker hånden. Jeg følger hendes tilbagetrækning til sædet i noget der forekommer mig som en evighed.
- Beskriv hændelsens virkning: Hvordan reagerede jeg? De andre?
Jeg er ikke sikker på, hvad det er, jeg har set, ud over at det i al sin enkelhed desuden er komplekst og monumentalt. Halvdelen af bussen kan have set det, men jeg har følelsen af at være eneste vidne. Jeg overvejer at sætte mig ved siden af kvinden og tilbyde den unge mand mit sæde – men bliver enig med mig selv om, at det vil være for påfaldende, for demonstrativt, for anmassende og for udleverende. Jeg ser hende virre vagt med hovedet, som om hun er i tvivl om, hvad det var der lige skete. Så glatter hun jakken og kigger ud. Den unge mand er gået op foran i bussen. Jeg skammer mig på kvindens vegne over hans utilslørede væmmelse.
- Evaluer hændelsens virkning: Hvad tænker og føler jeg om hændelsens virkning?
Det berørte mig dybt. Jeg har tænkt på det mange gange siden. Måske skyldtes den unge mands utilslørede skræk, at han nu ikke kunne undgå at se direkte på kvinden og afvise hendes åbenlyse venlighed, fordi han ikke kunne se sig selv og lade sig selv se sammen med et i hans øjne frastødende menneske. Han havde naturligvis set det tomme sæde og for længst taget et valg om ikke at sætte sig ved siden af hende. Jeg ved ikke hvor længe, kvinden havde været opmærksom på den unge mand. Med sin invitation tvang kvinden ham til at bekende kulør og med ordløst afvise hende. Han så ikke omsorgen i hendes invitation eller hendes menneskelighed, kun at han ville være nødt til at sidde tæt med alderdommen og det frastødende, den kan gøre ved menneskekroppen. Kvinden på sin side blev ramt af noget uventet og uforståeligt hårdt, en lammende foragt fra den hun mødte med naturlig omsorgsfuld imødekommenhed.
Måske gjorde hændelsen så stort indtryk, fordi den ramte erfaringer i mig selv. Jeg har selv prøvet at blive ufølsomt afvist i forsøget på at række ud mod andre. Jeg følte afvisningen som var det mig, der blev afvist. Samtidig følte jeg, at jeg var nødt til at lade som ingenting, fordi en eventuel bevidning, selv en tavs, af det, hun lige havde oplevet, måske kunne forstærke oplevelsen. Hvis hun overhovedet følte skam og afvisning. Måske havde hun allerede rystet følelsen af sig som en uartighed fra en uopdragen ung mand. Jeg tror det ikke. Kontrasten i mødet mellem de to var for stor til, at den kunne fordøjes og glemmes med det samme.
- Begrund evalueringen: Hvad afslører min evaluering af hændelsens virkning om mine værdier?
Hændelsen var et møde mellem modpoler. Den unge mand repræsenterer med sin maskulinitet, vitalitet, afsky og manglende rummelighed den ene, mens den ældre kvinde med sin femininitet, alderdom, omsorg og selvfølgelige rummelighed repræsenterer den anden. Jeg ved godt, hvor min sympati ligger. Den ligger hos kvinden, selvom jeg sagtens kan se eller forestiller mig at kunne se, hvad der sker hos den unge mand. Han afskyer alderdommens tegn, der afviger fra ungdommen som er herskende norm i vores samfund. I sin umodenhed frygter han at blive sat i forbindelse med noget, for hans omgangskreds, frastødende og unormalt. Jeg identificerer mig nemmest med kvinden. Hendes reaktion vækker min omsorg og skam, men i respekt for hendes integritet afholder jeg mig fra at gøre noget. Engang bliver jeg, på trods af notoriske afvisninger, måske lige så gammel, rummelig og selvfølgeligt omsorgsfuld som hende. Hun er som den mor, jeg ville ønske, jeg selv havde haft og havde været. Hun er det, der på engelsk kaldes a crone, en gammel, grim kvinde. Samtidig med at hun er gammel og grim, oplyser hun os indefra, når vi tør se hende i øjnene.
Ting der skete engang, kan afsløre hvilke ting, der har betydning. For mig, i dette tilfælde, er det visdom, omsorg, selvfølgelig rummelighed og ikke mindst kvindelighed. Det peger på, hvad jeg skal gøre mere plads til i mit liv og forbinde mig dybere med, uanset hvad normerne siger, for at opleve mit liv mere værdifuldt.
Konklusion og eftertanke
Det var ikke kunstigt at stille mig selv spørgsmål. Det var svært at adskille dem, for de filtrer sammen. Svaret, mine værdier i situationen, var brugbart og tydeligt. I min refleksion blev jeg også klar over, at hændelsens monumentalitet skyldes kvindens og mandens polære positioner.
Jeg har bevidst valgt et eksempel udenfor min personlige sfære, men Værdiafklaring kan også, tror jeg, uden videre bruges på hændelser af personlig karakter. Det er sådan spørgsmålene bruges narrativt.
Kilder:
Uendelighedens aktive side, Carlos Castaneda, Forlaget Viva, 1998
Jung – et liv, Finn Abrahamowitz, lydbog indtalt af Torben Sekov, 2018 (Gyldendal, 1998)
Kort over narrative landskaber, Michael White, Hans Reitzels Forlag, 2008
**
Indsendt til tidsskriftet KULTURO som bidrag til Open Call for Papers i en udgivelse med temaet ting. Her er redaktionens svar:
BusinessBlog 
Skriv en kommentar
Comments feed for this article