Disse år

”Hvad gør det ved dig, at din datter har fået diagnosen?”

Jane ved ikke, hvad hun skal svare. Hun er holdt med at føle noget, for hver gang der sker en afklaring, som lader et håb om forandring og bedring opstå, sker der noget, der vælter den skrøbelige balance, og smerten fortsætter som hidtil. Det er sket så mange gange før i hendes liv. Men hun kommer til at tænke på noget.

”Min eks har haft to depressioner på grund af stress siden skilsmissen. Han var inde omkring en psykiater, som gav ham diagnosen bipolar. Det har han afvist. Han har et mønster med at afvise selv det mindste, der involverer følelser. Det var heller ikke tilladt at vise følelser i familien. Når jeg viste følelser, hånede han mig for det, og lærte dermed børnene, at det var ok at behandle deres mors følsomhed – og deres egen – med foragt. En psykolog har under en af depressionerne sagt til ham, at han ikke var i kontakt med sine følelser. Da jeg spurgte ind til det engang, svarede han, at det kun var i forbindelse med depressionen. Set med mine øjne har han aldrig været i kontakt med sine følelser. Det var derfor, jeg var ensom i ægteskabet.

Mit eget kendskab til bipolar begrænser sig til type I, hvor symptomerne er mani og-eller depression. Min datter har fået diagnosen bipolar type II. Hun beskriver det som en lettere version af type I, der ikke kræver indlæggelse. Den kan medicineres med stemningsstabiliserende midler. Mange kan fungere i et hverdagsliv med type II. Da jeg selv læste om symptomerne gav det god mening. I type II kaldes den maniske fase hypomani. Den er knapt så udtalt som mani. I dagene op til hypomani kan man være irritabel. Jeg forestiller mig, at det er i de perioder, hun bliver ondskabsfuld, som hun begyndte at blive det i sine teenageår. Det var derfor, hun i første omgang fik diagnosen borderline. Der var også nogle tegn, da hun var barn. Efter sengetid kunne hun finde på at flytte rundt på møblerne i sit værelse. Det kunne ske flere nætter i træk. Jeg tænkte, at det gik over. Det gjorde det også, men det vendte tilbage i andre former.

Hvis jeg skal svare på dit spørgsmål, må det være, at jeg håber, den medicin hun får nu, vil hjælpe hende.”

Psykologen ser på Jane, eller hun ser gennem hende ud på den anden side, hvor hun åbenbart finder brikkerne til det, hun nu siger fremadlænet og med et lyst blik hægtet i Janes.

”Jeg ser normalt ikke på mennesker gennem en diagnoses beskrivelse, men når jeg sammenholder det, du har fortalt om din eksmands adfærd i jeres ægteskab – fx hans afvisning af dig seksuelt i halve og trekvarte år og hans pludselige interesse i at invitere andre ind i jeres sexliv – med det, jeg ved om bipolar, giver det virkelig god mening.”

*

Skulpturen roterer. Set fra et nyt perspektiv danner alle elementerne en hidtil uset meningsfuld helhed.

Hun har fundet svar på et spørgsmål, hun har stillet sig selv i mange år. Hun er ikke fortabt. Symptomerne skyldes ikke kun flere seksuelle overgreb gennem tiden og omsorgssvigt. Måske slet ikke. Hvorfor har hun været så længe om at se det? Skyldes det manglende klarsyn opvæksten med en utilregnelig mor? Tabet af selvværd efter mobning i skolen? Hun har ikke lært at passe på sig selv. Det havde hun ikke lov til over for moren. Så risikerede hun tæsk. Måske. Denne usikkerhed… – hun havde ikke et sundt perspektiv at se fra.

Kramperne forsvinder ikke. De har taget tilløb gennem mere end det halve af hendes liv, siden hun mødte sin eks. Måske gennem hele hendes liv. Hendes nervesystem brød sammen efter skilsmissen og et kort SM-forhold, da en digter, hun havde forelsket sig i, mødte hende med brysk afvisning, idet hun ville lægge sig ind til ham efter sex. Han mødte hende på samme ufølsomme måde, som hendes eksmand havde mødt hende i alle disse år. Hun var en ting, mænd brugte til egne formål. Kroppen gik i chok, der blev til kramper.

Der var aldrig en hensigt, ingen bevidst ondskab. Der var en sygdom – utydeligt til stede i et flegmatisk sind.

Asketræ

Jeg trækker de døde efter mig,

Rødt lys

Nogen har tændt rødt lys i lejligheden;

En bøn bag sproget

Jeg vågner til afgørende valg
og kroniske allitterationer,

Vi forestiller…

Vi forestiller at være voksne,

Udsigt

Hun kan ikke. Øjnene løber over af træthed,

Gammel sol

Det er en gammel sol,

Membran

En junkie med slæbende bukser, gummisko,
stift blik og en pose i hånden

Hest viser mig noget

Jeg møder Hest.