Vi mødes under et flaksende gråvejrs vinger, halvt udviskede, halvvejs hvide krydsende sejl.

Skyerne leger gemmeleg, skygger er en luksus, vi endnu ikke kan tillade os, tegnet er krystal.

Du er blændende, du har regnbuen gemt i dine øjne, jeg er blændet og nøgen under vintertøjet.

Kimingen skærer dagen blodig, nu sænker solen sig som et offer i vores uskete tanke.

Med en hånd på mit ene bryst slipper din anden hånd en rød ballon, som længe hæver blikket.

Vandet gnistrer kulørt, raketterne stiger og falder og stiger, din tunge er et sneglespor.

Din tunge er et sneglespor på himlen, en stjernetåges rastløse suk i universets krumning.

Jeg er en flyvemaskine på vej til London, Paris, New York og København, nødlandingsnær.

I et illumineret gys vrister jeg mig fri for katastrofen, udsat under udsigt til knitrende sne.

Du er mere end mægtig, og jeg er mindre beruset end dig, er det mon et tegn, et stjernetegn?

Festens fulde fyrværkere fortoner sig ved havet lastet med skællede stjerner og døde sømænd.

Vi er stjernefisk med eget akvarium, vi synker gennem dybet i en rumkapsel, vi kører i taxi.

Og du, min elskede, du snakker om satellitter og Google Earth, og om hvor småt alt kan vises.

Jeg, min elskede, drømmer om fuglene, da vi mødtes, om dengang vi endnu var skyggeløse.

Tiden er en solstorm med lange brændende arme, vi er de glødende, smeltende missiler mens

alting daler i et løvfald og vågner i en krakelering, poesiens dør, død, dør, livets lasede parlør.

Men du skal nå at mærke mig, så vil jeg nå at mærke dit blussende nordlys og din slud i maj.

Her er rummet, her lander vi i et haglvejr, her falder kyssene som huller i huden mellem os.

På trommehinden mellem murenes skygger er din pik en knytnæve med en dartpils destination.

Jeg er nagelfast, jeg er et stjerneskud, og du må få, hvad du ønsker, for mere ønsker du ikke.

Du er langsomt til stede, du er en Zeppeliners zenprojektil, du er osmosen fra mig til jeg.

Jeg er piblende resonans i din hammers gigantiske rytme, jeg er regn i dine hænders linjer,

saltvand mod dit tågede ansigts brikker i slaggerne fra Mælkevejen, sæd og saft og sump.

Umærkelige eksisterer vi ikke, kun det mærkelige giver os eksistens som papirsdrager i blæst.

Her vandrer månen langfingret og med svømmende øjne, skridter ind over dit væsens markør.

Se, jorden trykker sig gennem os som det tavse vidne til dit ophør og min rædsel, rædsel ..

Du går i opløsning i aftrykket af et usletteligt fejlgreb, et aldrig indhentet kærtegns meteor,

så du slynger dit ansigts diskos ind i universet til de nærmeste kys og Spiritus Sanctis milde øje

i en rus der prikker dine pollen, og jeg er fluen bag dine øjnes tapet, smæk mig død, der

sker intet i det rum, du efterlader mig, du er for længst hvirvlet bort som blade i vinden.

Dine er planeterne og deres baner, du er Jupiter, Saturn og Merkur, dit er ordet, mens jeg

slipper ud gennem dit øre til en verden i farver med tråde så stærke som flyvende sommer.

Men vi er ikke umærkelige, vi er svedne, svulne rebusser i to forbyttede væsners rumfærger.

Jeg er halvt en rekonvalscerende sommerfugl, halvt fantom i dine forfrysningers amputationer.

Bag dit sitrende øje er du nogle gange til stede i en udstrakt hånd et lysårs afstand fra Venus,

og jeg er den hvide dværg i vores dobbeltstjerne lidt endnu.

På den røde streg mellem gråt og hvidt fisker jeg efter årenes sorte huller, skyggernes legeme.

Jeg er Andromeda lænket til himlen, du er Poseidon, havets dødeligt nedsænkede søn, og

verdens vredeste mand i en ligegyldig faldskærm med en talentløs, hengivet, henkastet mig.

Du står i forhold til mine drabanter, én slikker dine sår, én holder dem åbne i genkendelse.

Vi er guddomme af den samme sæd, skafottets efterladenskaber overladt til virkeligheden.

Modsat havet skabes du forfra af en kvinde, hun er kysten og lynet, der knipser dig til live.

En del af hende er mig, men jeg strejfer dig kun som et skridt i galaksen – og et andet sted

mødes vi måske i en luftballon på rejse mod den sol, som altid går ned over vores uskete tanke.

Sådan går verden sin død i møde i en supernovas krængning, og du er skrevet ud af min puls.

Samlingen af oneliners er skrevet over en periode på 45 dage (januar, februar 2008), én hver dag. I wordpress knækker linjerne, på en A4-side fylder de én linje hver.

Himmellegemer.doc

Reklamer