Lidenskab er broen, der fører dig fra smerte til forandring.

– Frida Kahlo

*** Huset

Lyset fylder de tømte rum. Mine skridt giver genlyd, mens jeg tager en sidste runde. Jeg fastgør en haspe og ser ud over markerne. Egetræerne i skellet må være vokset, men jeg husker ikke, hvor store de var, da vi flyttede ind. Poulsens flager. Det er søndag og de har ferie. De tager turen fra Sønderjylland, så tit de kan. Gården er Peters slægtsgård, som han arvede, da moren døde. Inga var oppe med en flaske. Det bliver nu tomt uden dig, sagde hun, selvom de nye ejere flytter ind om en måned. Men relationer tager jo tid. Jeg låser hoveddøren og klapper muren. På vejen smider jeg nøglerne i postkassen ved ejendomsmægleren.

Du var vild med den store have, men du nåede aldrig at få glæde af dit arbejde med den, for du flyttede næsten før, du var flyttet ind. Nogle af dine kasser stod stadig uåbnede. Hvor længe nåede du at bo der? Et halvt års tid? Jeg kunne ikke slippe huset. Måske var det chokket. Der syntes at vokse en hemmelighed i væggene, som du nåede at så. En hemmelighed jeg var dømt til at afkode. Det tog mig 10 år. 10 år under tag med en gåde, ingen kunne hjælpe mig med at løse. Jeg spurgte heller ikke. Der var perioder, hvor jeg troede, jeg havde afkodet hemmeligheden, hvor jeg følte mig fri af dig og den, følte mig fri til at elske en anden. De begyndte med oplevelsen af at have gennemskuet en sammenhæng, men det varede sjældent længe, før jeg forstod, at mine indsigter var uden reel substans. Usynligt skød hemmeligheden årer under væggenes tapet. En efter en sprang de læk og blev synlige. Hvert svar, jeg fandt, blev skudt i gulvet af hver ny læk, som lod mig ane et helt andet perspektiv. Men til sidst gav summen af alle svarene samme mening.

Det lyder enkelt, som det altid gør, når man betragter det tilbagelagte. Og svaret var virkelig enkelt. Du afviste mig og tvang mig til at finde det i mig selv, jeg fornemmede i dig. Det var mig, der var gåden.

Nogen klarer tilværelsens overgange med smidighed og elegance. Jeg gør ikke.

Jeg holder ind ved en sø. Her har jeg tit siddet på bænken, mens jeg så ud over søens skiftende eller frosne spejl. I dag er bølgernes toppe gnistrende blå og krappe. Jeg sætter mig på bænken. Der er stille, selvom vinden støder gennem træerne. Stilheden som på en kirkegård, når man er alene. En dag jeg gik tur på kirkegården, stod der en ældre kvinde ved et gravsted. Jeg kunne se af bogstaverne på stenen, at graven var ny.

”Kan man blive vanvittig af sorg?”
Først troede jeg, hun snakkede med sig selv, men hun så på mig.
”Ja. Men så længe man selv ved, man er vanvittig, er der ikke grund til at bekymre sig.”
”Tak.”
Hun kiggede væk og jeg gik videre.

Indimellem kan jeg tænke, at jeg har tvunget mig selv i frø i trods mod det krav om tilpasning, alle er genstand for. Jeg har ikke villet. Eller troet, jeg kunne. Eller haft kræfter. Efter alt at dømme især det sidste, hvilket i sig selv kan være en årsag til manglende vilje og tro. Min overfølsomhed var et af de uventede perspektiver, der viste sig i mit forsøg på at løse gåden. Jeg reagerer især på fødevarer, der er kendt for at fremkalde allergi og inflammation, fx mælk, hvede og kød. Jeg er overfølsom og har været det i langsomt tiltagende grad hele mit liv uden at vide det, indtil det kulminerede i massive symptomer for et års tid siden. Der skulle stærke tegn til for at vække min opmærksomhed. Måske er der en sammenhæng mellem fysisk overfølsomhed og psykisk sårbarhed. Når kroppen i forvejen er belastet, skal der mindre end en krise slå et menneske ud af kurs.

Det blæser op. Et skydække nærmer sig. Søen skinner gråt. Jeg søger de stille steder, ensomheden. Det er ikke nødvendigvis godt. Jeg har også brug for selskab, men jeg er blevet varsom med, hvem jeg omgås. Hvad var det Michel Houellebecq skrev i Muligheden af en ø? Jeg er et ganske lille invalidt barn, meget sygt, som ikke kan leve. Jeg kan ikke tåle verdens ondskab. Jeg kan simpelthen ikke. For mit vedkommende kan jeg bare ikke tåle mennesker, når jeg er hjemsøgt af inflammation.

Du havde de kræfter, jeg ikke havde. Og du ramte mig uvidende i mit forsøg på at rejse mig efter andre slag. Du ramte mig, da jeg lå blottet for dig fuld af ømhed og hengivenhed. Jeg troede, du havde set mig. Mit nervesystem kollapsede i benægtelse. Jeg nægtede at tro, du ikke var i stand til at se mig. Jeg kunne ikke tro, jeg igen havde været så naiv eller ligefrem dum at forelske mig i en, der ikke var i stand til at udvise omsorg og være følelsesmæssigt og fysisk nær med en anden. Hvad tænkte du på, da du lod mig forstå, at sex med dig var en foræring, jeg burde være taknemmelig for?

Jeg lå flere måneder i sengen stumt krummet om en smerte, jeg ikke forstod. Med tiden udviklede smerten sig til flere langsomt tiltagende symptomer. Træthed, hjertebanken, uro, migræne, gigt, kramper i tarmene og forstoppelse. Af nogen kaldes det for IBS, irritabel tyktarm. Det er diagnosen. Andre ville måske kalde den udslagsgivende årsag for PTSD. Jeg tænker, at billedet er større.

Et vindstød rykker mig ud af tankerne. Det blæser kraftigt nu.

Jeg fylder tanken op på næste tankstation. Det er en lang tur, jeg har foran mig.

*** Hjemme

Det er mørkt, da jeg ankommer. Jeg finder nøglen og låser mig ind, tænder lys og henter taskerne i bilen. På vejen ind igen ser jeg noget glimte på trappestenen. Det er en pakke i sølvpapir. Der er en seddel.

Velkommen hjem. Her er lidt sødt til kaffen.

Erik

Han insisterede på at hjælpe, da jeg flyttede ind, sætte lamper op og den slags. Det virkede påtrængende. Eller overvældende. Jeg er ikke vant til venlighed i det omfang, men Erik var nem at omgås, så han fik lov. Han er min nærmeste nabo. Hvor langt er der op til ham? Et par hundrede meter? Erik er enkemand. Sidst i tresserne vil jeg tro. Hvide, buskede øjenbryn over blå øjne.

Der er hjemmebagt sandkage i pakken. Det er en god begyndelse, tænker jeg, og sætter vand over til kaffe. Kagen kommer i fryseren. Der kommer nok en dag, hvor den kan gøre gavn.

Kaffen dufter. Der er en fylde i rummet, som jeg er for træt til at give et navn. Jeg drikker i små sip og ser ind i det tætte mørke bag ruderne.

Om morgenen fortsætter jeg med at sortere og kassere papirer. Det, jeg ikke vil gemme, ryger i brændeovnen. Indimellem er der noget, der fanger min opmærksomhed. Nu sidder jeg med en håndskrevet note i hånden:

Fortællingen om tilværelsen er mere end Michel Houellebecqs omvandrende fordøjelseskanaler: væsner der æder og skider og stort set ikke får mere ud af livet end det. Fordøjelsen er rigtigt nok essentiel, men den er af langt større betydning end den, han forsøger at mane frem med sit billede. Den er selve stammen hvorfra livets grene strækker sig og gror. Kan du ikke fordøje og skide, vil dit indtryk af livet være lidelse.

Set i det lys handler tilværelsen om at erfare, hvad du er i stand til at fordøje og lade dig nære af det. Det er ikke en falliterklæring, men en styrke at vende ryggen til det, der gør dig syg. Mad eller mennesker. Alt det, der er fjernet fra eller har fjernet sig fra sin oprindelige natur. Det overforarbejdede og det forlorne. Det er gift for følsomme væsner, mens mere robuste væsner umiddelbart nemmere lader sig nære og nøje med den kunstiggjorte vare.

Jeg må have skrevet det efter at have læst Houllebecqs Muligheden af en ø. Den var deprimerende læsning, indtil jeg afviste præmissen. Jeg kunne ikke se mig selv i sortsynet. I dag er jeg tilbøjelig til at give ham ret et længere stykke ad vejen. Mennesker er mere forgiftede, end vi tillader os selv at tro. Men han er selv en del af det problem, han beskriver i bogen. Et problem kan ikke løses på det samme niveau af tænkning, det er opstået på. Var det ikke cirka sådan Einstein formulerede det? Houellebecqs forgiftede tænkning viser sig i bogen. Hans sortsyn bidrager ikke med en brugbar løsning. Sortsynet er en del af problemet.

Det banker på døren. Det er Erik. Han har æg med.
”Jeg tænkte, du kunne bruge nogen. Du ligner en, der godt kunne bruge nogle æg.”
”Hvordan ser man ud, når man gør det?”
”Lidt mager og hulkindet. Du trænger til huld.”
”Tak, Erik. Du er god ved mig.”
”Nej, du er god ved mig. Du giver mig lov til at hjælpe. Og jeg kan alligevel ikke bruge alle æggene. Men jeg smutter igen med det samme. Jeg har en aftale. Vi ses.”

I sidste uge, da jeg var på planteskolen for at købe planter til et bed, var Erik der også. Jeg stod og snakkede med en af sælgerne, da han nærmede sig med et æbletræ i hånden. Han lyste op i et smil og passerede med et hej.

”Hvad har du gjort ved ham?”
”Ved hvem?”
”Erik Karlsen. Hans gnavenhed er legendarisk.”
”Det er ikke min oplevelse. Måske er han i forårshumør.”
”Han har ikke været i forårshumør siden hans kone døde for 8 år siden.”
”Så er det ikke for tidligt.”

Folk kender hinanden her. De ved, jeg har købt huset på Knaksmosevej lige inden skoven. Katrine, der boede her før mig, er kendt på egnen for sit håndarbejde. Hun hæklede og strikkede. Hendes arbejde var i høj kurs. Katrine havde sans for kvalitet, men hun blev dement, og kunne ikke længere bo i huset. Hun blev aldrig gift. Måske på grund af sin pukkelryg. Katrine flyttede på plejehjem og døde en uge efter.

Jeg har købt brudeslør, lavendel og bonderoser. Flest mørke og nogle af de lyse, der kaldes silkepæoner. Det hele er sat. Jeg glæder mig til at se det vokse. Katrine var ikke til havearbejde. I hvert fald ikke på sine gamle dage. Da jeg købte huset var der kun græsplæne og gamle, forsømte frugttræer i haven. Og et fuglefoderbræt. Engang har der sikkert været køkkenhave og bærbuske også. Hendes søster, Gerda, som jeg købte huset af, fortalte mig, at det er deres barndomshjem.

Er Erik ved at forelske sig? Næppe. Han har fundet en forkommen fugleunge, der værdsætter hans omsorg. Er jeg selv ved at forelske mig? Henning kommer på lørdag. Det er første gang, vi skal mødes. Han spiller skak, arbejder i det offentlige med IT og har en kikset humor og musiksmag. Det er lidt charmerende. Og så er han et rart menneske. Det kunne måske blive til noget. Jeg har faktisk ikke haft tid til at tænke over det.

Døren til terrassen står åben. Regnen trommer på halvtaget. For enden af haven i skellet ud til marken står en stor kastanje. Den deler sig før kronen, så stammen former et stort y. Tænk at rødderne på et træ er lige så store som det, der kan ses over jorden. Da jeg går ud under halvtaget, stryger en gråstribet, våd killing sig mjavende op ad mit ben.

”Hvis du ikke er nogens, skal du arbejde for føden. Fange mus. Forstår du?” den mjaver.

Ting der skal gøres langsomt: Hænge billeder op i nymalede rum. Sætte bøger på plads. Vande planter og fodre en våd killing. Snakke med naboen. Skrive. Tage bestik af himlen: Den er overskyet.

*** Kvinde i tiden

Dagen i går begyndte smertefri og i strålende humør. Nemesis kom efter mig sidst på dagen med den stærkeste hovedpine, jeg har haft længe. Jeg måtte tage smertestillende, selvom jeg forsøger at undgå det. Dagen i dag begyndte anderledes. Den begyndte med, at jeg så aske drysse udenfor, men så kom der mere, og jeg så, det var sne. Det lignede dalende kronblade fra blomstrende træer.

At lade årtusinder tegne dagen, ridse kendte bevægelser ind i dens skræl, ælte en dej, bage et brød af groft mel, klø en killing på maven, male et træ med rødder, en kat, en hånd på hulens vægge.

Jeg har indrettet et skrivehjørne med et bredt bord og en god stol. Det er vigtigt at sidde godt, have en god arbejdsstilling. Erik kiggede ind efter sin daglige tur i skoven og formanede mig, da jeg klagede over tilbagevendende hovedpine og ondt i skuldrene.

”Det er spændingshovedpine,” sagde han, ”den stammer fra lænden. Har du ikke ondt der, også?”
Det måtte jeg tilstå, men jeg kan ikke betro ham alt. Det er ikke alle forundt at tåle andres smerte.
”Det er vagusnerven. Den spænder, fordi du bruger din krop forkert eller bekymrer dig. Du skal lave nogle øvelser. Sex ville være det allerbedste. Det jager spændingerne væk. Du kan ikke være anspændt og få orgasme på samme tid. Vagusnerven hører til det parasympatiske nervesystem, som styrer fordøjelse og afspænding. Du må ud og finde en, der er leveringsdygtig.”

Han sagde det i dybeste alvor. Jeg fortalte ham ikke om Henning. Selvom han kommer, bliver sex ikke en del af besøget. Det står ikke til diskussion. Men måske har Erik ret i det med vagusnerven og afspænding. Det kunne i det mindste være en del af billedet.

Skrivebordet står ved vinduet. Jeg kan se kastanjen derfra. Måske har der hængt en gynge i træet engang. Måske har der været en hule, hvor børn har siddet og set ud over markerne og skoven og fortalt hinanden historier. Måske den om trolden og mosekonen. Trolden stjæler mosekonens bryg og bliver til tåge, da han drikker den. Ingen kan se ham, og han må strejfe stum og ulykkelig om i skoven til sine dages ende. Måske er han stadig et sted derude som en fugtig og søgende hånd, der vil ind i menneskenes varme huler og kroppe. Han sætter sig som gigt og lungebetændelse hos den, der ikke får klædt sig tæt og varmt nok på. Han slukker ilden der, hvor man glemmer at lukke døre og vinduer for varmen. Et koldt og fugtigt mørke, der trænger ind, når man mindst venter det. Som når man får et chok, der sætter sig i kroppen og bliver siddende. Jeg er ikke altid sikker på, hvad mit fordøjelsesbesvær og mine smerter skyldes. Måske krøb en tåge ind i mig engang og har siden da haft mit nervesystem i sin kolde, fugtige hånd, så det snerrer og hviner ved enhver forstyrrelse. Som for eksempel at sælge og købe hus, flytte og begynde på et nyt arbejde.

Andre ting der skal gøres langsomt: Save kævler op i 30 centimeter stykker med motorsav, kile og flække dem. Kravle rundt i skunken og lede efter stinkende muselig. Dampe torskefilet og grøntsager i ovnen og spise det ved levende lys. Tage bestik af aftenhimlen: Venus er retrograd.

Min krop er stadig smuk. Holder kroppe overhovedet op med at være smukke? Selv det indsunkne bindevæv øverst på mine inderlår har sin egen skønhed. Mine bryster er små med følsomme vorter, min hud er blød, min skikkelse er ikke mager, som Erik siger, men slank og velproportioneret. Jeg har set billeder af hans kone. Hun var en lille, trind dame. Jeg kan godt se, at det er en slags spild ikke at fejre kroppen, mens den stadig er i stand til at fejre. Lade den nyde af en anden. Lade den nyde sig selv i omfavnelse med en anden krop. Jeg har bare ikke været der, hvor det gav mening. Jeg har været for opslugt af smerte og de forandringer, jeg var nødt til at foretage for at nedbringe smerten. Der hører også en bevidsthed til en andens krop. En bevidsthed jeg skal forholde mig til.

Jeg står foran spejlet i soveværelset. Kroppen er gylden i den svage belysning. Overkroppen er halvt skjult bag mit lange hår. Jeg slår det bagover og lader hænderne glide ned over mine bryster.

Killingen ligger og spinder ved siden af mig, da jeg vågner. Jeg står op og slår gardinerne til side. Killingen vil ud. Jeg åbner til terrassen. Et par fugle synger. Det lyder næsten som forår.

At male med lange strøg. Glide ind i dagene.

*** Et trin ad gangen

Jeg ved, hvor Erik har sit forårshumør fra. Han har fået en kæreste, Lisbeth. Men det rager ikke andre, siger han, så i begyndelsen besøgte han hende. Nu er hun begyndt at besøge ham. Jeg så hende stå ud af bilen i formiddags, da jeg kørte forbi. Hun er alternativ behandler. De mødtes i hendes klinik i Tundersted. Hans datter havde anbefalet hendes behandlinger mod den spændingshovedpine og søvnløshed, han led af. Det er fra hende, han kender til vagusnerven. Og til orgasmers helende virkning.

Henning kom. Jeg vidste allerede inden, at det ikke ville blive til noget med ham, men ville ikke aflyse. Jeg tænkte, det var mest fair, at vi mødtes, så han også fik en chance for at mærke, det ikke gav mening. Og hvis jeg forregnede mig med hensyn til hans dømmekraft, tænkte jeg, det var bedst at sige det til ham ansigt til ansigt. Jeg vidste det inden, fordi jeg har været for lidt interesseret. Men han forlangte ikke noget af mig. Måske var derfor, jeg gav det en chance. Og lidt på grund af den kiksede humor. Vi var også politisk ret enige. Men min mangel på dømmekraft med hensyn til mænd rystede mig alligevel, da jeg åbnede døren. En em af skræk og forsømt kropslighed slog mig i møde. Stakkels mand, hvor var han nervøs og belæsset med flere buketter og flasker med vin. Jeg lod som ingenting og bad ham hjælpe med at lave mad. Dagen var sat af til hans besøg, så vi kunne lige så godt få det bedste ud af det.

Vi spiste frokost, mens Henning satte mig udførligt ind i kommunikationssamfundets udfordringer på hardwaresiden. Senere gik vi tur i skoven og snakkede om ulykkelige forelskelser. Han havde oplevet to i sit ægteskab. Efter den anden valgte han at blive skilt. Det var det mest rimelige. Jeg fortalte kun sparsomt om mine egne tilbagelagte forhold. De er forbundet med en smerte, der ikke giver ret meget mening for andre. Heller ikke for mig selv.

Da klokken nærmede sig 17, gav han selv en god anledning til at få det sagt.

”Nå, tiden er da egentlig gået hurtigt. Det er et godt tegn.”
”Ja. Til dels. Vi kan godt finde ud af at snakke sammen.”
Hans blik begyndte at flakke uroligt og landede til sidst en lille smule til højre for mit.
”Men jeg kan ikke se dig som min partner. Jeg er ikke tiltrukket af dig.”

Henning sagde noget væsentligt, da han var kommet sig lidt. Noget jeg selv tænker over, når jeg føler mig ensom. Han talte om at savne et livsvidne, en at dele sine tanker og oplevelser med. Han har ret i, at det er vigtigt. Men det er også rigtigt, at det livsvidne ikke kan være hvem som helst. Henning kunne ikke se mig. Heller ikke under et besøg i mit hjem, hvor han var omgivet af ting, det ville være oplagt at spørge ind til.

Havde Henning set mig og været nysgerrig, kunne han måske have vækket min interesse. Men, for jeg skal være ærlig overfor mig selv, det ville alligevel ikke være blevet til noget mellem ham og mig. Der skal en mand af et særligt stof til for at være min elskede. Jeg slettede min datingprofil efter hans besøg.

Den, der engang havde adgang til mit hjerte, låste mig inde og gik. Ved han, at han låste sit eget hjerte inde sammen med mit, da han gik? Husker han stejlheden og stivheden i det hjerte, han efterlod, og ser han den styrke, jeg måtte udvikle for at holde det ud og holde det i live? Jeg havde ikke noget valg. Jeg ville forstene ved at dele fangehul med så stift et hjerte. Ved han, at han også slap mit hjerte fri, da han langt om længe forstod, at han havde smidt nøglen til sit eget hjerte væk og nu var nødt til at slå porten ind for at nå det?

Vi slap fri af forbandelsen, indespærringen. Slap vi fri af hinanden?

I forsøget på at overvinde en ubærlig smerte, lod jeg mig forelske i en, der mindede mig om dig. Din ven. Jeg tror, han syntes det var synd for mig. Han tog sig af mig i en kort periode efter din flytning. Indtil han forstod, at han var ved at blive draget ind i noget, han ikke kunne overskue. Jeg bad ham om hjælp til at afvikle mit mønster med at forelske mig i mænd, der ikke ville have mig.

Jeg elskede dig og var forelsket i en, der så ud til at være i kontakt med sine følelser og grænser, sin omsorg for andre, sin sårbarhed og sin sanselighed. Jeg delte dig i to, den fordøjelige og den ikke fordøjelige, og lod hemmeligt den fordøjelige være min drøm om dig, når du havde gennembrudt muren. Og min drøm om mig. For det var han også. Din ufordøjelighed – overfølsomheden – var også min. Jeg var bare den af os, der var tættest på følsomheden, mens du var den af os, der var tættest på vreden. I virkeligheden gjorde I mig begge ondt, men den ene gjorde det som en del af en leg, fordi jeg havde bedt ham om at gøre det.

Jeg drømmer ikke længere. I stedet ser jeg dine hænder bevæge sig sigende over mig i mørket. Indimellem berører de min krop. Indimellem ser jeg dit ansigt stå helt skarpt med et nærvær, der tager vejret fra mig.

Synkronicitet, en meningsfuld tilfældighed. Måske. Jeg skrev en novelle om dig og mig. Et par dage efter så jeg, at du snart ville udkomme med en ny bog. Den er udkommet nu. Jeg køber den ikke. Min erfaring siger mig, at jeg har bedst af at holde mig på afstand af det, du skriver, når du alligevel er udenfor rækkevidde.

Min hensigt med at skrive novellen var at trække projektionen af mit talent for at skrive hjem fra dig ved at forene os i en fiktion. I håbet om på den måde at slippe for din skygge i mig, der betyder, at jeg ikke kan give plads til nogen anden mand i mit liv. Men uanset om skriften ligger uudfoldet i mig eller foldes ud, vil den altid stå imellem mig og en mand. Medmindre manden er forfatter og deler skriften med mig.

Det er ikke fordi, jeg ønsker at slippe for dig – jeg længes mere efter dig end efter noget andet, jeg kan komme i tanke om –, men jeg kan ikke tåle dig. Jeg kan heller ikke blive ved med at vente på en, der ikke viser tegn på at ønske mig i sit liv. Eller gør du, nu? Kan jeg tåle dig, nu? Kan jeg tåle min egen følsomhed?

Det er den slags spørgsmål, jeg ikke skal stille. Jo, det sidste, men ikke nu. Nu skal jeg gøre noget.

Jeg er ved at renovere drivhuset. Det står for enden af huset, hvor forhaven og baghaven er adskilt af et lavt stakit med en låge. Det var fyldt med gammelt ragelse, som jeg har kørt på fyldpladsen. Jeg har gjort det rent og erstattet de knækkede og manglende ruder med nyt glas. Erik kender en krejler i nærheden, hvor jeg fandt nogle billige forsatsruder, der kunne skæres til. Jeg er ved at fylde muld i drivhusets højbed, men venter lidt med at købe planter. Agurk, tomat, peberfrugt og chili. Det må være nok. Jeg har købt krydderurter til et lille bed foran drivhuset. De står i drivhuset nu. Jeg har sået løg og salat og sat hvidløg. Jeg har også forhaven, jeg skal have gjort noget ved. Der er en slags bed fyldt med store sten, der er næsten usynlige under flere års vildtvoksende græs og ukrudt. Nogle steder stikker der puder af vintergækker op. Måske var det tænkt som en form for stenbed, måske en losseplads for nogle af de sten, der er groet op af markerne omkring huset. Hækken af Spirea, snedrivebusk, der omkranser grunden, passer heldigvis sig selv.

I udhuset skråt overfor drivhuset og i forlængelse af garagen er der en hylde med gamle lerpotter. Jeg tager nogle af dem med over på det lille bord i drivhuset for at plante krydderurterne om i lidt større potter, der kan stå i drivhuset, indtil der bliver varmt nok til at plante dem ud i bedet. Skovduerne udstøder deres uh-uh, mens jeg arbejder. De andre fuglestemmer kender jeg ikke. I et hjørne på en gammel avis, jeg bruger som underlag, ser jeg en notits. Vidste du, at forskere har beregnet Aristoteles IQ til 190? Nedenfor er der en kort biografi over Aristoteles’ liv og bedrifter. Jeg vil skide på Aristoteles. En mand, der anså kvinder for at være mænd underlegne, har været toneangivende indenfor flere filosofiske og videnskabelige felter helt op til vores tid. Ja, hans tanker om fortællingers plot, deres mythos, som bestående af tre på hinanden nødvendigt følgende elementer regnes stadig for klassisk i fortællekunsten. Men der er noget, han har overset. Han har overset, at denne måde at konstruere fiktion på er kendetegnende for en maskulin tankegang. En tankegang der former både virkelighed og plot efter sin egen logik ved at bygge spænding op indtil ejakulation og afspænding i et forløb, der drives af ydre hændelser fremfor af et cyklisk indre liv.

Hvor intelligent er det at overse, at kvinder og vores seksualitet er den halve fortælling?

Forløbet i mange folkeeventyr veksler mellem spænding og afspænding. De trækker, med deres ofte tre forsøg eller opgaver, som hovedpersonen skal løse, på en kollektiv men ubevidst, intuitiv viden om den menneskelige tilværelse og dens overgange. En opbygning der minder mere om den kvindelige seksualitets langsommere og serielle forløsning end den maskulines grande finale. Kvinders psyke er i kraft af menstruation, graviditet, fødsel, abort, barsel, amning, børnepleje samt sygepleje og tilberedning af fødevarer og måltider tættere forbundet med kroppenes, livets og dødens rytmer, end mænds normalt er. Selvom død og lidelse følger mænd overalt, hvor de undertvinger og bekriger andre med deres vilje. Eller. Jeg ved det ikke. Det bliver for mentalt nu. Jeg mærker pludselig, hvor træt jeg er. Jeg er træt af en virkelighed, hvor vi har gjort illusionen om den maskuline fornuft og tankekraft, det maskuline begær, til idealet. Eller det eneste ideal.

Bitten har lagt en besked på telefonen: Dejligt at have dig tæt på igen. Det gør det nemmere at invitere dig på aftensmad. Kommer du? Jeg svarer: I morgen? Det er en aftale.

*** På briksen

Lisbeths fingre bliver brændende varme, mens hun med blide strøg og stræk masserer min nakke og hals. Jeg mærker en let sammentrækning i mellemgulvet og tårer, der begynder at løbe. Jeg rækker op for at fjerne dem. Der kommer flere sammentrækninger, denne gang i underlivet. De får mine ben til at spjætte.

”Du har meget, du skal give slip på. Du må gerne græde.”
Hun finder en papirserviet til mig.
”Er du klar over, at du er healer, Lisbeth?”
”Det er ikke noget, jeg tænker over. Men du er ikke den første, der har sagt det. Mine hænder bliver meget varme.”
”Det er healingsenergi. Du har løsnet et gammelt traume.”
”Er det der, kramperne kommer fra?”
”Det tror jeg. Der var en, der gjorde mig ondt engang. Jeg har tilgivet ham, men lider fortsat en del af kramper.”
”Så har du jo ikke tilgivet ham.”
”Jo, med hjertet og hovedet, men måske ikke med kroppen. Det er jo et traume.”
Hun ser på mig.
”Jeg elsker ham. Han har lige udgivet en bog. Den får den ene bragende anmeldelse efter den anden. Han skrev den, efter at hans kæreste gik fra ham. Han ser ud til at være kommet stærkere gennem krisen.”
”Hvorfor kontakter du ham ikke?”
”Han vil ikke have noget med mig at gøre. Det ville han i hvert fald ikke engang. Han kan også have fået en ny kæreste.”
”Er du sikker på, at han har det så godt, som det ser ud til?”
”Nej. Han er ked af den virkning, han har haft på mit liv.”

*** Sorgen

Det er gådefuldt for mig, at det skulle tage så mange år at forstå, at jeg med din afvisning af mig blev ramt af et traume, der ikke kun satte sig dybe spor i mit sind men også i min krop. Det vækker ærefrygt, at jeg er blevet ramt så hårdt. At jeg er så sårbar. I det lys begynder jeg at forstå mig selv på en anden måde. Du ramte mig på det mest smertefulde sted overhovedet. Et sted jeg nok kendte til, men ikke var kropsligt i kontakt med. Du ramte mig på mit uelskede sted, og vækkede i et nu al den smerte, jeg hele mit liv har forsøgt at flygte fra. Du tvang mig til at nærme mig det sted gennem mine tanker og mærke det i min krop. Langsomt, langsomt. Måske den eneste mulige måde og uden andet selskab end ensomheden.

Jeg har været så ramt, at jeg var ude af stand til at bruge skriften til andet end at kredse om dette sorte hul. Jeg troede, jeg skulle miste forstanden. Og af og til gjorde jeg. Af og til måtte jeg indstille skriften, fordi den kun førte mig længere ind i smerten. Jeg frygtede, at jeg for altid ville være afskåret fra skriftens skabende kræfter. Men Kalis flammekasterøjne brænder kun, indtil der ikke er mere at brænde.

Flere gange har jeg kasseret alt, hvad jeg har skrevet. Når du kunne kassere mig, kunne intet af det, jeg skrev, være værd at læse. Du var min standard, mit mål for kvalitet, som jeg – sådan oplevede jeg det – umuligt kunne gøre mig håb om nogensinde at komme til at måle mig med, når du end ikke kunne se nogen grund til at omgås mig med den værdighed, jeg tilkommer ved at være i live.

Når du, min fintfølende elskede, ikke kunne se mine kvaliteter, herunder min følsomhed, var jeg usynlig, var jeg ikke værd at elske. Som om værdien af min skrift og mig stod og faldt med din anerkendelse. Det sårede mig og vækkede mit raseri, at du ikke kunne se mig. At du ikke ville se mig. At du frygtede mig.

Men det er kun en del af billedet. Noget i mig forsøgte med uafviselig styrke at få dig til at indse værdien af min kærlighed og have tillid til den. Du ramte mig med sårbarhedens blinde blik. Det blik følsomheden retter mod sig selv, når den er blevet gjort forkert eller fortræd. Du kunne anerkende følsomheden alle andre steder end der, hvor den var rettet mod dig i hengivenhed. Især der, hvor den var blevet til bitter erfaring, kunne du anerkende den. Det så jeg, og var nødt til at elske dig. Jeg var nødt til at elske din sårbarhed, fordi den også var min. At elske dig var den eneste vej gennem sårbarheden tilbage til følsomhed og personlig integritet.

*** Det si’r sig selv

Sigrid stikker hovedet ind.
”Så er der købt ind til aftensmad. Jeg kunne ikke finde hollandaisesovs. Jo, der var Knorr, men det vil jeg ikke købe.”
”Hvorfor ikke?”
”Arh, mor, tag dig sammen. Det er ejet af Unilever, et storkapitalistisk foretagende. Og så er det pisseusundt med alle de færdigprodukter.”
”Well, well, well, well …”
Bitten ser på mig. Jeg fortsætter: ”… det si’r sig selv.”
”Hov-hov, datter kvik. Husk det er mig, der betaler dit foder.”
”Ja, megausunde Knorr-produkter, hvis det stod til dig. Jeg burde indstævne dig for EU’s menneskerettighedsdomstol.”
”I så fald er jeg bange for, du ville tabe.”
”Nå, ja, selvfølgelig. Tænk at min mor har rottet sig sammen med storkapitalen.”
”Njah. Jeg ville sådan set bare vide, hvorfor du ikke ville købe Knorr. Du hørte mig ikke sige, jeg var uenig.”
”Så siger vi det. Jeg har fundet en opskrift på nettet.”
Hun forsvinder. Lidt efter skramler det i køkkenet.
”Du skal ikke blive forbavset, hvis det smager fantastisk. Hun er hård i et køkken.”
Vi går ud i udestuen med kaffen. Der står højbede i haven med visne afgrøder fra sidste år. I karmene står der potter og bakker med kommende afgrøder i forskellige stadier af spiring.
”Hvordan går det med huset? Er du faldet til?”
”Næsten. Jeg er helt pjattet med det sted, men kunne godt bruge mere tid til at få ting i orden. Den 1. starter jeg på krisecentret. Så er det slut med driverlivet.”
”Det er godt, du er kommet videre. Jeg har været bekymret for dig.”
”Har du? Ja, jeg har kun med nød og næppe overlevet de seneste 10 år.”
”Tænk at den historie har kunnet forfølge dig så længe. Hvad tror du, det skyldes?”
”Ikke Thorbjørn, selvom det kunne se sådan ud. Vores brud var bare det udslagsgivende i en række brud, der ikke var helet. Det er en længere historie. 20 års samliv med Bo, der ikke var i kontakt med sine følelser – ved jeg nu – og forholdet til Niels, der viste sig at have psykopatiske træk. Jeg ved godt, det hedder noget andet i dag. Dyssocial personlighedsstruktur. Forholdet til Bo bekræftede mig i det, jeg lærte som barn: at mine følelser ikke var værd at vise hensyn. Mindst af alt min vrede og frustration. Jeg var ved at hele mine barndomstraumer, da jeg mødte Bo, men jeg var åbenbart ikke blevet stærk nok. I dag kan jeg se, at Bo mødte min rimelige vrede med passiv aggression. Jeg lærte at ignorere mine personlige grænser i forsøget på at undgå hans afvisning. Det var vel derfor, jeg endte med at forelske mig i en fyr som Niels. Måske forestillede jeg mig, at det at elske en mand som Niels ville gøre mig til den opofrende og uselviske partner, der åbenbart er enhver mands hemmelige drøm. Men jeg kunne ikke. Det var for sygt. Han var for syg.
”Jeg forstod ikke din forelskelse i Niels. Var Thorbjørn ikke følsom? Jeg husker ham som følsom.
”Jo. Det var det, der tiltrak mig. Og det var måske derfor, han trak sig. Jeg kom for tæt på. Vi var sårbare af de samme grunde. Men hvad med dig? Det er længe siden, vi har snakket sammen.”
”Det kan siges kort: Jeg er pissefrustreret og meget, meget glad.”
”Det lyder ambivalent.”
”Det er det ikke. Jeg er frustreret over mit job og glad, fordi Gunhild venter sig. Jeg skal være mormor.”

*** Vreden

Jeg lod mig krænke, tilsidesætte og amputere af dem, jeg elskede. Ikke så meget af frygt for at miste deres kærlighed, for den var der jo ikke, men i det håb, at hvis jeg indordnede mig efter deres vrede og afvisning, så ville mit offer måske til sidst blive set og gøre mig fortjent til deres kærlighed. Det er sådan, masochister bliver til. Uafvidende, selvfølgelig. Næret af illusionen om en kærlighed, der ikke findes. Alt, hvad jeg opnåede, var at gøre mig genstand for traumer og skam over min naivitet.

Barnets kærlighed vækkes til live i dets spejling af en andens omsorg og kærlige blik. Nogen må have elsket mig engang. Måske har min mor været lykkelig og fuld af kærlighed engang.

Jeg er rasende over ikke at være blevet set, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke min vrede uden at skubbe andre fra mig. Uden at vække anstød. Den måde, mine nære omgivelser gennem livet har givet udtryk for deres vrede på, har vist sig at være uhensigtsmæssig og ufrugtbar. Min mors fysiske vold og eksplosive hysteri, Bos passive aggression og uudtalte misbilligelse, Niels’ afstumpethed – og ikke mindst den perversion, de var fælles om. Bo kunne ikke vise ømhed og give sig hen i sanselighed. Han tyssede på min nydelse. Han kunne kun begære mig i kraft af andre mænds begær. Niels kunne kun begære mig i kraft min selvudslettelse. Jeg lod mig gøre til objekt – først uvilligt, men med tiden villigt, fordi tilsidesættelsen af mig selv af hensyn til andre til sidst forekom helt rimelig. Jeg forstod først alt for sent, at jeg blev afkrævet det helt igennem urimelige.

I et forsøg på at demontere min vrede, har jeg lært at se bagom de forhold, der frustrerer mig. Jeg har set, at mennesker sjældent gør andre ondt i et bevidst ønske om at gøre ondt, men fordi vi er ramt af forhold, vi ikke selv er i stand til at gennemskue. Drifterne eller dyret i os, der vokser og usynligt bliver til kulturens og systemets dyr, overmagten, når vi ikke ser og anerkender dyret i os selv. Følsomheden der bliver til sårbarhed, når den gøres forkert. Sårbarheden der bliver til vilje, der kun vil sit eget. – Ondskab skyldes mangel på bevidsthed om andres og måske også om egen lidelse. At se sammenhængene ophæver ikke min vrede. Dyret, vreden, egoet findes stadig i mig.

Det var egoet, der engang i forhistorisk tid drev hærgende henover verdens sletter i uslukkelig tørst efter ekspansion. Ingenting har ændret sig. Trump driver hærgende gennem verden uden vilje til at sætte grænser for sig selv. Findes der en vilje i os til at sætte grænser for ham og hans ligesindede?

Et helt livs underkendt følsomhed forsøger at finde vej ud af min krop på en hensigtsmæssig måde. Jeg øver mig. Jeg forsøger at give udtryk for mig selv, inden jeg bliver vred eller lammes af smerte.

Bitten sagde, at hun er på kollisionskurs med sin nye afdelingsleder. Det er et spørgsmål om tid, før ballonen revner. Det er egoet imod systemets krav om tilpasning. Hun er i gang med at søge nyt job.

*** Volden omkring hjertet

Det er blevet april og anemoner har afløst vintergækker i stenbedet i forhaven. Jeg har fjernet ukrudtet på det, der viser sig at være en lav, cirkelformet vold, delvist dækket af sten. En sænkning i volden fører ind i midten, hvor der er lagt et mønster af sten, et hjerte. Jeg er i gang med at fjerne ukrudt mellem stenene.

”Nå, du har fundet Katrines hjerte.”
”Ja, det ser sådan ud.”
”Hun blev glad, da anemonerne begyndte at sprede sig. Fuglene i skoven har lagt en klat, når de var på visit, så de er sået med moderkage.”
”Jeg er også glad. De er fine.”

Erik har småtravlt. Lisbeth kommer om lidt. De skal til barnedåb. Hun er blevet farmor. Erik har svært ved at forlige sig med besøget og havde brug for en tur i skoven for at samle styrke. Killingen gnider sig op ad mit ben. Jeg sætter mig i solen med en kop kaffe og killingen i skødet.

Der er en del at sætte sig ind på krisecentret. Inger, centrets nye leder, jeg kender som afdelingsleder fra mit første job, er ved at have overblik over opgaverne. Udover de løbende opgaver med at hjælpe kvinderne og deres børn, skal der ryddes op og sorteres i de frivilliges håndskrevne notater, websiden skal opdateres og gøres læsevenlig, der skal udarbejdes en plan for tilbuddet til børnene, så deres behov ikke overses og vi skal i gang med at dokumentere effekten af krisecentrets arbejde. I anonym form, så kvinderne kan føle sig trygge. Der er god stemning i huset trods beboernes situation. Inger har stort nærvær og en evne til at se bagom tingene, som giver tryghed. Jeg deler ikke længere Bittens frustration over at arbejde indenfor det offentlige. Bitten og jeg mødtes som kolleger på samme bosted. Jeg flyttede, da jeg mødte Thorbjørn, og fik arbejde på et tilsvarende bosted. ”Vi er stiltiende blevet systemets små nikkedukker,” siger hun, ”den fløde, der skummes ved at skære ned på udgifterne til de mest sårbare, bruges i fed sovs til erhvervslivet og New Public Management IT-systemer, der ikke fungerer.”

Lisbeths behandling har sat noget i gang. ”Du kan jo se, om du får brug for en behandling mere,” sagde hun, da jeg med det samme spurgte om en ny tid. Jeg var irritabel i dagene efter og kunne ikke holde andre ud. Jeg så fejl og begrænsninger alle vegne. Mine smerter blev værre. Følelsen af ikke at have ret til at være og udtrykke mig gjorde mig usikker på alt, hvad jeg tænkte og skrev eller gjorde. Jeg var bange for at blive opslugt i det og forsøgte at ignorere dem. Men jeg ved godt, at smerterne og irritabiliteten viser mig det, jeg ikke længere kan undgå at forholde mig til. Jeg er nødt til at have tillid til min ret til at være, nødt til at tro på værdien af det, jeg udtrykker og gør, også når andre mener noget andet. Kroppen husker. Smerterne viser mig de steder, hvor traumer engang har beskåret min vilje og kreativitet.

*** Ekko

”Jeg elsker dig, Thorbjørn.”

Lyden af min stemme, idet jeg vågner, fylder mig med undren. Det er en gåde, hvor ordene kommer fra, når dit navn og mine kærlighedserklæringer hvisker sig selv over mine læber, uden at du er i mine tanker inden. Er det chokket? Er jeg låst fast i min ømhed for dig øjeblikket inden, du så let, som hvis du havde sagt, du lige ville hente noget i Brugsen, fortalte mig, du ville flytte? Eller er det Ekko, der kun hørligt i pauserne mellem mine tanker gentager sin elskedes sidste ord, idet han døde af sult og tørst, fordi han ikke kunne tage øjnene væk fra spejlingen af sig selv?

Den, der gøres usynlig for sig selv ved ikke at blive set eller set kærligt, må til stadighed kredse om sig selv, indtil det sande billede begynder at træde frem. Du og jeg er et match. Jeg var, selvom jeg lige havde forladt to destruktive forhold, stadig præget til at se op til selv den mest urimelige mand i håb om at blive inviteret ind i symbiosen: hans behov for anerkendelse og mit behov for at se op til det i ham, jeg ikke så mig selv i stand til at opnå. Vi var to sider af den samme skræk for ikke at blive set og elsket, og derfor måtte vi holde andre på afstand. Jeg gjorde det ved at stræbe efter det uopnåelige. Du gjorde det ved at afvise enhver form for tilnærmelse. Jeg forstod dig, fordi dit sår ligner mit, men da du gjorde mig helt urimeligt ondt, nægtede jeg at elske dig. Kroppen ville ikke.

Du har den vilje og handlekraft, men også den vrede jeg lærte at undertrykke hos mig selv for ikke at blive afvist. Var jeg et trodsigt barn? Det mindes jeg svagt, at jeg var. Men jeg var også nem at skamme ud. Jeg husker min mors vredt dirrende finger foran min næse, når jeg havde sagt hende imod. Det hensynsfulde og artige i mig skammer sig over min mangel på selvbeherskelse. Jeg er en skallesmækkende mimose, som en af vores fælles venner engang beskrev sig selv. Vi er. Vi tilhører den samme klan af sarte, nemt overvældede og let irritable væsner. Eremitkrebs i vredens konkylie.

Din kreativitet har været drevet af vrede. Vrede over ikke at være blevet genkendt på din følsomhed af mennesker, der ikke kunne, fordi de ikke selv var følsomme i samme grad eller ikke var i kontakt med deres egen følsomhed. Det er den følsomhed i dig, jeg elsker. Den? Som om du kan reduceres til en række enkeltdele, hvoraf nogle er elskelige og andre ikke. Som om kærligheden ville skelne. Måske ser jeg bare mig selv i dig. Måske elsker jeg bare hele mig selv. Som om det er en lille ting.

Forleden, da vi snakkede om sammenhænge mellem stress og fordøjelse, var der en af mine kolleger, som mente, at mine symptomer i virkeligheden skyldes Epstein-Barr virus, der er vækket af dvale i styrtebadet fra stress-hormoner. Hun sagde, at så godt som alle har EBV, men at det mest er kvinder, det vækkes hos igen i forskellig form, for eksempel leddegigt, IBS, fibromyalgi og ME, kronisk træthedssyndrom, efter langvarig stress eller hormonelle forandringer som pubertet, fødsel og klimakterium. Virusset næres af hormoner. Det er kendt for at slå ud som kyssesyge i puberteten. Hun sagde også, at det genaktiverede virus kan give symptomer, der ligner PTSD. Symptomerne kan afhjælpes med en vegansk diæt. Min kollega henviste mig til en bog, som har hjulpet hende.

Da jeg for et par uger siden var i Århus, traf jeg tilfældigt Katja. Vi drak en kop kaffe sammen på Løves. Hun sagde, at hun aldrig havde forstået dit og mit forhold.

”Thorbjørn kan jo kun lide unge piger.”
”Så var det nok derfor, han forlod mig.”

Jeg havde ikke lyst til at drøfte dig med hende. Og måske var aldersforskellen virkelig grunden. Måske er jeg ved at løbe tør for forklaringer på al den uforklarlighed, du repræsenterer i mit liv.

*** Andagt

I eventyret rives novicen brutalt ud af sit miljø og isoleres på et helligt sted for at blive henrettet symbolsk senere. Henrettelsen kan antage forskellige former. Novicen kan for eksempel dø under en rejse til det hinsides, under tortur eller i kamp mod et uhyre. I den symbolske og ofte dramatiske genfødsel, genopstår novicen, jeget, med de skyggesider, det kæmpede mod, som bevidste, integrerede dele af personligheden.

Begyndelse, midte og slutning er en illusion. Vi kommer ind i fortællingen ét sted og forlader den et andet sted. Der foregår løbende parallelle processer i og mellem mennesker. Langsomme og hurtige. Nogle forløber i flere tempi, andre afvikles med aristotelisk finale. Mandens orgasme følger ikke nødvendigvis kvindens og finalen er aldrig enden, kun en pause, en midlertidig død. Det er tilværelsens liv/død/liv-natur.

Skoven er en katedral. En løvsanger holder andagt mellem søjler af dybgrøn skygge og gylden morgendis. Jeg står i lysningen og tænker ikke på noget særligt.

Tavshed er værre; alle sandheder der bevares ufortalte bliver giftige.

– Friedrich Nietzsche

*** Vægt

Erik er lige gået. Han kigger jævnligt ind, når han kommer forbi på sin eftermiddagstur. Vi snakkede om vinduer. Der er stadig en del at udbedre både ude og inde. Næste projekt er at få udskiftet de punkterede termoruder. Jeg har ikke andre planer for sommerferien end at skrive og rette op på ejendommens tilstand. Men nu sidder jeg i liggestolen og prøver at huske en drøm, jeg lige var vågnet af, da Erik kom.

Jeg er tilsyneladende partner med en langt yngre, spinkel fyr, der fører mig med til et sted, som viser sig at være en eksklusiv klub af en slags. Det er dag. Vi kommer ind i et stort, lyst og højloftet klubrum med træværk af rødligt træ og glasvægge på to sider ud mod en terrasse omgivet af træer. Andre bevæger sig afslappet gennem rummet. Han præsenterer mig for noget uskyldigt udseende tøj med spænder, som han finder i nogle skabe og foreslår, at jeg kunne lade mig dominere. Jeg forstår, at vi befinder os i en fetichklub og afviser. I vrede og skuffelse over igen at være havnet i et forhold af en slags, jeg ikke ønsker, vælger jeg rollen som dominant, og mærker til min egen overraskelse en lystfuld forventning ved tanken.

Jeg havde hovedpine, da jeg vågnede. Den bliver værre. Jeg ved af erfaring, at almindelige smertestillende piller ikke hjælper, og stærkere midler går i fordøjelsen, så dem holder jeg mig fra. Jeg ringer til Lisbeth, som giver mig en tid til behandling klokken to. Hun har flere gange før løsnet mine spændinger. Netop som jeg troede, jeg var blevet fri for migræne ved at lægge kosten om til plantebaseret kost, slår den til igen. I Tundersted vil jeg køre en tur omkring byggemarkedet. Hvis jeg orker. Jeg overvejer at anlægge en terrasse langs drivhuset.

Mine øjne løber i vand nu. Jeg har tics over venstre øje. Det spænder og brænder fra hoved til mellemkød, nej, helt ned i tæerne. Men især i mellemkødet. Migrænen forstærkes yderligere, mens jeg kører, så jeg parkerer bag Café Englen på torvet. Der kan jeg drikke en kop kaffe, inden jeg går over på Lisbeths klinik.

Det er fredag og solen skinner. Caféen er næsten fuld. Dørene er slået op ud til torvet. Jeg køber kaffe og rækker op efter en serviet til underkoppen, da jeg får øje på dig lige bag mig i køen. Du siger, ”Hej Jonna,” og så sortner det for mine øjne.

Da jeg kommer til mig selv, er jeg tæt omslynget af et eller andet. Jeg føler mig samtidig tid tæt på en afgrund. Jeg kunne bevæge mig længere ud og lade mig falde. Vise vrede. Vrede kan være det, der redder dit liv, hvis du er i fare, men jeg er ikke sikker på, at denne afgrund repræsenterer fare.

Hvorfor bliver vreden, og mit besvær med at dosere den, ved med at forfølge mig? Fordi vreden stammer fra dengang, jeg som barn forstod, at min ensomhed, min oplevelse af ikke at blive set, er en livstidsdom? Det var dengang, jeg begyndte at skrive. I et forsøg på at blive set af mig selv.

Jeg begynder at kunne mærke mine fødder igen. Der er også en lugt, der virker bekendt. Og en lyd, der bliver højere. Nu hører jeg lyden tydeligt. Dit hjerteslag. Dit hjerte slår. Undrer det mig? Noget undrer mig. Hvad er det, der undrer mig? Hvor kommer lyden fra? Verden tilter. Jeg kan næsten ikke trække vejret. Du holder om mig.

”Du holder om mig.”
”Det så ud som om, du var ved at falde. Jeg greb dig.”
Jeg åbner øjnene og møder en række spørgende, bekymrede blikke. Jeg lukker øjnene igen.
”Bare et lille øjeblik. Jeg skal bare lige stå her et øjeblik.”
”Kender du hende?” spørger tjeneren.
”Ja.”
”Er det ok?”
”Ja, det er ok. Tak.”
Det føles ikke ok. Min mave er sort sol i lastrummet på et tankskib i kuling.
”Kan du stå selv?”
”Helst ikke. Om lidt kan jeg.”
”Her er vand.”
Det varer lidt, før min arm vil lystre. Glasset er usædvanligt tungt. Jeg tømmer det i små slurke med lukkede øjne for at slippe for blikkene. Matheden aftager og lidt efter lidt kan jeg støtte på benene.
”Jeg kører dig hjem.”
”Ok.”

Sender jeg en SMS til Lisbeth? Jeg forsøger, men fumler så meget med telefonen, at jeg ikke ved, om den er sendt. Mit greb om virkeligheden er usikkert. Er det fordi, du er dukket op? Det giver heller ikke mening.

”Hvad laver du egentlig her?”
”Jeg er på vej til USA.”
”USA? Hvad skal du der?”
”Færdiggøre en roman.”
”Hvad laver du så her?”
”Jeg skal finde noget hos min faster.”
”Din faster? Nåh. Bor hun stadig på gården?”
”Ja. I annekset. Henrik, Lisa og børnene er flyttet ind i stuehuset.”
”Aha. Tak fordi du kører mig hjem.”
”Hvorfor skriver du ikke bare, Jonna?”
”Hvad?”
”Hvorfor gør du det så svært for dig selv?”
”Hvad mener du?”
”Du vil gerne skrive fiktion. Skønlitteratur. Det kan jeg læse på din blog. Hvorfor lader du ikke bare inspirationen rulle og skriver det, der falder dig ind?”
”Skulle du egentlig ikke nå en flyver?”
”Jo, i overmorgen. Hvad forhindrer dig i at skrive?”
”Du bliver ved. Ved du, at du mangler situationsfornemmelse?”
”Hm,” siger du og drejer ind på en rasteplads.
”Hvad vil du?”
”Pisse.”
Jeg åbner døren. Det støvregner fra tunge, lave skyer. En håndfuld svaler klipper en flugt som i et af dine digte. En sort-hvid flugt, tænker jeg og ser dig billede for billede på vej tilbage til bilen.
”Jeg har tænkt over noget.”
”Hvordan vil du helst have det?”
”Hvilket?”
”Bifaldet.”
”Haha. Du er stadig vred.”
”Nej, egentlig ikke. Jeg forstår bare ikke, hvad der foregår. Sidst jeg kontaktede dig, truede du med politi.”
”Og du var selv den pure uskyld?”
”Jeg var vanvittig af smerte. Det har taget mig år at se, hvordan tingene hænger sammen.”
”Ja. Dine tekster har ændret sig. Det var det, jeg kom til at tænke på. Jeg har brug for din hjælp.”
”Hør, du træder ud af det blå og griber mig, men forlod mig fra dag til dag for ti år siden. Du, eller det du repræsenterer i mig, har hjemsøgt mig i drømme lige siden. Måske fordi de psykiske og fysiske følger af langvarig traumatisk stress – som din flytning udløste, men ikke alene var årsag til – betød, at jeg ikke havde kræfter til at bringe det til udfoldelse. Da jeg senere forsøgte at få dig i tale, afviste du mig. Det er ok. Det er i hvert fald sådan, det er. Men har jeg grund til at hjælpe dig? At du griber mig nu, eller hjemsøger min underbevidsthed i form af et genstridigt animuskompleks, giver dig ingen særlige rettigheder. Min dragning imod forfatteren i dig holdes i ave af din foragt, men hverken forfatteren eller den foragtelige er dig. De er gestalter i min psyke. Det er mit selvhad bekræftet af din foragt … for hvad, for vægten af min, din sårbarhed? … der har afholdt mig fra at tro på værdien af min skrift. Og smerte, inflammation, migræne, som den der var ved at slå mig i gulvet lige før i caféen. Hvis du endelig vil vide det. Men jeg ved ikke, hvem du er blevet. Jeg ved ikke, om jeg skal holde paraderne oppe i dit selskab for at beskytte mig imod perfide angreb.
”Lige nu er jeg den, der kører dig hjem. Uden, det tilstår jeg, at tænke videre over, hvordan du har det.”
”Det minder unægteligt om næstekærlighed. Men det er mig af alle mennesker, der er din næste her, så: hvorfor?”
”Måske derfor. Nej. For at sige det lige ud, så ved jeg heller ikke, hvad der foregår. Og, for at vende tilbage til det forrige spørgsmål, må det så være grund nok til at hjælpe mig, at du er den eneste, der kan?”
”Det ved jeg ikke. Kan vi snakke om det, når jeg er mere klar i hovedet?”
”Ja. Selvfølgelig.”
”Du skal dreje til højre næste gang.”

Mens du ringer efter en taxi, finder jeg noget smertestillende og går omkuld i en tåge. Det er ligegyldigt, hvem du er. Du kunne være Leonard Cohen, der smilende nynner Bird on the Wire, mens du brygger en kop grøn te til dig selv, eller Claus Nissen, der lader sig falde sort på hvidt i en film af Jørgen Leth, uden at nogen forhindrer dig i det. Også i dag oplevede du en kvinde gå bort i dine arme, og først om nogle dage vil du forstå, at det betyder lige så lidt som år, der går bort lige så ensomt, som ensomheden hos den, der ikke skriver for at blive hørt. Vi skriver os ind i historien som publikum til vores egne stemmers levnedsløb. Det er alt, hvad vi har at tilbyde. En stadig og intens lytten mens vi lader de handlende vælge våben i arenaen.

Da du står i døren til soveværelset og ser på mig, ligner du en mand i lys cottoncoat og skægstubbe. Det ser helt rigtigt ud. Du siger ingenting. Du er klar over, at du ingen replikker har på dette sted i fortællingen.

Der er en SMS fra Lisbeth, da jeg vågner lidt i seks. Og en fra dig. Lisbeth skriver, at hun vist nok har forstået mit budskab, og det er ok. Du skriver … jeg ser for mig beskederne op til den første gang, jeg besøgte dig. J og Tullamore Dew på vej. Jeg havde lovet at tage forsyninger med. Tjek, svarede du. Jeg mærker den samme spænding. Efterfulgt af skam. Over at have solgt mig selv for billigt. Over at have været naiv. Jeg skulle have solgt mig selv dyrere. Jeg skulle slet ikke have solgt mig selv. Så ville jeg ikke have mødt dig. Hvordan ville det så være gået mig? Jeg lukker øjnene. Og åbner dem, da telefonen brummer i hånden på mig. Anni inviterer til møde om applikationen, vi er ved at udvikle. Jeg smider telefonen fra mig på sengen.

Elkedlen slår fra. Glasset med lynkaffe er ved at være tomt. Regnvejrsgråt lys i køkkenet. Katten mjaver og gnider sig op ad mit ben. Jeg klør den bag øret og hælder foder i skålen. Du har ringet. Jeg ringer tilbage.

”Hej Thorbjørn.”
”Hej Jonna. Har du læst min besked?”
”Nej.”
”Er du ok?”
”Ja. Jeg var ved at lave kaffe. Jeg har altid telefonen på lydløs.”
”Er du hjemme i aften? Jeg kan låne Henriks bil.”
”Ja. Hvornår kommer du?”
”Er det for tidligt om en time?”
”Nej.”
”Vi ses.”
”Lad være med at tage whisky med.”
”Hvad?”
”Glem det.”

Jeg fik ikke spurgt, hvad du har brug for hjælp til. Hvorfor har du ikke sagt det? Det må være vigtigt, siden du presser på. Måske er det også meget rart at få det ud af verden med det samme. Ville jeg ønske, det var mig, der var vigtig; at jeg var dit mål og ikke dit middel? Var jeg nogensinde vigtig for dig? Jeg kan ikke finde ud af det. Måske skal jeg bare lade være med at forsøge. Jeg troede, jeg kunne gøre mig vigtig ved at vække din opmærksomhed, men tog fejl. Det eneste, du lader til at være interesseret i, er stemmer, der taler med samme studse styrke som dig. Ikke nødvendigvis højt, men altid indædt nærværende for den, der er lydhør. Stemmer der står for sig selv. Enspændere. Urimelige, uimponerede. Eller uprivilegerede. Alle dem du ser en mening i at udfordre eller lade dig udfordre af. Du kan lide at sige tingene, som de er. Du kan lide at tro, du ser tingene, som de er. Og det gør du jo for så vidt, at din sandhed gælder for dig. Du ækles ved, nej, du raser over det selvsikkert enøjede alle andre steder end hos dig selv, men er idiotallergi ikke noget alle rammes af? En hysterisk følsomhed overfor andres idiosynkrasier og sympatier? Men nogen rammes hårdere end andre. Din solipsisme er spektakulær. Du havde engang et grotesk langtrukkent raserianfald over prins Henrik. Du kalder selv den slags anfald for ignorantiske. Der er intet at gøre, når du har sat dig noget i hovedet. Når du har besluttet, at jeg ikke hører til i dit liv, er det sådan, det er. Så hvad fanden er det lige, der foregår?

Jeg skriver fiktion. Det er det, der foregår. Og du ser det. Jeg kan undvære din anerkendelse, jeg behøver ikke din tilladelse og alligevel savner jeg dig uophørligt og med samme styrke som i det øjeblik, hvor jeg pivåben og dybt forelsket blev ramt af en afsked, jeg ikke siden har været i stand til at forlige mig med. Men jeg ved ikke, hvad det er, jeg savner, for jeg har indhentet skriften. Den behøver jeg ikke længere at lede efter i din skygge. Og jeg kan leve uden din væmmelse ved andre mennesker. Især din væmmelse ved mig. Jeg er mindre sikker på, at jeg kan leve uden at skrive. Det hvide ark og de sorte tegn ophæver min ensomhed.

”Hvad er det, jeg skal hjælpe dig med?”
”Må jeg vise dig noget, før jeg fortæller det?”
”Hvorfor så hemmelighedsfuld?”
”Det vil give mening, når du har set det.”
Du har et fotoalbum med.
”Se her, hvad jeg fandt hos Elna.”
Det er billeder fra gården. Familie, venner, kæledyr, husdyr. Din fætters og kusiners børn, der hjælper i bedriften. Din onkel på traktor eller i stalden, din faster i hønsegården, køkkenhaven eller køkkenet. Indimellem er der billeder af mærkedage, fødselsdage, fester. Der er jeg på et billede i snak med din faster. Du er også med på billedet. Du ser på mig med et udtryk, jeg ikke husker at have set hos dig før. På et andet billede sidder vi sammen ved spisebordet med ryggen til kameraet. Din hånd ligger over min hånd.

”Thorbjørn, hvad er det, du vil?”
”Jeg vil vise dig noget mere.”
Du finder et billede på telefonen.
”Se her.”
En kvinde ligger foroverbøjet på knæ. Hun er kneblet og bagbundet. Man ser hende skråt oppefra. Hendes lange hår flyder ud over gulvet, så det er svært at se hendes ansigt.
”Det dukkede op i mine billeder på telefonen en dag. Genkender du det?”
Jeg studerer det nøjere.
”Det er mig. Jeg husker ikke, det blev taget. Men jeg ved, hvem der kunne have taget det. Hvordan er det havnet mellem dine billeder?”
”Først troede jeg, det var dig, der igen var ude på at genere mig.”
”Virkelig? Med sådan et billede?”
”Ja. Hvad kan man vide om det, der foregår i forrykte mennesker?”
”Det kan der være noget om. Tak for prædikatet. Har du selv overvejet paranoia? I øvrigt har jeg ikke flair for teknologisk hokuspokus.”
”Selv tak. Alle er momentant eller mere vedvarende forrykte. Du ved godt, hvad jeg mener.”
”Ja. Og jeg har været mere skør end nu. Det fremgår tydeligt af den måde, dine venner undgår mig på. Jeg undgår af indlysende grunde også dem. Jeg bar det godt. Så godt, at jeg ikke selv så det.
”Hvem er i stand til at se at se omfanget af sit eget vanvid? De fleste skal sparkes hårdt, før vrangforestillingerne begynder at krakelere.”
”Alle uden undtagelse. Det er faktisk interessant, at det netop er dén forældede version af mig, der er landet på din telefon. Hvad fik dig til at ændre din tro på, at jeg stod bag?
”Jeg fandt ud af, hvordan det hang sammen. Under research besøgte jeg nogle bestemte fora. Det foregik i flere tilfælde på telefonen, mens jeg kørte i tog. Nogle gange var jeg træt, og lagde ikke mærke til eventuelle billeder i det, jeg skimmede, fordi jeg havde fokus på tekst. Jeg må være kommet til at røre ved billedet i tråden til et opslag om det, jeg søgte. Jeg faldt i hvert fald over det et par dage senere, i en tråd jeg havde gemt. Brugeren bag opslaget var ikke længere medlem.
”Var det BDSM-fora?”
”Nej. Jung. Individuation. Jeg ledte efter noget om det kvindeliges udvikling i den mandlige psyke.”
”Jung? Dig? – Gad vide, hvordan et billede af mig er havnet der. Det er også ret interessant, at du tilfældigt gemmer et billede af mig. Billedet er fra tiden inden, vi mødte hinanden.”
”Ja. Hvis jeg troede på meningsfulde tilfældigheder, kunne det være en forklaring.”
”Men det gør du ikke?”
”Kun når tilfældet insisterer. Det er her, du kommer ind i billedet. Du kan hjælpe mig med at afgøre, om det er det, der er tale om. Først dette foto – men det er længe siden nu – og de to i albummet. Dem fandt jeg i går, da jeg ledte efter andre billeder. Og så episoden i caféen i dag.”
”Episoden i cafeen er et klasseeksempel på synkronicitet. Havde du set billederne i albummet før?”
”Nej. De mindede mig om noget, jeg havde glemt. Eller måske aldrig helt har været bevidst om.”
”Ah …”
Skal jeg fortælle dig, at jeg har afvist at læse din seneste roman, men alligevel købte den for et par dage siden? Ikke fordi jeg havde lyst, men fordi jeg mærkede en stærk tilskyndelse. Det var som om bogen kaldte på mig. Den sagde, den kunne give mig de svar, jeg mangler. Jeg var modvillig hele vejen ind til boghandlen og hele vejen hjem. Jeg har en fornemmelse af, at jeg ikke behøver at læse den; at jeg ved, hvad den handler om på et plan langt dybere end det, den almindelige læser vil bemærke. Men jeg kender ikke detaljerne. Hvordan lykkes det for eksempel hovedpersonen at slippe væk? Ikke flugten i sig selv, men at blive moden til flugt. Hvem hjælper ham? For et sted som dette forlades ikke uden hjælp. Hvis ikke af nogen, så af noget. Et lys i ufremkommeligheden, en omsorg der endelig tages for gode varer. Jeg tror ikke, at noget nogensinde har skræmt mig så meget, som den nænsomhed, du ikke var i kontakt med.
”Du blev stille.”
”Det er fordi, du gør det kompliceret. Du kender dit eget svar. Nu vil du vide, hvor jeg er.”
”Hvor er du?”
”Jeg er præcis så tæt på, at vi kan føre denne samtale, uden at jeg står i fare for at gå i stykker. Du fremprovokerer forfatteren i mig, men også mit grundsår: et fravær af omsorg, jeg har slået mig i stykker på utallige gange, fordi jeg forsøgte at gøre mig fortjent til den, hvor den ikke var. Jeg troede, fraværet var min fejl. At jeg skulle rette fejlen op. Hvad, jeg ikke så, var, at jeg med tiden indoptog fraværet og mødte andre med den afstand, jeg selv var blevet mødt med af mennesker, jeg elskede. Mest iøjnefaldende af dig, mere ødelæggende af andre før dig, men først af min mor… ”

Jeg rejser mig og ser ud over markerne. Derude ligger jorden pløjet og tæmmet og delt op med skel. Der er orden i sagerne. Overblik. Det er noget andet med mennesker. Psyken er uset en labyrint, der tager form efter det, den udsættes for. Empati tilegnes ved at være genstand for empati. Ved at blive klart og kærligt spejlet erfarer vi, hvordan vi konkret omsætter anerkendelse af os selv til indlevelse i andre. Uden at blive klart og kærligt spejlet føler vi os adskilt fra andre. Men selv når vi elskes, kan vi føle os anderledes, hvis ingen omkring os er i stand til at se os klart. Fordi vi er anderledes.

” … Fraværet blev min forudsætning, som det også blev dit, selvom din grund ser ud til at være en anden. Du synes med din kynisme at lægge afstand til din egen følsomhed, mens jeg på min side omgås mine kreative kræfter med yderste skepsis. Det var det, vi ikke blev anerkendt på engang. Jeg har forsøgt at ophæve fraværet ved at forelske mig i mænd, der aktiverede mit sår, i håb om derved at finde vej til heling. Stræben efter heling af grundsåret er bagsiden af enhver forelskelse.”
”Det vidste du vel ikke, at du håbede på?”
”Nej. Jeg håbede på omsorg, men forelskede mig i mænd, der ikke evnede at vise omsorg. Eller kun kunne vise det på en bagvendt måde. Du viste mig den største omsorg, du var i stand til at mønstre, ved at forlade mig og skåne mig for den udfordring, det ville være at leve med dig. Jeg har ikke fundet en anden. Jeg er blevet for egen. Eller også er jeg bare besluttet på at finde min indre mand ved egen hjælp.”
”Jeg har fundet en anden. Faktisk er hun den anden efter dig. Vi elsker hinanden.”
”Det lyder som en god basis for et forhold. Jeg håber, du fik det svar, du søgte.”

I nat drømte jeg, at du pludselig stod splitternøgen i min stue. Insisterende og forlegen på samme tid. Bred og kantet over brystet på en måde, der kaldte på min ømhed. Der var en hulning midt på dit bryst til mit hoved. Jeg skulle lige til at skælde dig ud, fordi du forsvandt så pludseligt, men så blev jeg vækket af katten.

Jeg kan høre en bil standse. Det er nemt at føre indre dialoger. Virkeligheden er derimod fuld af ubekendte.

Jeg har set dig sove, ansigtet opløst i bøn bag sproget.

– Thorbjørn

*** Opfyldelse

Klokken er tyve minutter i syv. Du er for tidligt på den. Tre hurtige bank på døren.

”Hey, du er jo slet ikke klar.”
”Bitten! Til hvad?”
”Til bøssebar i Århus sammen med Anni og mig.”
”Aner ikke, hvad du snakker om. Hvornår har vi aftalt det?”
”Det har vi ikke. Anni og jeg er sandet til i hverdag og lortearbejde. Vi trænger til at slå et hul. Se nye ansigter. Vi tænkte, du havde lyst til at komme med ud og møde rigtige mennesker.”
”Ved ærlig talt ikke, om jeg er klar til rigtige mennesker. Desuden venter jeg besøg.”
”Gør du? Så er du måske ikke helt så fortabt i dit elfenbenstårn, som vi går rundt og tror.”
”Min fortabelse er helt sikkert større, end jeres forestillinger rækker til. Men det var sødt af jer.”

I det samme drejer du ind i indkørslen. Bitten og jeg ser dig stige ud af bilen. Bitten med et udtryk af tiltagende forbløffelse.
”Hvad fanden, Thorbjørn!”
”Hej Bitten, det er længe siden.”
”Det kan man kun sige ja til,” svarer hun og ser på mig: ”Det kunne du nu godt have forberedt mig på, Jonna.”
Jeg hilser på dig og ser på Bitten: ”Måske. Men regnede jo med, du var ude af døren, inden han kom. Som du ser, har jeg fået besøg.”
”Jamen, så tror jeg, at jeg skyndsomst vil finde Anni og bøssebaren.”
”Vent lidt, Bitten. Jeg vil gerne med,” du vender dig fra Bitten til mig, ”ja, altså, hvis du har lyst, Jonna?”
”Kom du ikke fordi, du havde uopsætteligt brug for min hjælp?”
”Jo. En bøssebar ville være et udmærket sted at begynde.”
”Jaså. Måske er det bare mig, der ikke kan høre musikken, for jeg synes ikke rigtigt, det her svinger. Hvis du vil have min hjælp, bliver det ikke på en bøssebar.”
”Okay. Det afgør jo sagen.”
Bitten ser fra dig til mig: ”Yup, det afgør sagen. Ses!”

Du står i min stue og ser på mig. Jeg ser på dig og begynder at få en fornemmelse af, hvad det er, du mener, når du siger, at jeg er den eneste, der kan hjælpe dig.

”Hvis du frit kunne gøre med mig, hvad du ville, hvad ville du så gøre?”
”Hvorfor skulle du give mig den mulighed?”
”Fordi vi fører et regnskab, og du er bagud med indsatsen.”
”Indsatsen? Du mener at tilgive dig?”
”Det må du gerne kalde det, hvis du vil. Men dybest set handler det jo om noget andet.”
”Ja.”
”Hvad har du lyst til?”
”Jeg har lyst til at se dig tage dit tøj meget langsomt af. I tavshed. Du kan lægge det på bordet.”

Du nikker. Du er en høj mand og pludselig bemærker jeg, hvor meget du fylder i min stue. Jeg trækker gardinerne i stuen ud mod gårdspladsen for og låser hoved- og bagdør. Al den fylde kunne trænge ud gennem murene og vække nogens nysgerrighed. I hvert fald kunne Erik finde på at dukke op. Jeg tager en bøjle med til jakken, som du står med i hånden, da jeg kommer tilbage.

Du fumler med de øverste knapper i skjorten, mens en rødme breder sig ned over din hals. Det slår mig, at situationen er en gentagelse af noget, vi har gjort sammen før, en aften vi så De 5 benspænd, hvor Jørgen Leth udfordres af Lars von Trier. En danser i et af benspændene inspirerede mig til et digt, som du senere opførte i en solooptræden med mig som eneste publikum. Kun fordi du var beruset. Det er du ikke nu. Nu er du pinligt ædru.

Jeg tager mappen med mine digte i reolen og slår op. Hver verselinje repræsenterer et klip. Scenen var meget hurtigt klippet, 12 frames per klip. Det var det, benspændet gik på. Du ser mig i øjnene, mens jeg læser digtet op. Din nervøsitet synes at svinde ord for ord.

Han-tager-skjorten-af

Du folder skjorten sammen og lægger den på bordet. Jeg sætter Leonard Cohens Ten New Songs på. Du smiler til mig, da du hører In My Secret Life strømme ud af højtalerne. Jeg smiler tilbage. Det er alt sammen ok. Så, mens vi stadig har øjenkontakt, trækker du din undertrøje over hovedet og folder den lige så sirligt sammen som skjorten. Jeg får lyst til at røre ved hårene på dit bryst. Mærke deres stride krus under mine fingre og trække lidt i dem. Lægge mit øre til dit hjerte og høre det slå som i caféen tidligere i dag. Men det er ikke det, jeg gør. Jeg står og lader mig fylde af dig; dit nærvær og synet af din nøgne krop, der kommer mere og mere til syne. Bæltet der synker med bukserne, da du spænder det op. Bukserne der lægges pænt foldet på bordet. Dine strømper og underbukserne, der ikke foldes, men lægges i en lille bunke ved siden af resten.

Hvorfor bad jeg dig tage tøjet af? Jeg ville se dig nøgen. Som om fravær af tøj vil bringe dig tættere på mig. Det er kun dig, der kan bringe dig tættere på mig. Hvis du gør, er det så en effekt af noget, jeg har gjort? Nu står du her. Jeg betragter dig, og mens mit begær uden besvær lader sig skjule, er det ikke længere en mulighed for dig. Du kigger ned ad dig selv, og ser derpå spørgende på mig.

”Det gør ikke noget, T. Jeg finder et eller andet, du kan dække dig mig. Du er i øvrigt velkommen til at fyre op i brændeovnen, mens jeg dykker ned i gemmerne. Du må også gerne sige noget igen.”

Jeg har i et godt stykke tid tænkt på at skille mig af med mit udstyr fra tiden inden, jeg mødte dig. Nu har det ligget ubrugt i 10 år. For nyligt sorterede og samlede jeg det i en stor taske, som står klar til salg, når jeg finder en aftager. Nogle af tingene er svære at skille sig af med. Især mit laktøj og læderkorsagen, som er syet til mig. Og hamperebene, som jeg har vasket, snoet og tørret op med blødgørende olie. De er skåret op i japanske mål, som er taklet med farver efter målenes længde.

I tasken finder jeg en kort, sort nederdel af blød lak, som jeg lægger på sengen. Derpå finder jeg en hvid skjorte og et sort silkeslips i klædeskabet. Ingen sko eller strømper og ingen make-up. Håret lader jeg hænge løst. Nederdelen passer stadig og det lykkes mig at binde en hæderlig slipseknude. Så tager jeg tasken med ind i stuen, hvor du arbejder på at tænde op i brændeovnen.

”Den kan drille, fordi spjældet er så lille. Men du ser ud til at have tjek på det.”
”Ja, ilden fænger nu. Hvad har du med?” du kigger på tasken, inden du ser, at jeg har skiftet tøj.
”Der er forskelligt udstyr i den. Jeg finder lige lidt tøj, du kan vælge imellem.”

Du vælger en sort blonde-catsuit med dyb udskæring og hvid satinsløjfe. Ovenpå tager du et lille hvidt forklæde med flæsebort. Dragten er elastisk og passer dig uden problemer.

”Godt valg. Så er der en smule styr på formerne igen. ”
”Dragten og forklædet minder mig om en drag, der var tjener på en bar i Århus, hvor jeg har lavet research. Hun bar sort trikot, hvidt forklæde og kappe i en gigantisk rød paryk. Øjenvipperne var lavet af strudsefjer. Neglene var lange, røde og glitrende. Hendes drinks var berygtede. Der var efter aftale mere end alkohol og juice i dem. Hun optrådte af og til med at synge liggende på disken, mens hun indtog obskøne positurer.”
”Er det din hemmelige drøm?”
”Nej. Min hemmelige drøm ville ikke være hemmelig, hvis jeg røbede den.”
”Sandt. Min hemmelige drøm er ikke længere en drøm. Du sidder ved siden af mig. Jeg kan røre dig. Jeg kan tage din hånd og kysse den. Eller jeg kan kysse dig.”
”Vil du det?”
”Kysse dig?”
”Ja.”

Vil jeg kysse dig? Jeg må gøre alt, siger du, men med hvilke konsekvenser? Er du klar til at tage konsekvensen af et kys? Er jeg? Der er alt for mange spørgsmål i den tankerække. Det er tid til handling. Derfor sætter jeg mig overskrævs på dine bøjede knæ og kysser dig foran brændeovnen. Dine læber er bløde og eftergivende. Du åbner munden let og stikker tungen ud for at møde min.

*

Alt det, der brænder, åbner sig, folder sig ud som kronblade og afslører blomstens hemmelighed. Frugtanlægget bløder varme og den enlige støvdrager lyner som klart glas i solen. Blikket blænder som et fyrtårn i mørke, da jeg sender dig rundt om dig selv. Kvinden er i manden er i kvinden. Selv mærker jeg ikke nogen mand indeni, snarere mere mig og et flow, en mestring af situationen. Jeg nyder synet af manden der lyser lyksaligt, øjnene der glitrer i det dæmpede lys, blikkets retning der berører mig og flyver, berører mig og flyver. Måske er du kvinde og mand for os begge i dette nu, og jeg er alene iagttager. Måske er der ikke nogen mand eller kvinde, men blot flimrende skygger.

Du er smuk. Jeg havde ikke forestillet mig, du ville være så smuk. Jeg havde forestillet mig, at jeg ville have svært ved ikke at komme til at grine, men det her er langt mere alvorligt, og på samme tid langt mere æggende, end jeg kunne forestille mig. Et helt nyt og vidunderligt væsen har åbenbaret sig for dig og mig, og vi rider på bølgen af vores opdagelse. Jeg skal næsten anstrenge mig for at se ind bag det lys, der strømmer fra dig.

”Jeg kunne godt blive lesbisk lige nu.”
”Det kunne jeg også,” svarer du.

Men der mangler noget. Jeg griber en af skyggerne, svøber mig i den og lader mig gennemtrænge af den. Jeg er manden, hannen, primaten, der hamrer sine knyttede næver imod brystkassen i et brøl og som en anden Leth mærker jeg ikke kun lysten, men også retten til at tage det, der tilkommer mig.

*

Du ser op fra teksten.
”Er det det der, du vil med mig?” siger du og peger. Der er ingen anklage i dit tonefald.

Jeg kyssede dig og fandt en anden mappe i reolen. En med prosa. Du har lige læst den del af teksten, jeg viste dig.

”Og hvorfor har du brug for at finde gamle tekster frem, når du i dette øjeblik har alle muligheder for at skrive en helt ny?”
”Måske misforstod jeg dig før, da du sagde, at jeg er bagud med indsatsen i det regnskab, vi fører. Jeg forstår det som et regnskab, der drejer sig om at komme i kontakt med det i os selv, den anden repræsenterer. Jeg har spejlet det kvindelige i dig, som du er kommet i kontakt med efterhånden, som jeg er blevet tydelig for dig som kvinde. Måske er det derfor, du nu kommer mig i møde som en mere tiltrækkende spejling af det mandlige i mig. Andre fortolkninger er vel ikke mulige? Det kan ikke være din hensigt at lade mig tro andet, når du tidligere i dag har fortalt mig, at du elsker din kæreste. Så når jeg finder gamle tekster frem, er det en form for optakt, en slags resumé af de forløbne 10 år. Manden i teksten hed Søren, og jeg tog ham ikke, for det kunne ikke lade sig gøre.”
”Hvorfor ikke?”
”Strap-on’en var for stor.”
”Ah… ”
”Han tændte på at blive domineret af en kvinde. Jeg deltog i legen, indtil det gik op for mig, at han spillede på to heste. Men det er ikke det, jeg dybest set vil med en mand. Eller med det mandlige i mig selv for den sags skyld. ”
”Hvad vil du så med en mand?”
”Du stiller mange spørgsmål, T. Hvad vil du selv med din kæreste?
”Jeg spurgte først.”
”Det er banalt. Jeg ønsker et møde mellem to ligeværdige parter. Der kommer ikke noget sundt ud af en forening af form som et rollespil. Et rollespil kan være indledningen til en nødvendig proces, en bevidstgørelse, en frisættelse, men ikke afslutningen. Hvis du tænker på noget konkret, så vil jeg have en at snakke med om forskelle og ligheder mellem Kierkegaards og Jungs veje til at nå selvet, og hvilken betydning de veje hver for sig kan få i et menneskes tilværelse. Den slags samtale. Jeg vil have en at være set og berørt af, og hvis det ikke kan lade sig gøre, vil jeg undvære.”
”Ikke andet?”
”Ha!?”
”Nå, ja – jeg mener, er der andre ting, du vil med en mand?”
”Er der andet? Men det kan måske uddybes. Jeg søger fællesskab og adskillelse, nysgerrighed og fortrolighed af den slags, der opstår, når man virkelig ser og bliver set. Jeg vil have en at være noget for, og måske især en at være nogen for. Jeg vil være en del af et gensidigt forpligtende forhold, der handler om at blive den bedste version af sig selv. Hvad det så end er. Det må være svar nok.”

Vi kan se os selv i spejlet i soveværelset, mens vi tager tøjet af. En høj, skægget mand uden hår på hovedet, men med en kruset dusk på brystet. Han står ved siden af en kvinde med meget små bryster og langt, næsten hvidt hår.

”Det ligner en tankeboble,” siger du. Katten mjaver og vil ind.

Reklamer