Halskæden er på. Læbestiften er obligatorisk, kun
en lille smule udenfor, og ansigtscremen, der ikke er
smurt helt ud, men har efterladt en lille stribe.
Vi er damer, vi to. – Er vi ikke?
Der skal to til en samtale. Har du noget, du vil fortælle
mig i dag? – uden at forvente svar, lidt fjern,
lidt ligesom på turene da hun var yngre og kunne gå,
hvor hun ikke ville kendes ved pædagogerne
eller de andre borgere, men gik tur helt for sig selv, kun
en lille smule udenfor.
Tindrende øjne, nogle gange med et faretruende lyn,
kluklatter og levende lys under fællessangen:
Det er derfor, jeg kommer. Skal vi ikke synge en mere?
Vil du bede til Jesus for mig? Præsten kommer her
ikke mere. Jeg er konfirmeret i Hejnsvig Kirke
– min far førte mig op ad gulvet, da jeg blev gift.
Senere blev hun skilt, men nød stadig titlen af frue,
Hun nød derimod ikke
erindringerne bag halvt begyndte sætninger,
ting vi ikke skulle snakke mere om.
Nej! Nej! Nej! Jeg vil ikke! Jeg vil blive her!
Skrækkens flammer, når der blev bragt og hentet.
Nej! Nej! Jeg er ikke et dyr! – Er jeg vel?
Gebis med underbid, kun
en lille smule udenfor, når hun faldt i søvn ved bordet,
men hun var vågen i sengen, da vi sang den sidste sang.
Til Charlotte
Seneste kommentarer