Trappesten

Hvad er et hjem for en, der aldrig har boet nogen steder?
Er det at finde en af samme slags?

Entré

Husets vægge er monteret med kroge, der
– manden ville opleve noget andet –
for hvert skridt griber ind bag de brusende flæser,
det svingende bastskørt
og beholder lidt, indtil det inderste
klogeligt gør sig usynligt og udenfor rækkevidde
selv for den, hvor det har hjemme.

Køkken

Det er alvor,
dagene er en kronisk gentagelse,
nætterne fjerne og glemt, lagt
hvor jeg henter min søvn
og min vuggevise:
Jeg er et vildt barn,
der dækker mig med dine øjne,
så de ikke skal se mig;
så jeg bliver nødt til nu at vende dit blik
mod røgen, der afslører en skikkelse
ikke til at skelne fra dig,
og jeg gentager:
Det er en leg,
vi langt fra slipper fra; vejen
og bålet når skumfiduserne smelter i munden.

Stue

Bøger er katakomber imod lyden af solsorte
og knallerter en aften i juli, når vejret står stille
i lungerne som en pause
og forlader dem som en pause,
der vedholdende kalder os tilbage
til spredte spor mod forening
med det vi har været hele tiden,
en enerverende træghed og tørt tøj på snoren.

Soveværelse

I det åbne vindue walking the line
mellem indigoblå ro og rummets rolige lys
iagttager jeg et hjerte af is i min whisky forsvinde,
mens en andens træder frem helt tydeligt
perforeret af forsinkelse, af tavshed og én,
der strækker sig ved hans side
i et syn han er ung nok til stadig at se.

Toilet

Duften af japansk kirsebærblomst
væder huden og en dråbe tynges
ned over brystet uden at skjule en antydning
af forfald fra afløbet, en afstødning af modnet liv
som du har bestemt dig for ikke at undgå
med større mod end jeg, der tvivlrådigt
ser dig se mig mere udstrakt og vældig end jeg er
sikker på.

Arbejdsværelse

Ser mig vågne lidt i seks med kjole
og knæstrømper på og rejse mig som en søvngænger i en luftning
båret ind fra gården med kragers og skovduers forkyndelse
som et pust af alle tings navnløse anerække,
mens jeg søvndrukken slukker lys, tisser og kigger i spejlet
hvor en kvinde, en sjælden gang smuk, kigger søvnigt tilbage
og tænker, så er det nu, det er nu, jeg skal skrive det digt,
for derefter at sætte hårdt vand over til te,
fordi der er ikke mere kaffe,
og sidde i det åbne vindue med krus og en smøg, trusseløs
som en der faldt i søvn midt i det hele
med udsigt til naboens morgenfruer i knop,
genboens hæk i gyldent brusebad af to morgenstive ynglinge,
skrigende fugle i flugt under skydækket,
byens lastbiler vågner i kor, noget nærmer sig og ikke det mindste
ord vil fravristes en mening med noget,
der ikke er mere end det øjnene ser og kirkeklokken, der ringer
en dag til syne i endnu et døgn rustet med årtusinders søvn, så
jeg bliver nødt til at sove lidt, bare lidt igen – og vågne uden tøj
og med skisokker på fordi fødderne så nemt bliver kolde
når tiden går så langsomt som ikke andet end sig selv
og en puls i det hvilende hav, der strækker sig vågnet omkring en pige,
der ryger en cigaret i gården mens naboen har gæster på terrassen
og der er stadig en smule sol over min bænk og mit bord
slidt ind til årerne, de nærmeste vidner til flere års opvågninger
en mikrometer fjernere søvnen,
hver gang lidt tættere på at gennemskue drømmen, jeg finder mig i
irritation over støjen fra selskabet men giver så fanden, for det haster
ikke, digtet haster ikke længere, det er til
og på vej i seng, da festen ender og digtet fortsætter
i natten forbi to levende lys og overboerne, der vælter sig så fejende
i kønnet at mit eget køn vågner, et langsomt roterende æg
i vinduet under månen i næ og solsorten lovsynger sin plads i arternes række.

Kælder

Mørkt stof har hukommelse, det husker sin bane, det er kollisionsløst.
Kollisioner overlader det til det helt almindelige, hverdagsagtige stof.

Loft

Jeg skriver ikke din historie; manden trænger verden i gang med sin tanke,
tiltrukket, anerkendt og udvalgt af kvinden uvidende om sin egen sandhed,
der ligger ventende og skjult i husets vægge.

Bagdør

Det er her vi forlader hjemmet for at få lidt luft.

 

 

 

 

Reklamer