Tågen trækker en stilhed med sig ind i dagen. Fryseren knurrer i hjørnet. Jeg sidder med fingrene parat i skriveposition på tastaturet, og kigger ud i luften for at finde de første ord, da jeg får øje på et lille billede på væggen. Et papirsklip. Det er klippet af en ung kvinde. Hun var kristen. Jeg tror, hun besøgte mig engang i kvistlejligheden på Ørnevej i Frederikshavn sammen med en, jeg må have kendt. Måske var hun en ven af en af dem, jeg boede på ungdomspension med i Skansegade. Hende, jeg boede sammen med, var medlem af Frelsens Hær. Vi var naboer. Hun tog engang noget kosmetik fra en kosmetikpung på mit værelse og flere småting. Hun har været i mine gemmer for at finde tingene. Jeg opdagede det, da jeg tilfældigt så hende bruge kosmetikken for åben dør. Jeg spurgte, om det var hende, der havde taget tingene og hun tilstod. Det var helt forkert. Jeg opfattede hende som en sød, velafbalanceret, omsorgsfuld og frem for alt ordentlig person. Jeg troede, hun kom fra en kristen familie, men da vi gik ind på mit værelse for at snakke, fortalte hun, at hendes forældre ikke var med i Frelsens Hær. At hun selv havde søgt om optagelse i hæren, fordi hun længtes efter at være en del af et fællesskab, der passer på andre og hinanden. At hendes forældre var på bistandshjælp og var ligeglade med, hvad hun og hendes søskende foretog sig. Jeg lovede hende, at jeg ikke fortalte noget om tyveriet til hverken pædagoger eller andre beboere. Hun var skamfuld, men det var ikke det mest påfaldende. Det virkede, som om hun ønskede at blive opdaget af mig, som om hun fik et kick ud af den skam, hun påførte sig selv, eller af den forargelse, hun håbede, jeg mødte hende med. Jeg trak mig fra relationen, selvom hun helt tydeligt ønskede at være min ven. Der var noget ved hende, der gjorde mig utryg. Hun besøgte mig et par gange, efter at jeg flyttede fra pensionen. Jeg husker hende ikke tydeligt sammen med den unge, kristne kvinde, men hun kunne have været med som bekendt eller ven. Vi var kreative. Jeg har nok tegnet eller skåret i fedtsten. Jeg kan huske, at hun var god til at klippe papirsklip, at hun var stolt af det. Hun viste mig det lille papirsklip, som hun havde med – måske i en notesbog. Og jeg hørte mig selv spørge, om jeg måtte få det. Og så fik jeg det. Tøvende.

Papirsklippet har fulgt mig på mange måder. Det har siddet i forskellige rammer gennem årene. Nogle år har det slet ikke været fremme, men har ligget gemt sammen med ting, jeg ikke orkede at hænge op eller ikke syntes, der var plads til. Nu har jeg fundet plads. Jeg har afsat et hjørne af mit arbejdsværelse til små billeder. Det ligner noget, jeg har gjort i flere af mine hjem; områder afsat til småting og billeder. Først var det mine egne tegninger, jeg hæftede op og lavede collage af omkring min trekvartmadras, senere var det børnetegninger, fotografier og diverse små artefakter. Her, hvor jeg bor nu, tog det 14 år at nå så langt.
Et maleri malet af min yngste datter. Det forestiller hende og mig, storsmilende, I LOVE YOU har hun malet med tynd pensel over et hjerte mellem hende og mig. Et fotografi af min søn som toårig, overskrævs på sin gåtraktor med hovedet drømmende mellem stængerne på min parkerede, røde cykel. En akvarel med to pærer og to røde tulipaner, som jeg har malet. I en fyrretræsramme to omhyggeligt dekorerede elefanter malet på stof og købt på Statens Museum for Kunst engang i det forrige årtusind. Et glossy farvefoto af en ung, sort borger, der insisterede på, at jeg skulle have et billede af ham gemt i et blomstrende magnoliatræ. Find mig, siger det. Hans ene røde sko ligner en fejl. Tekstilkunst på tyk, hård masonit, gulgrøn decoupage omgiver et aflangt, sortkantet felt broderet med tyll og stof i røde, orange, grønne nuancer. Værket har en omvendt F og S som signatur. Tryk, malerier, tekstilkunst, fotos, den slags. For nyligt fandt jeg en fin, lille guldramme i genbrug med brun passe partout og hvid kant til papirsklippet, som ellers længe havde siddet i en mikroskifteramme. Selve klippet har jeg for mange år siden placeret på rødt, akvarelfarvet papir. Det er virkelig fint og småt klippet. To unge mennesker spiser morgenmad foran et vindue med gardiner. De sidder på hver sin bænk med et lavt bord mellem sig. Hun sidder med den ene arm hvilende i vindueskarmen. Den ene side af det sprossede vindue, siden nærmest ham, står åbent. Det kunne være et kolonihavehus. Det kunne være sommer. De ser letpåklædte ud. Hun gør i det mindste. Han kunne se ud til at spise blødkogt æg. Der står en kop foran hende. Hun har lige taget en tår. Nu ser hun på ham og siger noget. Han løfter blikket, afbrudt i sit forehavende af hendes bemærkning med skeen hængende i luften.