Hér en håndfuld siv, dér tre svaner, der
ved en tastefejl
bliver til savner, den ene
ser ud til at være snavset, det er barndommen,
der ikke har sluppet,
nervøs teenager i forældrenes kølvand,
ohøj, snehvid fremtid og adskillelse i sigte,
men nu er her diset,
fjerne bevoksninger svæver,
tættere på smælder buskadset i blikket,
sortbrun, skarptskåret
myriadefiligran,
helt tæt på gløder aspens blårøde rakler
i det skyggeløse lys,
drømmelandskab køligt mod panden,
åen strømmende til venstre,
søen delvist isdækket til højre,
sneen rastløst, rasende gennemtrængt af spor
fra fødder, cykler og ski
på en bugtende sti gennem vand,
jeg er alene, udenfor normal besøgstid,
fri til at tale dette sprog, til at se med egne ord,
ikke knuge sproget uartikuleret i kroppen,
det er alt for dystert,
sagde en mandlig kollega
om et digt, der ikke er dystert,
i dag lukker jeg sproget ud på gårdtur, og tæller
spor efter fugle på himlen.