Himlen er lysegrå, næsten hvid. Skyerne ligger i en tæt dyne over byen. Det har de gjort længe, men hun er først begyndt at lægge mærke til det efter samtalen med Kurt forleden. Han havde snakket om skydækket og regnen, der kom og gik uden det mindste glimt af sol. Han sagde, det havde stået på i flere uger. Hun husker sine gåture på stierne gennem buskadset. Visne væksters silhuetter i den lette dis. Dråberne hang tungt overalt. Eller flokke af fugle foldede sig ud af træerne i lydløse, sorte krysantemumbomber, der samlede sig igen i indbyrdes forbundne mønstre. Når hun tænker over det, var det måske netop himlens hvidhed og det skyggeløse lys, der havde gjort hendes oplevelse så spektakulær.

Hun havde spurgt, om han havde tendens til at blive deprimeret om vinteren. Han havde svaret, at det var situationen, der gik ham på nerverne. Mørket, regnen, isolationen, den anbefalede afstand, som var svær at overholde. Han var begyndt at holde igen med nyhederne: ”Breaking News er de sidste nye smittetal!” Han havde fortalt, at han spritter hænder af, både når han går hjemmefra og kommer hjem igen. Og også i butikkerne. I begyndelsen revnede hans hænder. Han lægger sine daglige indkøb i det samme supermarked på tidspunkter, hvor han ved, der er få handlende. Og nu var hele situationen ved at taget pippet fra ham. Han glædede sig til vaccinen. Jo før, des bedre. Hun havde sagt, at hun tager mere afslappet på tingene. Selv er hun mere bange for andre ting. Hun er fx langt mere bange for at blive skør. Det har ikke det mindste med flagermus og bæltedyr i Kina at gøre. Det har at gøre med, at hun eksistentielt set har malet sig selv op i et hjørne.

*

Hvordan prioriterer et samfund med råd til omsorg? Har det overhovedet et ønske om at yde omsorg? Hvad gør det ved samfundet, hvis omsorg ikke længere er en værdi? Hun er efterhånden i tvivl om alt.

”Du skal lære at være et røvhul,” Frida smiler over kanten på kruset, ”det er det eneste sprog, de forstår. Og du skylder dem ikke noget. De har ladt dig i stikken – ja, ikke kun dig, men hele organisationen – ved ikke at tage deres ansvar alvorligt. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, det er et særtilfælde, men det er det ikke. Jeg ser det mange steder. Ledelser i det offentlige og private er gennem de seneste år blevet mere og mere skrupelløse i deres måde at bedrive ledelse på. Grundlæggende menneskelige og arbejdsmæssige behov underkendes og medarbejdere går i stykker på stribe. Nogen for altid. De mest ressourcestærke når at søge væk. Det er særlig udtalt i det offentlige, hvor lederstillinger er dårligere lønnet end i det private. Det offentlige får de ledere, det vil betale for, og de blå kommuner vil gøre det så billigt som muligt. Der skal ydes mere på mindre tid, og det psykiske arbejdsmiljø eroderer til noget, man ikke ville tro muligt i et civiliseret samfund. – Men du har et valg. Husk at være kritisk, når du ser dig om efter noget nyt.”

”Ja. Det er bare svært at fordøje den drejning, tingene har taget.”

Frida er selvstændig supervisor med erfaringer fra det offentlige og private erhvervsliv, men Frida er ikke i hendes sko. Og hvis hun var, ville hun hurtigt få sig selv flyttet. Hun ved ikke, hvorfor hun selv er så træg. Er hun bange for forandring… – er hun bange for, om hun kan finde noget bedre? … eller for at tro på sig selv?

*

At trække vejret helt ned i maven. Hun øver sig og bilder sig ind, at skuldrene synker en halv millimeter for hvert åndedrag. ”Der er ikke andre øjeblikke end dette,” siger hun højt. Hun vinder jo ikke noget ved at beskæftige sig med tidligere eller kommende øjeblikke, for de eksisterer ikke i dette øjeblik. Hvis hun ellers kan styre sine tanker. Der er kun dette angstfulde øjeblik og følelsen af uovervindelig forhindring. Om igen.

Der er kun dette øjeblik, der er kun dette øjeblik, der er kun dette… Blikket følger dørkarmens profil. Hun ser den bue og bugte sig. Hun noterer sig, at træets årer tydeligt ses igennem ludbehandlingen – eller hvad det nu er, træet er behandlet med. Nok ikke lud. Hvidpigmentering. Blikket når samlingen af små billeder på væggen. De er i forskellige rammer. Hun får øje på sin mor og sin egen fireårige barnekrop, der står lænet op ad morens ben. Moren er klædt i miniskørt og lange, hvide støvler. Hun har touperet hår under et chiffontørklæde og en løs hånd liggende på hendes skulder. Hendes mor ser ind i kameraet uden at smile. Hun ser også selv gennem sine briller ind i kameraet uden at smile, mens kroppen står sidelæns under morens hånd. De står ved siden af en bil. ”Det er sommer,” siger hun højt, ”og det er en af de gange, du rører ved mig.”

*

Når det ikke er muligt for hende at være kreativ eller social, er der tingene. Deres skønhed. Hun er indimellem i stand til at se den, fx en orange morgenfrue i haven i december. En glød i skimlet dagslys. Varme. Og fuglenes klippende flugt på en gråhvid baggrund. Spinkle fuglefløjt klokken halv fem, når hun ikke kan sove. Eller der er kunsten. Plaprende stemmer i flæng, men enkelte oaser. Portræt af en kvinde i flammer, en film om kærligheden, der varer kort, men huskes længe. Der er Jan Vermeers malerier. Det sansede lys, skygger og komposition, en svævende tydelighed og meditativ ro i dagligdags gøremål. Af hans kendte 34 malerier er de fleste malet med en gråhvid baggrund i forskellig belysning. Der er også naturen. Hun ser et program om en puma, der opfostrer sine tre unger under hårde betingelser i Patagonien. Vejret kan hurtigt skifte fra vindstille til snestorm. Moren skades alvorligt under et angreb på en guanako, en lamaart der er tre gange så stor som hende. Ungerne har ikke fået noget at spise længe, så hun har ikke tid til at slikke sår. Hun slynges også af guanakoernes ryg de følgende to gange. Fjerde gang lykkes det at nedlægge en guanako. Så er der mad til nogle dage. Pumaen kommer ikke sovende til sin og ungernes føde, og undervejs må nogen lade livet. Nogen som også har en familie. Du skal lære at være et røvhul.

*

Der er kærligheden, der varer kort, men huskes længe. Det var bare ikke kærlighed. For hende var det en for tidlig forelskelse efter en ødelæggende skilsmisse efter et langt og ødelæggende ægteskab og chokket over at genstanden for hendes forelskelse mødte hende med en perfid verbal afvisning, da hun ville lægge sig ind til ham efter sex. Derfor huskede hun det så længe. Det satte sig i krop og psyke som en kværnende gentagelse af hendes ømhed for ham i det øjeblik, han afviste hende, og et nærmest psykotisk raseri over hans ufølsomhed, som efterfølgende udviklede sig. Men det var ikke ham. Det var ikke episoden i sig selv. Den var bare dråben. – Hun ved ikke, hvad det var for ham. Måske en oplevelse af at være blevet udsat for overgreb. Noget han havde med sig overalt, også efter sex. Så var de to. Han havde lært at være et røvhul.

*

Hvordan kom du videre, da du vågnede efter at have forsøgt at tage dit eget liv? Hvor gik du hen, da der ikke var noget sted at gå hen? Jeg spørger, fordi dit svar måske kunne være til nytte. Du kan gætte hvorfor, hvis du ellers kunne høre mit spørgsmål. Det kan du ikke. Jeg er overladt til mig selv, ligesom du var det. Jeg har ikke selv forsøgt. Det er ikke en mulighed. Fremad er en mulighed, selvom forhindringerne ser ud til at være uoverstigelige. Jeg har følelsen af at være låst fast i en situation, der ikke har nogen udsigt til at ville ændre sig. Jeg må gætte mig til, hvordan det lykkedes dig. Og det endda med stor succes, kan jeg se.

Det går op for mig, at svaret er indlysende. Det var skriften, der hjalp dig. Du gik ind i skriften. Du tillod dig selv at stole blindt på din egen dømmekraft og artikulere væmmelsen ved en virkelighed, der styres af dyriske instinkter pyntet med fine, lyserøde dun. Det kan der skrives romaner om.

Eller også fik du piller og pillerne virker. Måske gik du ind i skriften med piller på lommen.

*

Det særligt udfordrende ved afsky er fraværet af empati. Den skal der arbejdes med. Det er nødvendigt at holde kulturelle udviklinger i erindring og se årsager. Vreden, derimod, kan være en drivkraft til forandring.

At se dig selv og andre være påtvunget eller bevidstløst indordne sig efter reglerne i de dominanshierarkier, maskulint dominerede kulturer er så gennemsyret af, er til at kaste op over. Det får os til at fremstå som stupide og afstumpede. Men det er også dumt ikke at gøre det. Medmindre du har et kald. Følger du ikke de hierarkiske regler om, hvis ikke at søge dominans, så i det mindste at møde dominans med dominans, ender du udenfor fællesskabet, hvor du vil friste en tilværelse som afviger eller, hvis du har talent, som helbreder i en eller anden form – shaman, kunstner, spirituel lærer. Den slags. Hvis du danser efter en anden musik, må du gøre det så overbevisende, at andre også vil høre musikken og danse med dig. Ellers bliver du ensom og måske, det afhænger af dine færdigheder, kommer du til at sulte. At høre en anden musik og danse i livets cirkler hånd i hånd med andre kan vriste os fri af det bevidstløse dyr, som følger linjer og regler og higer efter penge, succes, magt og position. Det er i sagens natur ikke en dans, vi kommer sovende til. Dominans følger af vores behov for at føle magt over, ikke af at have magt til. Dans over dyr.

*

Hun er nødt til at give slip, nødt til at overhøre sin egen rædselsslagne stemme, der forsøger at forhindre hende i at tage beslutningen. Det kan ikke blive ved, siger hun til stemmen, der er ikke udsigt til forandring.

Hvornår begyndte det at skride? Hun følger sin tidslinje flere år tilbage og ser, at det var dengang, hun holdt op med at tro på, at hun kunne flytte bjerge med kærlighed. Hans bjerg især. Det var også dengang, hele ledelsen blev udskiftet og systemet kom krybende ind over arbejdspladsen med et fravær af snart sagt alt. Hun lukkede sig selv ned, fordi der ikke længere var plads til hende. Hun har været stresset siden, privat og på job, men hun har tålt og bidt det i sig. Nu kan hun ikke tåle mere. Hun egner sig ikke til den form for liv.

Hvilket liv egner hun sig til? Hvad kan hun, som vil kunne give hende brød på bordet? Hun kan kun komme i tanke om én ting. Hun kan skrive. Når hun tror på sig selv… – når hun tror på kærligheden, kan hun skrive.

*

Vejen gennem ordene er en labyrint fuld af blindgyder. Det frustrerer hende at være omgivet af ord uden at være i stand til at fokusere. Hun har mistet troen på sin egen stemmes værdi, og uden den har hun ikke noget at pejle efter. Hun er et ekko. Hun er Echo. Men hun vil hverken være Echo eller Narcissus. Hvis hun vil være noget, vil hun være Psyche og Amor, der forenes. Og hun vil kun være så tilpas meget et røvhul, at hun opnår at se sig selv i øjnene igen. Hun vil spilde brændende olie på sin elskedes skulder… – nej, det har hun allerede gjort. Amor er for længst flygtet med såret skulder, efter at hun af sine søstre lod sig lokke til at tænde en lampe for at se ham. Hun har allerede sendt sine ondskabsfulde og misundelige søstre i døden med en løgn om, at Amor hellere ville gifte sig med dem og at de bare skulle lade vinden Zephyr føre dem ned fra bjerget. Og hun er allerede af floden, da hun forsøgte at drukne sig, blevet ført til den modsatte bred, hvor guden Pan var i færd med at lære gudinden Echo at gengive alle slags ord. Hun har vandret gravid og udstødt om i forgæves søgen efter Amor og har længe været eftersøgt af den rasende og jaloux Venus, der ikke tåler, at Psyches skønhed overgår hendes og derfor satte sin søn, Amor, til at lade Psyche forelske sig i den mest usle af alle mænd. Men, bjergtaget ved synet af Psyche, stak Amor sig på sin egen pil og forelskede sig i hende. Hun har allerede opsøgt Venus i håb om at mildne hendes vrede og Venus har allerede budt hende at løse en opgave efter den anden. Hun har allerede skilt kernerne i hver sin art med myrernes hjælp, hun har allerede efter råd fra flodens siv samlet favnen fuld af uld fra guldfårene og hun har allerede med hjælp fra ørnen afleveret en skål fuld af vand fra den kilde, der bliver til floden Styx. Instinkterne, følsomheden og ånden har stillet sig til rådighed for sjælen. Nu er Psyche kommet til det sted i historien, hvor hun skal løse Venus’ sidste og mest udfordrende opgave. Vil Psyche overvinde sin angst, holde fokus og hente Venus en æske med skønhed hos Persefone i dødsriget? Vil Psyche modstå sin egen forfængelighed på vejen tilbage eller lade sig narre af Venus’ snedige plan? Vil Amor redde hende til sidst?

Hvad er vi mere end gentagelser af allerede levet liv?

Venus tvang med sin indædte modstand på én og samme tid Psyche ud i fortvivlende angst og til at udvikle sin forbindelse med de dele af sig selv, hun havde brug for til at løse de opgaver, Venus stillede hende. Det modnede hende til en forening med Amor på et plan, hvor hun var kommet i kontakt med hidtil ukendte sider af sig selv og kendte hans sande natur. Men da hun til sidst blev udfordret på sin forfængelighed, blev hun igen offer for sin egen naivitet og nysgerrighed. Psyche indså ikke, at æsken var en fælde og at Venus forventede, at Psyche ikke ville stå for fristelsen til at åbne æsken og gøre sig selv smukkere for Amor.

Virkeligheden spiller efter regler, som naive personer ikke har lært, fordi vi enten har været for optaget af egne behov til at være opmærksomme på andres eller for optaget af at tækkes andre og yde det optimale i håb om at hæve os over kritik og opnå anerkendelse fra fraværende, afvisende eller urimeligt krævende personer i vores nære omgivelser, herunder os selv, fordi vi som børn uden at vide det gjorde de andres kritiske stemmer til en del af vores egen indre stemme. I vores forsøg på at blive elsket eller i det mindste accepteret af personer i vores omgivelser, vi som uselvstændige børn ikke kan flygte fra, ser vi ikke, hvor forfængeligt og naivt det er at tro på, at det er muligt at hæve sig over kritik. Uanset hvor stor umage vi gør os, vil der altid være noget at udsætte. Hvis man vil. Selvom Psyche er smukkere end Venus, nedgør Venus hendes udseende, og stiller det ene urimelige krav efter det andet om at Psyche skal bevise sit værd, også selvom hun hver gang løser opgaven. Den slags menneskelige guder og lokale magtfaktorer findes overalt.

Psyches evne til at stå prøvelserne igennem skyldes, at hun vovede at kaste lys over sin elskede og altid har været sikker på hans kærlighed. Psyche har én gang for alle erfaret kærligheden som en mulighed. Senere, i andre scenarier, indser vi måske under langvarigt belastende forhold, at vi har været naive og forfængelige i vores tro på, at det var muligt at opnå kærlighed og anerkendelse, hvis bare vi leverede det på alle måder upåklagelige, og falder til døden trætte og skuffede i søvn. Indtil noget i os, kærligheden, vækker os igen.

De to gange Psyche lader sig overvinde af nysgerrighed, fører begge i sidste ende til oplysning. Første gang, da hun i lampens skær ser Amors sande natur og spilder olie på hans skulder, bliver hun bekræftet fremfor svækket i sin kærlighed til ham. Det bliver indledningen til en rejse, hvor hun under hårde prøvelser lærer sin egen styrke at kende. Anden gang, da hun i – unødvendig – forfængelighed åbner æsken og indhylles i dødens søvn, og Amor finder og vækker hende, indser hun, at han elsker hende, selvom hun ikke er perfekt.

Det ser ud til, at det uperfekte fremfor det perfekte kalder kærligheden frem. Selv den rasende, voldelige og helt igennem urimelige Venus bliver stadigvæk elsket af sine venner og familie. Det er til gengæld ikke heldigt for Psyche, som dermed i første omgang står uden støtte i konflikten. Og sådan vågner de naive op til virkeligheden. Vi må én efter én vække instinkterne, følsomheden og ånden i os selv for at besejre de kræfter, der forsøger at knække os og ved at forvente det perfekte, selvom vi er gode nok som uperfekte.

*

Angsten er blevet mindre intens. Nu kender hun retningen.

Amor og Psyche: http://klassisk.ribekatedralskole.dk/personer/apuleius/amorogpsyche.htm