There’s a river flowing
by a willow tree.
When you find you’re there
remember me,
my only love.

Bryan Ferry

 

Det var dengang i kollektivet. Hun havde, sammen med Mille og Mona, lejet overetagen af et hus i en lille by syd for Frederikshavn. Thor var en af dem, der hang ud der, fordi han kendte Kim. Han så godt ud. Han brugte stålindfattede briller, var rødhåret og bar det med stil. Han var noget ældre end hende og arbejdede i tivoli om sommeren. Hun vidste ikke, hvad han lavede om vinteren. Nok noget, der matchede sommerens sæsonarbejde. Måske pelsede han mink og afløste på kommunens saltvogne. Han havde sikkert også gang i noget lyssky. Hele året rundt. Det havde mange af dem, Kim hang ud med. Kim tiltrak… nej, Kim opsøgte alle mulige mennesker og steder på sine vandringer. Forskellige bands øvelokaler indtil de smed ham ud, drivhuse hvor han stjal redskaber, parcelhuse hvor han tiggede sig til pot, sommerhuse hvor han brød ind.

Som yngre vandrede han rundt i hele landet. Han var rastløs, rodløs og anderledes. En tibetansk munk med sår på sjælen, andre ruter i nervesystemet og en lurvet moral. Kim havde gang i flere lyssky ting, men hun blev ikke indviet i hans aktiviteter. Faktisk kom det bag på hende, da det endelig dæmrede. Han gav den gerne som den ældre, vise mand, der svævede over vandene og belærte hende og Mille om, hvordan de blev de kunstnere, de drømte om at være. En dag havde han deklameret, at de skulle være fælles om deres tøj. Han vaskede tøjet med højre hånd i badekarret for at give dem tid til at skabe, mens han med venstre hånd snoede sig frem ad stierne i psykens skyggeland. Eller var det omvendt? Engang udartede det sig. Kim havde stjålet noget medicin fra et indbrud til eget brug, eller også var det Milles kæreste, Jesper, der havde gjort det. Eller også havde de været to om det. I hvert fald kom der en fyr, der forsøgte at sparke sig ind gennem døren til Milles værelse, hvor Kim havde låst sig inde sammen med Jesper. Hun havde truet fyren med at ringe til politiet. Til sidst havde han opgivet og var gået med en besked om, at de ville høre fra ham.

Den præcise sammenhæng blev aldrig klar for hende. Dagene forsatte, som de plejede, med sene fester og besøg af småkunstnere og småkriminelle. Thor kom og gik også. Hun kommer i tanke om, at det var efter, at de havde haft bollerum i stuen. Så blev Mille kæreste med Jesper, og hun blev kæreste med Kim, eller hvad man nu skal kalde det. Efter det blev stuen stue igen. Mille havde givet den fuld skrue i bollerummet. Selv havde hun følt sig hægtet helt af og forkert. Bollerummet var langt fra blevet til det, hun havde drømt om. Hun kunne ikke se sig selv bolle løs med hvem som helst frigjort fra alle hæmninger. Eller frigjort fra behovet for ømhed og kærtegn. Ting var i det hele taget aldrig blevet det, hun drømte om. Så var Kim og Jesper kommet ind i billedet. Hun husker ikke hvordan. Det var vist hende, der mødte Kim på en gåtur, og inden, de vidste af det, var ham og Jesper mere eller mindre flyttet ind. Mona var rejst til København.

En dag havde Thor med stor heftighed erklæret hende sin kærlighed. Hun havde ingen anelse. De havde, hende bekendt, ikke rigtigt snakket sammen. Desuden var hun en slags kæreste med Kim, selvom de aldrig havde været i seng sammen. ”Kim er ikke noget for dig,” havde han sagt, ”han er for gammel og mærkelig. Kærester går i seng sammen.” Det havde han ret i, men hun foretrak excentrikere fremfor såkaldt normale mennesker, som skræmte hende. Der var noget sært tiltrækkende ved Kim. Noget genkendeligt sårbart og utæmmeligt; urørligt. En æteriskhed. Kim var impotent, kvartalsdranker og tidligere narkoman. Han var også uddannet bager med sølvmedalje og adoptivbarn af en af egnens storbønder. Han mente selv, at hans forældre var tatere. Han var elsket af sin adoptivmor, men betød ingenting for sin adoptivfar. Han var kommet ind i familien som tidsfordriv for fruen, der ikke kunne få børn. Da han arvede gården, brugte han de gamle, smukt snedkererede møbler som brænde i pejsen. Han var revnende ligeglad og formøblede alt.

De var uelskede, urimeligt forventningsfulde og trodsige børn. Som barn af en enlig mor med et adspredt moderinstinkt, havde hun ikke lært at begå sig blandt de muligvis normale, de muligvis trygge. Moren døde, da hun var en stor pige. Mille og Kim var smukke og eksotiske træer på vejen. Kim blev 44 år. Han blev fundet død i en sovepose på et kollegieværelse. Han havde sagt, at han ville dø som 42-årig. Mille overvandt sin frygt for afvisning. Hun genfandt og vandt sin ungdoms elskede, der altid havde hjemsøgt hendes hjerte. Selv var hun blevet en anarkistisk enspænder med kunstneriske ambitioner og kronisk mindreværd. Thor havde håndskrevet teksten til My Only Love af Roxy Music til hende. Hun har den stadig.

Hun så ham mange år senere i Skagen. Der var markedsdag. Han stod på torvet med en aktivitetsbod til børn. Noget med bolde, de skulle kaste for at ramme bolde, der gav gevinst. Han fejede bolde sammen for at gøre klar til en ny omgang. Hun stod ved siden af med sin lægemand og sin lille søn i klapvogn, da de fik øje på hinanden. Ingen af dem sagde noget. Så fortsatte han med at feje uden at se på hende. Hun ville have sagt noget, men hun kunne ikke. Hans krop signalerede afvisning. Eller også signalerede den frygt for afvisning. Hun havde flyttet sig selv ind i en anden verden. Sådan tænkte hun, at han tænkte, da de stod der med et par meter mellem sig. I dag, mange år og en skilsmisse senere, ville hun have tænkt noget andet.