Oksestegen simrer i gryden, bagekartoflerne er i ovnen og tingene til salaten står i køleskabet, klar til at blive blandet når de kommer. Rødvinen står i stuen og temperer. Hun er forud for tidsplanen. Det er godt, så kommer hun ikke til at stresse over tøj og makeup.

Hun slukker bruseren og finder skraberen. Lidt ovenfor anklen kommer hun til at skrabe et tyndt stykke hud af. Blodet pibler frem og blander sig med sæbe og vand i rødlige striber. Hun skyller benene og sætter en lille lap toiletpapir på såret. Blødningen skal lige have lov til at standse, før hun fjerner lappen igen og tager nylonstrømper på. Da hun vender sig for at finde strømper i kommoden, får hun øje på kjolen, der ligger på sengen. Hun står lidt og overvejer, men bliver enig med sig selv om, at det er for tidligt at tage den på. Makeuppen skal først overstås. Hun finder strømpebukserne inderst i skuffen og lægger dem på sengen.

Hun plukkede brynene allerede i går, fordi hun ville være sikker på, at huden er hel til i dag. Hun er ikke vant til at plukke øjenbryn, men er godt tilfreds med resultatet. Hun har spidset brynene ganske let og taget alle de fritstående hår. Det er ikke påfaldende. Så fisker hun makeuppungen frem fra skabet og betragter et øjeblik sig selv i spejlet. Det skal passe til kjolen – så det skal være den gråbrune skygge på lågene og lidt highlight på globen. En brun streg og så sortbrun mascara. Faktisk har hun ikke andre. Hun smed den sorte ud i går, fordi den tegner hendes øjne alt for hårdt op. Hun lægger foundation og en let blush. Efter øjnene er ordnet, tager hun en diskret brunrød læbestift på og smækker læberne sammen om et stykke papir. Hun kigger på sig selv. Hvad vil de tænke?

Kjolen er i et lige snit. Den er af mokkafarvet viskose af en slags, der ser ustrøget ud. ”Det skal se sådan ud,” svarede sælgeren, da hun spurgte, ”der er virkelig meget af det i denne sæson”. Udenpå den langærmede kjole er der en let transparent overdel med sort filigranmønster. Hun var heldig, at de havde en størrelse, hun kan passe. Bh’en driller som altid. Hun synes brysterne ligner torpedoer, men da hun får kjolen på, ser det egentlig ok ud. Nu mangler hun kun håret. Hun reder den kastanjebrune paryk med lange, grundige tag, før hun trækker den på plads og arrangerer lokkerne, som Beate har vist hende. Øreringene er et par mørkbejdsede, polerede træskiver, som står flot til kjolen. Sådan! Så kan de bare komme! – Nej, hun mangler skoene. De lavhælede, lysebrune med metalspænderne er de eneste rigtige i aften.

Da hun har tændt stearinlysene i stuen, ringer det på døren. Bent står udenfor, Karl er på vej op ad trappen. ”Hej gutter, godt at se jer.” Karl når helt op og får øje på hende. Det ser ud som om, han har svært ved at fokusere. Han ser på Bent og fra Bent tilbage på hende. Så puster han hørligt ud. ”Hvad fanden har du gang i? Nej,” vifter han afværgende med hånden,” lad være med at svare. Jeg tror, jeg ved, hvad du har gang i, og jeg er ikke interesseret.” Karl går ned ad trappen igen. De hører bilen starte og bakke. Bent står lænet op ad halvmuren, der omkranser trappen. Han holder ved en flaske whisky, som han har stillet på muren.

”Du kender os,” siger han, ”havde det ikke været smart at advare os inden?”
”Advare? Men jeg har jo skrevet. Har I ikke fået brevet?”
”Jeg… – det ved jeg faktisk ikke. Jeg ser efterhånden sjældent i min postkasse.”
”Ja, det er rigtigt. Jeg har kendt jer lige så længe, som I har kendt mig. Det er efterhånden blevet…”
”Axel, det her kan ikke rettes op. Jeg er nødt til at gå. Farvel.”

Bent tager whiskyen og går ned ad trappen. Lidt efter smækker bildøren. Hun står stille og lytter, mens bilen bakker ud ad indkørslen og fortsætter ad grusvejen.