Hun kan ikke. Øjnene løber over af træthed, udmattelse og overvældelse. De snakkede og gik så længe i skoven, at han selv til sidst mistede orienteringen. Hun fandt vej på GPS’en. Han havde planlagt at føre dem ud i nærheden af, hvor han boede, så han tilfældigt kunne invitere hende på en drink. Han sagde det selv.
Han havde bestemt sig for at forføre hende. Ikke med vold, men med mildt imponeret begejstring over hendes kunstneriske aktiviteter, beleven gæstfrihed, udfordrende samtale og en spektakulær udsigt fra et spektakulært hus. Ikke et af de sædvanlige rigmandshuse, ikke en af de sædvanlige rigmandshaver. Et hus fra 50’erne, smalt og i tre etager på en stejlt skrånende grund med plateauer på hvert niveau. Hus med stor tagterrasse og altan øverst. Hun kunne mærke sig selv drukne i fjorden, så meget af den var der udsigt til.
Han havde læst hendes profil grundigt. Alt hvad hun ønskede, skulle hun få. Kun ikke en anledning til at forlade huset. Nu slapper du af, sagde hun til selv, han er jo ikke farlig. Men ved man det med sikkerhed, når det er tydeligt, at den, man er sammen med, har en dagsorden? Han var sjovt og begavet selskab. På trods af hans påfaldende og på alle områder store interesse for hende kunne hun slappe af og være sig selv. Indimellem hørte hun sig selv blive skarp, når han luftede nogle af sine forventninger til eller fordomme mod kvinder, som da han ville spille noget for hende, og hun sagde: ”Så må jeg hellere slå a lytlapper ukh.” ”Vil du da ikke lade være med at snakke sådan! Det lyder bestemt ikke sexet.” ”For hvis skyld skal jeg være sexet? For din?” havde hun smilende spurgt. Det svarede han ikke på, virkede i stedet lettere perpleks.
De gik i seng kl. 3. Hans pik i hendes side. ”Der er noget, der stikker mig,” pikken flytter sig. Hans hånd på hendes BH, ”Hov!” hånden flytter sig. Hans kys på kinden, på øjet, på munden. Så falder de i søvn, hans arm under hendes nakke, hans arm over hendes mave. Hun vågner ved, at hans fod nusser hendes. Hun flytter sin fod. Hans fod bliver ved med at finde hendes. Til sidst ligger hun med det ene ben ude af sengen og foden plantet på gulvet. Så spørger han: ”Er du vågen, sådan rigtigt vågen?” ”Nej, klokken er kvart over 7 og du er ved at skubbe mig ud af sengen.” ”Nå. Det kunne du bare have sagt.” Som om han ikke vidste det. De sover til klokken ni. Hun vågner først, lister hurtigt ud af sengen, kommer i skjorte og bukser før han vågner.
Et billede vokser frem. Et blad i pastelkridt, en del af et større plantemotiv. Det er hende, der har tegnet bladet. I en drøm. Bladet står i grøn kontur med lysere flader. Hun rækker ud efter tegningen for at arbejde videre på den. I tankerne. I virkeligheden sidder hun på en skammel med halvt lukkede øjne og mærker kroppen løsne sig i lag. Pæon, rose, butterdej, en stabel silkepapir, tangskov. En bog i løse blade. Hun har vundet på det lange træk og tabt på det korte. Hun er nødt til at vegetere nu, nødt til at komme sig igen.
Hun tænkte engang i badet: Det er som om, jeg ikke har lov til at have grænser; som om, jeg forventes at tåle alle slags smerte og ydmygelse i forsøget på at gøre mig fortjent til kærlighed. – Som om kærlige mennesker nogensinde ville forvente det. Hun har ukærligt, kynisk forventet det af sig selv. Det var det eneste mulige svar på det spørgsmål, hun stillede sig selv.