Vokseværk – work in progress

Vi ser ikke ting, som de er. Vi ser dem, som vi er.

– Anaïs Nin

 

*** Pikhud

”Flotte bukser. Har du selv, eh … vævet dem?”
”Tak. Nej, jeg har fået dem.”
”Er det ikke sådan nogle hippiebukser? Jeg troede, man selv lavede sådan nogen.”
”Nej, det er…”
”Har du så også en hashpibe derhjemme? Ham der boede over mig, solgte hash. Det er fjorten år siden nu, og du kan tro, det var en krig. Jeg var så træt af den larm, der altid var, og så smed de underlige ting ind ad min brevsprække, når de havde røget. Hashpiber, sølvpapir og sådan noget…”

Mandens mund genererer lyde. Jeg kan ikke standse dem. Han står høj og fedladen foran mig iført trøje med opslået hætte og cykelhjelm, runde briller og joggingbukser. Jeg hænger halvt bortvendt på vej væk. Midt i talestrømmen får han øje på noget bag mig, måske det han kom efter, og bliver tavs. Jeg er væk, før han når at blinke.

Da jeg fortæller Bitten om episoden, fniser hun. Så bliver hun stille.
”Det ville være sjovt, hvis det ikke lige var fordi, mennesker som ham har stemmeret.”
”Mon ikke har ser på min ret til at stemme med samme mistro, hvis han opfatter mig som en irriterende, hashrygende hippie i hjemmebroderede bukser?”
”Og egentlig ved vi jo ikke, hvad han stemmer.”
”Men vi kan med en vis rimelighed sætte spørgsmålstegn ved, om han gør det på et informeret grundlag.”
”Hvad har du spist til morgenmad? Så jeg ved, hvad jeg skal undgå.”
”Hvad mener du?”
”Snak dansk.”
”Ah… ”
”Pis. Jeg er i virkelig dårligt humør. Undskyld.”
”Lortedag?”
”Overgangsalder. Første blødning i et halvt år. Jeg har pikhud på følelserne. Jeg kan ikke styre det. De kører op og ned.”
”Pikhud og op-og-ned? Det lyder virkelig ubehageligt.”
”Gider du lige…?”
”Ja, det gider jeg godt. Jeg kender hudløsheden fra mig selv.”
”Det er noget lort, er det. Det er helt urimeligt tilfældigt, hvordan overgangsalderen rammer. Du har fået IBS og gigt, jeg lider af karusselhumør, hedeture og søvnløshed.”
”Mmh. Jeg tror eller håber i hvert fald, at min IBS går i sig selv når overgangsalderen er forbi. Hvis IBS’en da skyldes overgangsalder, det er jeg ikke så sikker på længere. Men det ser ud til, at jeg kan holde den under kontrol, hvis jeg undgår kød, æg, mælk og gluten.”
”Når jeg bliver Gud, har jeg en høne af plukke med evolutionen. Jeg synes fandeme den er bagud, når det gælder menneskers psykiske og fysiske trivsel. Men jeg orker ikke snakke om det, det kræver et mentalt overskud, jeg ikke har. Fortæl om Thorbjørns besøg. Du har ikke nævnt det med et eneste ord. Skal jeg være bekymret?”
”Der er ikke noget at sige om Thorbjørns besøg. Han kom, han så og han tog afsted.”
”Jeg troede, vi var venner.”
”Venner har ikke gensidig ytringspligt. Men han så faktisk noget. Han så sig selv i mit spejl i soveværelset…”
”Soveværelset?”
”Ja. Jeg viste ham huset.”
”Lad være med at sige, at han kun kom forbi for en sludder og en kop kaffe.”
”Hvorfor ikke? Der var ikke andet at komme for. Thorbjørn stod i køen bag mig på Café Englen. Jeg så ham og blev svimmel, fordi jeg havde migræne. Han greb mig og kørte mig hjem. Han var på besøg hos sin faster Elna. Han tog over til mig igen for at sludre og vise mig et fotoalbum, han havde fundet hos hende. Der var billeder af os sammen under et besøg på gården. Han var på vej til USA for at færdiggøre en roman. Han fortalte om stedet og dem, han skulle bo hos. Og sit liv. Kæresten, romanerne. Anekdoter. Den slags. Jeg fortalte ham om mit. Den del af det han ikke kendte fra min blog.”
”Kæresten? Og din blog? Hvorfor følger han med på den, hvis du ikke betyder noget for ham?”
”Hvis jeg betød noget for Thorbjørn, havde han kontaktet mig for længe siden. Han har måske fulgt med på bloggen for at se, om jeg hængte ham ud i offentligheden. Jeg tænkte ikke på at spørge. Vi har trods alt været kærester og skriver begge to, det er måske ikke så mærkeligt endda. Uanset hvad, kan jeg ikke se mig selv i et forhold med en mand, der bliver perfid, når jeg viser sårbarhed. Eller i det hele taget. Jeg er ikke kun træt af tavse og følelsesmæssigt utilgængelige mænd, jeg er syg af dem, helt konkret. Jeg tror, min IBS er en følge af forholdene med Bo og Niels. Traumer kan føre til PTSD som psykisk reaktion og IBS som fysisk reaktion. Årene med Bo gjorde mit korte forhold til Niels muligt, fordi jeg med tiden blev blind for, hvor destruktivt vores forhold var. Jeg så ikke, hvordan han manipulerede mig, jeg så kun min tro på mig selv smuldre. I det selvhad, jeg udviklede, søgte jeg til sidst min egen udslettelse i forholdet med en mand. Det gjaldt til dels også i forholdet med Thorbjørn, som jeg så min egen fortrængte styrke og kreativitet hos, men det var mere komplekst. Thorbjørn ønskede ikke at udslette mig, han ønskede en ligeværdig partner og udfordrede mig. Jeg havde ikke styrken, og derfor blev han den tue, der væltede mit skrøbelige læs.
Han tiltrak og frastødte mig på samme tid, fordi han modsat mig var i kontakt med sine egne behov og kreative kræfter, men personlig styrke fører til kynisme, hvis vi ikke på samme tid også er i stand til at se andres behov. Så er styrken kun en maske. Bag hans styrke så jeg en sårbarhed, som han var nødt til at ignorere for at opretholde troen på sin egen styrke. Han var måske tiltrukket og frastødt af mig, fordi jeg netop var i kontakt med den sårbarhed og nærhed, han længtes efter, men afskar sig fra i sig selv for ikke at blive overvældet – og måske anede han min styrke bag den. Men styrken og sårbarheden, eller uafhængigheden og tilknytningen, blev et handicap, vi ikke kunne overkomme på grund af vores gensidige ambivalens. Vi måtte skilles.”
”Jeg tror ikke, det er slut. Så ville han ikke opsøge dig. Han bryder jo netop tavsheden nu. Han kan have ændret sig. Du har jo selv ændret dig. Hvad med din teori om, at I er sjæletvillinger?”
”Ja, hvad med den – det var en projektion. Jeg så den styrke i ham, jeg ikke havde adgang til i mig selv. Omstændighederne har tvunget mig til at udvikle den i mig selv, men fordi jeg dengang oplevede den som fjern og uopnåelig, så jeg ham som en komplementær del af mig adskilt fra mig.
Thorbjørn er en mand med et problem og skriften er løsningen. Han undersøger sin verden og udvikler sig selv gennem skriften. Måske er han tæt på at være i kontakt med sin sårbarhed nu, ligesom jeg er tæt på at kunne sætte grænser og tro på mig selv i alle situationer, men det har ingen indbyrdes effekt på vores liv.”
”Du siger med andre ord, at du er ved at finde det, der tiltrækker dig ved ham, i dig selv, og derfor mister han tiltrækning. Men jeg tror stadig ikke, det er slut. Alle dine tanker og hans besøg viser noget andet.”
”Det er da utroligt, så stædig du er på mine vegne.”
”Ja, det er jeg. Der er noget, der ikke stemmer, og du betyder noget for mig. Har du hørt fra ham siden?”
”Ja. Eller nej. Jeg kontaktede ham, fordi jeg fandt nogle af billederne fra fotoalbummet på gulvet, efter at han var taget af sted. Han henter dem ved lejlighed.”
”Der kan du se. Det er ikke slut. Du kunne jo bare have sendt dem til ham.”
”Nej. Det ville af indlysende grunde være uklogt at sende dem til ham. Og vi var enige om, at det ville være lige så uklogt af mig at aflevere dem til Elna.”
”Jeg forstår ikke, at du finder dig i at være nogens hemmelighed.”
”Er det muligt, at jeg ikke har lyst til at blive kædet sammen med ham, netop for ikke at blive opfattet som hans hemmelighed? Du kan jo selv se, hvor lidt der skal til for at fodre din fantasi.”
”Hm.”

 

*** Et helt nyt år

Efter desserten skyder vi bordbomber af. Anni læser citater op. Det første lyder: Vi ser ikke tingene, som de er. Vi ser dem, som vi er. Det er oversat fra Anaïs Nins roman Seduction of The Minotaur. Jeg har ikke læst romanen, men citatet er mit yndlingscitat over alle. Jeg har brugt det i flere tekster. Det må være derfor, jeg føler det som et tegn, da Anni læser det op. Husk at det også gælder dig selv, Jonna, synes det at sige. Husk at uanset hvor klart du selv synes, du er blevet i stand til at tyde virkeligheden og se andre menneskers illusioner, så er du ikke fritaget for at fare vild i dine egne.

Bitten fnyser, ”Ha! Hvis det er rigtigt, så er jeg mere luset end en lus! Jeg ser tydeligt, hvordan vi forføres til unødvendigt forbrug, angiveligt for at holde gang i beskæftigelse og vækst, og til bid for bid i vores arbejdsliv at gå på kompromis med egne værdier og grænser for at generere mønt til dem i vores samfund, der allerede har rigeligt. Voksende krav og øget ulighed på arbejdsmarkedet skal motivere den enkelte til at forfølge egne interesser fremfor fællesskabets. Det sker helt uimodsigeligt og så langsomt, at kun de færreste ser det eller magter at sige fra i tide. I stedet for går folk på stribe ned med stress og depression. Kun de robuste – pis mig i øret – står sejrrige tilbage. Ved de overhovedet, hvad det er for en brand, de stiltiende er med til at ilte?”
”Nin tænkte på energien bag det blik, vi ser med. Ikke på det, vi ser på.”
Bitten ser på mig, ”Skal jeg holde kæft og rette ind?”
”Ingen her siger, at din opfattelse af tingene er forkert. Heller ikke Nin. Hun dømmer ikke. Det, hun siger, er, at din indre tilstand – i dette tilfælde frustration, vrede og afmagt – afspejles i din beskrivelse af tingene. Desuden ville det ikke ændre din tilstand at rette ind. Din frustration ville tværtimod vokse. Citatet siger i øvrigt også indirekte, at når vi betragter vores måde at se tingene på, kan vi se, hvordan vi har det. Eller er.”
Anni nikker tøvende, ”Ja, hvis vi vel at mærke er i stand til at forholde os upartisk til os selv. Hvem er altid det? Vi er heller ikke altid i stand til at forholde os upartisk eller upersonligt til andre. Men det ville være rart at kunne. Når man, som du er nu, er vred, kan man spørge sig selv, om der findes hensigtsmæssige måder at bruge vreden på. Vrede kan jo være en drivkraft.”
”Ja, ja.” Bitten rejser sig:” I er sgu’ så – tilpassede. Jeg tror, jeg går ud og kaster op.”
Hun rammer dørkarmen med skulderen og står et øjeblik let svajende, før hun fortsætter. Anni ser ud i mørket, hvor spredte raketter lyser op. Så kigger hun på mig.
”Har hun ret? Er vi tilpassede? Er vi blevet for tilpassede?”
”Måske. – Jeg går lige ud og ser, om hun har brug for hjælp.”
Da jeg banker på, svarer hun snøvlende: ”Jeg har låst døren. Vi ses i det nye år.”

Bitten møder det nye år i en eksplosion af farver. Sorte bønner, gul peberfrugt, tomat, iceberg, isbombe, chips og rødvin bakker i stor hast ud af hende og ned i wc-kummen. Tårer og mascara driver ned over de blåblege kinder og næsen er rød af forkølelse. Hun falder i søvn på gulvet iført en lilla kjole og med en glitrende, grøn nytårshat i nakken. Senere, efter at Jonna er kravlet ind ad vinduet og har låst døren op, så de kan flytte hende, men opgiver, fordi hun skiftevis bander og kaster op, trækker de en yogamåtte ind under hende og dækker hende med et tæppe, så hun ikke fryser. Anni og Jonna sidder nu udenfor og tisser med hver sit rødvinsglas i hånden. De griner, Jonna med en snorken som vokser, da hun kommer i tanke om noget.

”Har jeg fortalt dig om min nye vibrator?”
”Nope.”
”Jeg var i Århus for at høre Søren Ulrik Thomsen og tænkte, at jeg lige kunne benytte lejligheden til at købe en ny dildo, for den gamle var gået i stykker. Sælgeren anbefaler mig i stedet en vibrator med stimulation af klit og G-punkt og viser mig en række af tingester, den ene mere avanceret end den anden…”
”Hvordan avanceret?”
”De har flere vibrationsrytmer og forskellige faconer – bæverhale eller kaninører til klitoris og roterende kugler med eller uden silikonebørste til G-punktet.
Da jeg bestemmer mig for en, opdager sælgeren, at de ikke har flere. I stedet viser hun mig en anden, som jeg efter lidt betænkningstid beslutter mig for. Den har 7 forskellige rytmer. ’Jesus,’ siger hun så, mens jeg står og fjumrer med knapperne. Jeg tror, hun har opdaget, at de heller ikke har flere af dem, og ser spørgende på hende. ’Det hedder den,’ siger hun smilende og uden den mindste antydning af morskab, som om det blasfemiske i situationen slet ikke falder hende ind.”
”Åh! Hvad mon SUT ville have tænkt, hvis han vidste, hvad du havde i tasken.” Anni fniser.
”Ingenting. Men jeg er selv overrasket. Jeg havde ikke forventet at ende i et kødeligt forhold med Jesus.”

 

*** Tilløb til alvor

Inden teksten bliver til tekst, rummer vores forestilling om den mere end vores tanker om den. Den er stadig potentiale, med spor der fører i flere retninger. Når den er skrevet, er den for det første blevet konkret, for det andet er den blevet noget andet end det, vi havde i tankerne, for teksten har sit eget liv. Ligesom fotografiet er teksten en konkret, beskåret beskrivelse af en situation. Kunsten er at vælge den mest hensigtsmæssige vej gennem fortællingen og ved beskæring og perspektiv tegne billedet mere helt, end hvis alt var trukket frem bag mulighedernes slør, for i grunden tjener det ikke noget formål at vise alt. Historien står stærkere, når den anes gennem tåge eller i glimt. Når den afdækkes gradvist eller i glimt, er der rum til fortolkning. En blotlæggelse i grelt lys vil slå os eller historien ihjel. Vi modner med historien.

Jeg sidder med et af de billeder, der faldt ud af albummet. Det lå på gulvet sammen med to andre, efter at du var gået. Du står lænet mod et køkkenbord med et glas i hånden. Der er fest. Du smiler duknakket og undvigende ad noget, der foregår udenfor billedet. Måske foregår der ikke noget særligt, en plat joke, måske, men du er nødt til at smile for ikke at falde helt ud af situationen. Du virker forpint og forlegen.

Det var før, vi mødte hinanden. Jeg husker dengang, vi mødte hinanden. Det var efter, at du havde besluttet dig for at iscenesætte dig selv som et nyt menneske, som det menneske, du ville være, fordi du ikke længere kunne udholde at være den, du var. Du fortalte mig det og jeg forstod, som jeg altid gør. Eller gjorde. Jeg forstod den sårbarhed, du var nødt til at beskytte med tilkæmpet men ikke desto mindre brutal ligegyldighed, når andre kom for tæt på. Der var ikke plads til at tage hensyn til andre, hvis du skulle gøre dig noget håb om at overleve i en verden fuld af mennesker, du foragtede for vores hønsegårdsmentalitet under det tynde lag af civilisation. Mennesker der havde set din følsomhed som svaghed, mennesker som havde forkrøblet dig i skolegården. Menneskebørn drevet af en uhyrlig og iboende mangel på indlevelse.

Jeg forstod. Hvad jeg til gengæld ikke forstod, var at sige fra og beskytte mig selv imod den ligegyldighed, du mødte mig med i forsøget på at overleve. Jeg havde større forståelse for dine behov, end for mine egne. Det skal du ikke klandres for, men i dag forstår jeg mig selv mere og andre mindre, når de møder mig med ufølsomhed. Det kunne jeg ikke, da vi mødtes. I dag har jeg noget at forhandle med. Jeg kender mit værd. Eller, mere præcist, i dag ved jeg, hvad det er, jeg har at forhandle med, for det har hele tiden været der.

Du tog dig sammen og du gjorde det godt, for se, hvad du har udrettet. Men det havde en pris. Du byggede mure og afskar dig fra adgangen til den del af dig selv, hvor man omgås sig selv og andre med nænsomhed. Nej, det er ikke rigtigt. Jeg må finde de rigtige ord. – Nu husker jeg det. Jeg husker, at dit forhold til kærester er af en anden slags end dit forhold til venner, som er af en anden slags end dit forhold til alle dem, du ikke kender og potentielt kunne lade dig slå i stykker af. Jeg nåede aldrig at blive en kæreste i din forstand, at gå fra at være en affære til at blive elsket. Måske gjorde jeg det for svært for dig. Var det mit ansvar? Jeg husker øjeblikke af stor nærhed. Hvorfor blev det svært? Var jeg for ødelagt? Var du? Og så gik du. Uden at interessere dig for årsager. Hvis du havde, ville jeg ikke have været til nogen hjælp. Jeg vidste kun, at jeg var gået i stykker, alt var tåge. Så det var i grunden godt, at du bare gik.

Du fokuserede på dine egne behov, dine egne grænser. Din fornemmelse af dig selv var stadig så svag, at afvisningen af mig og mine anklager var din eneste mulighed for at holde fast på dig selv. Mit eget fravær af selvfølelse tog en anden retning. Efter at min vrede mod dig havde lagt sig, dyrkede jeg ensidigt min evne til indlevelse i et forsøg på at gøre mig fortjent til kærlighed – nej, i forventning om at fremtvinge kærlighed -, og lagde derved yderligere afstand til mig selv, mine egne behov, min egen styrke. Indtil jeg ikke kunne længere. Mit eget modbydelige barn fra skolegården og de fleste andre vil skide på mine forventninger. Det giver ikke mening at forsøge at gøre sig fortjent til kærlighed ved at tilsidesætte sig selv, for det er vores grænser, behov, interesser, idiosynkrasier og temperament, der gør os tydelige som kærlighedsgenstand. Eller ikke. Kærlighed er ikke noget, vi kan gøre krav på, heller ikke selvom vi ikke blev elsket som børn.

Fortsættelse følger …

Vokseværk er en fortsættelse af novellen Venus retrograd.

Reklamer

Rekviem

”Den der og den der … og den …”
   Den lavmælte messen har stået på, siden han satte sig overfor hende kort efter Skanderborg. Han kigger ud ad vinduet. Måske er det fugle, han ser. Måske noget andet.

Venus retrograd

Lidenskab er broen, der fører dig fra smerte til forandring.

– Frida Kahlo

*** Huset

Lyset fylder de tømte rum.

Flammeskrift

Tanken er fyldt op. Han køber også en kildevand i kiosken,

Kompetence

Da hun efter flere dage, som har budt på en uventet og rystende meddelelse

Konfiguration

Hun ser ud på himlen. Skyerne ligner hvid maling,

H for hemmelighed

Entré

Det kunne være vinter og lige op til nytår.

Brændende kærlighed

Min udsigt er ikke storslået, men nogle gange tankevækkende.