Jeg ankommer efter indledningen til mit hule træ, hvor et skrin med ’mit’ hjerte hænger i luften, mens Fugl kredser om det. Jeg spørger: ”Fugl, er der noget, du vil vise mig?” Fugl forsvinder ned i en skakt mellem træets rødder og jeg svæver efter. Vi kommer ned i et healingsrum, som jeg engang indrettede mentalt under uddannelsen til healer og clairvoyant. Det er badet i et ferskenfarvet lys. På briksen ligger jeg – eller mit energilegeme. Jeg spørger igen Fugl, om den vil vise mig noget. Idet jeg spørger, ser jeg den hakke i min brystkasse og det gør mig bange. Jeg siger til den, at det gør mig bange. Den svarer, at den hakker mit panser væk og placerer så hjertet, som åbenbart er fulgt med, i min brystkasse. ”Dine værdier er gode nok,” siger den og fortsætter: ”Det er på tide, I bliver forenet.” Jeg forstår, at den mener, at jeg i min fysiske krop og mit energilegeme skal forenes. ”I er mine vinger,” siger Fugl og basker klodset gennem rummet med slagside til højre side, hvor jeg i min fysiske tilstand udgør dens vinge. Den får rettet sig op og jeg ser den flyve ubesværet ud mod horisonten med mig som den ene vinge og mit energilegeme som den anden vinge (hvordan det rent logisk kan lade sig gøre, når jeg samtidig står og betragter synet, har jeg ikke et svar på).

Psykologen spørger, hvad jeg mærker i kroppen. Jeg svarer, at jeg mærker en stærk, roterende, pulserende knude i anus og angst. Jeg ser billedet af mig selv som barn, når jeg med stor tålmodighed viklede min mors filtrede garnrester fra hinanden. Den følelse af at gå fokuseret og metodisk til værks og til sidst lykkes. Hun spørger om det kunne være en idé at tilkalde mit tryghedsdyr, Bjørn. Bjørn kommer og jeg føler, vi forenes. I et glimt, mens jeg ser mine kløer vokse ud, ser jeg Asbjørn, som siger: ”Du skal tro på dig selv.” Jeg åbner øjnene i overraskelse. Jeg fortæller, hvad jeg ser og hører. Psykologen beder mig spørge Asbjørn, om der er noget, jeg kan gøre for ham. Jeg svarer: ”Det er dét, jeg kan gøre for ham. Jeg kan tro på mig selv.” Asbjørn repræsenterer en anden side af min Animus, en dybdepsykologisk orienteret side, der udviser en stærkt forankret tro på sig selv og egne værdier. For mig tør han stå ved sig selv på alle niveauer af sin virkelighed.

Knuden roterer langsommere og dybere kværnende, der skyder energi op gennem kroppen. ”Hvad mærker du i kroppen nu?” spørger psykologen. Jeg hulker, siger: ”Aktivitet i panden og solar plexux. Jeg er bange for at gå i opløsning, miste forstanden; bange for at få en kundalinirejsning.” Psykologen siger: ”Hvis du har brug for at sige stop til mig nu, så sig stop.” Jeg siger: ”stop!” Samtidig har jeg en fornemmelse af, at det – foreningen af mit energilegeme med mit energihjerte; foreningen af vingerne på Fugl og den kværnende fornemmelse i mit anus/rodchakra – vil forplante sig gradvist til resten af kroppen i den kommende tid.

Dybdevisualisering 12. januar 2023