Jeg har mistet mig selv

Jeg har mistet mig selv. Jeg har mistet troen på mig selv. Gennem flere år er jeg gradvist smuldret for mit indre blik, fordi jeg har brugt mine kræfter på at tilpasse mig forhold, der ikke lader sig tilpasse.

De findes, disse ødelæggende forhold, overalt i vores samfund. De er set og anerkendt af nogen, især af dem, hvis liv påvirkes mærkbart, mens de er overset og bagatelliseret af andre, der selv bidrager til dem eller som har en interesse i at overse det ødelæggende, da erkendelsen vil kræve svære beslutninger.
To gange efter hinanden har jeg stået i det. Den første gang stod jeg alene. Anden gang var det så tydeligt, at mange reagerede og stadig reagerer. Jeg nåede det ikke i tide og nu er jeg gået i stykker. Denne gang mere alvorligt. Men det er ikke det, jeg vil skrive om. Det gør mig dårlig, syg, angst. Jeg vil skrive om at finde mig selv igen. Jeg vil skrive om at finde vej ind til skabelse og mening igen. Jeg vil skrive min helingshistorie.

Det er vigtigt for mig at stå selv uden at læne mig op ad andres anerkendelse. Det er prøvet uden større succes. Jeg har ikke andre planer. Historien skriver sig selv, som den kommer. Eller hvis. Den risiko er der.