Angsten er overvældende. Jeg er fyldt med et intenst behov for at slippe for den. Brændende fornemmelser overalt i kroppen, smerte, panik. Jeg drømmer om noget angstdæmpende, som jeg ikke før har været så tæt på at bede om og heller ikke før har fået. Men jeg kan ikke tillade mig at slippe kontrollen, at give op overfor smerten. Jeg har lært mig selv at fungere under usandsynlige forhold, men dette overgår alt, jeg har oplevet indtil nu. Jeg har stået her før. Jeg har håndteret at stå alene ramt af en smerte, et chok, ingen – heller ikke jeg selv – var klar over dybden af. Her står jeg igen, retraumatiseret af omstændigheder og en adfærd, jeg har oplevet endeløst mange gange før. En adfærd jeg er præget på. Det bliver en lang rejse.
Eller også bliver den kort, fordi jeg nu kan se alle tegn tydeligt, selvom de er usynlige for dem, der ikke deler min erfaring. Det, at nogen formår at forblænde og skjule deres syge spil, er årsagen til min stærke angst.
Jeg forsøger at se udveje og at flygte på samme tid. Når min fod er helet, skal jeg finde et nyt job. Jeg kan ikke søge job i min tilstand, så jeg fordyber mig i slægtsforskning og historisk håndarbejde. Eller jeg søger info om tiny houses. Det bliver snart muligt at købe eller leje grunde til tiny houses i byen, hvor jeg bor.
Der er øer af relativ ro, hvor angsten er knapt så intens, hvor jeg forsøger at fortælle mig selv, at det ikke er mig, der er noget galt med; at det er syge omstændigheder i mit liv, der gør, at jeg er gået i stykker. Det hjælper ikke, når jeg helst vil stå på egne ben og ikke har lyst til at være til besvær. Men jeg må nok forlige mig med at blive til besvær; at æde den skam ikke at vide mine levende råd; at have brug for hjælp.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver om det. – Måske fordi det er på tide at vende tilbage til den ærlighed, jeg engang udtrykte mig på skrift med. En ærlighed der ophørte, da jeg indså, at der var noget i mig, jeg havde svært ved at forholde mig til. I mellemtiden har jeg set, at alle har noget, det er svært at forholde sig til. En af dem er vores sårbarhed: at afsløre den for alles blikke velvidende, at den uvægerligt vil frastøde nogen.
Der sker noget, mens jeg skriver. En glemt følelse af kompetence vågner. Jeg kan skrive. Jeg ved, hvordan man skriver, når man giver slip på frygt og forbehold. Ordene kommer af sig selv. Det er sådan, man skriver.
Engang var skriften en måde at trække vejret på. Så lod jeg mig stække af frygt, for at min sandhed ville blive mødt med skepsis, vrede eller hån af mennesker, der betyder noget for mig. Dét er min sårbarhed.
Problemet er, at der er for mange, der betyder noget. Jeg er for optaget af andres tanker. Jeg har været udsat for voldsomme oplevelser, og alligevel frygter jeg andres domme over noget, de ikke har kendskab til. Måske fordi jeg ved, at sandheden altid kan diskuteres. Måske fordi det er min erfaring, at min sandhed altid var til diskussion, nej, altid blev ignoreret, dengang jeg havde brug for, at den blev set af en ansvarlig. Nu er det sket igen. Nu er jeg nødt til at tage ansvaret for mig selv og fastholde min version af sandheden.
Vinduet er åbent. Der er stille udenfor. Blodet ringer i mine ører. Katten ligger krøllet sammen op ad mit lår.

Advertisement