Det har undveget mit forsøg på at gøre det håndgribeligt. Det har det gjort meget længe. Måske skyldes det angst. Angst for at opdage, at det ér rigtigt, at det er mig, der er noget galt med, når jeg nu igen er havnet i en situation, der ligner noget, jeg har oplevet alt for mange gange før i mit liv. Denne gang har jeg, presset til det yderste, begået fejl, og der kan derfor med god grund stilles spørgsmålstegn ved mine kompetencer.

Det står endnu ikke helt klart – det er dét indre arbejde, jeg nu er kommet så langt med, at jeg kan begynde at skrive om det – hvordan jeg ender med at miste troen på mig selv og tilliden til egne evner. Denne gang er jeg ikke alene om at opleve det. Frustrationen er tydelig for os, der står i det – mange har også hurtigt taget konsekvensen og er skredet – men det er svært at gøre håndgribeligt for dem, der ikke selv står i det.

Ud over oplevelsen af, at der er noget helt galt, er det også svært at gøre håndgribeligt for os selv. Det er en sum af selvmodsigelser, fravær af information, spredt information, utilregnelig adfærd, urealistiske krav, løgne og overdrivelser med det formål at skabe usikkerhed blandt os, mens der udadtil males med lyserødt. Mennesker af den støbning bygger luftkasteller, mens mennesker omkring dem går i stykker i forsøget på at holde sammen på det, der ikke kan holde sammen. De, der tror på sig selv, går efter relativt kort tid, nej, de flygter. De har gennemskuet situationen og har selvopholdelsesdrift nok til at fjerne sig selv fra den.

Jeg skal også selv væk, men først skal jeg genfinde troen på mig selv og finde ud af, hvordan jeg undgår en gentagelse. Det er afgørende, når man, som jeg, er tidligt præget på narcissistisk adfærd. Jeg er nødt til at lære at mærke mine egne grænser og tro på, at jeg har ret til at sige fra. Også i mødet med mennesker, der siger én ting det ene øjeblik og noget andet det andet øjeblik, fordi det tjener dem bedst i situationen. Det forfærdende er, at der er flere af den slags mennesker, end man lige… end jeg i min naivitet hidtil har troet.

Når jeg ikke har kunnet skrive om det før nu, er det også fordi, jeg ikke har kunnet finde en brugbar form. Der er ting, jeg ikke kan adressere. Sammenhængen vil sikkert fremgå mellem linjerne. Og dér bliver den.