Alene bliver du længe udslettet,
siden skimter du vagt en kyst.

– Poul Ørum

Smerte har en årsag. Vi kan have flere, have mange smerter gennem livet. Nogen slipper vi ikke af med. Jeg har fx inflammation, måske forårsaget af flere penicillinkure i kølvandet på en skilsmisse og et knust hjerte. Det knuste hjerte skyldes, at jeg spejlede mig i og forelskede mig i en digter, der er lige så sensitiv som mig. Vi så ikke hinandens sensitivitet og misforstod signalerne, fordi vi var præget til at omgås normalt sensitive.
Penicillinen slog min tarmflora ihjel og stress fastholdt ubalancen. Jeg slipper ikke af med den, men nu, hvor jeg, måske, endelig kender årsagen, kender jeg også kuren og kan gøre noget for at ændre situationen. Jeg kan tage ansvar, omlægge min kost og motionere. Og forsøge at undgå stress. Stress gør det meget værre.
Jeg kan vælge at lade være med at være offer. Jeg kan handle – vende smerte, træthed og sorg til liv igen. Men ikke mindst kan jeg stå ved, hvem jeg er. Jeg glemmer det i stressede perioder, fordi verden ikke er gearet til at rumme særligt sensitive mennesker. For at kunne være mig i verden, er jeg nødt til at tage rum.
Min plan er at tage ordet tilbage i min magt og igen tillade mine tanker at have den betydning, jeg engang gav dem. Jeg vil lade ordene føre mig til det liv, jeg ønsker at leve, fremfor at give op. Et første skridt er at anerkende, hvor ramt jeg i virkeligheden er. Jeg har fortrængt det. Det var jeg nødt til, for hvis jeg gik i stykker, var der ingen til at samle stykkerne. Jeg kunne ikke tillade mig at gå i stykker. Jeg måtte tage mig hel ud for verden, også selvom jeg indeni var krakeleret som et spejl ramt af al verdens tyngde i én sætning.
Min opgave er at viske den sætning ud bogstav for bogstav.