Du vågner alt for jävla langsomt
i din endelige form til

at gennemskue sindssygt løbearbejde
med rigtigt levende skårede mennesker
inden du igen står i det så højt til halsen,
at du er nær ved at få det galt i netop dén;

at opdage at din udlejer gennem årene nådigt
har glemt dine for mange betalte a conto
og indkrævet de få gange for lidt betalte –
alle de julegaver du kunne have købt,
al den pension du kunne have indbetalt,
men du havde nok købt kunst
eller bøger, herregud, så
var det alligevel bedre, at han beholdt pengene
og brugte dem for dig på ferier med kæresten;

at se utilstrækkeligheden i dine bestræbelser
på at forme den tilværelse, du værdsætter
og nu skal du i seng, hvis du vil nå at sove,
inden dagen om lidt starter i et rasende tempo.