I går, da jeg havde tænkt lidt over situationen, var jeg et øjeblik ved at gå i panik. Starter det opslidende mareridt nu forfra? Skal vi danse om hinanden helt til verdens ende? – Nej, det er et andet udgangspunkt nu. Vi danser ikke om hinanden, men dybere ind i os selv for at møde og udfolde det, vi ser eller forestiller os i den anden. Jeg er ikke længere bange for dig, for jeg er ikke længere afhængig af dit bifald. Du er ikke længere et ideal, men et menneske, der indimellem skriver virkeligt dårlige digte. Med vilje. Fordi du skider på, hvad andre tænker. Din opgave er ikke at tilfredsstille andres forventninger. Det er min opgave heller ikke. Min opgave er at tro på mig selv, uanset hvad verden måtte møde mig med. Og verden er opfindsom.