Hvorfor skriver jeg til dig? Fordi det usagte binder energi. Alt det, jeg ikke fik tænkt og sagt, mens jeg var tavs, binder mig til dig, fordi jeg ikke nåede til bunds i mysterierne i første omgang. Jeg er nødt til at opspore og sige det usagte, som det ser ud fra mit perspektiv. Du er aldrig nødt til at deltage. Det handler ikke om dig (eller gør det? – det er et af mysterierne). Du er det instantierede eksempel på noget langt større, som du og jeg knapt nok kan omfavne, om overhovedet. Du må selvfølgelig gerne. Du har været en del af menageriet temmelig længe, og har derfor vundet en form for hævd, men det er min opgave at trække resten af de gamle rødder i sumpen op. Jeg er også en del af noget langt større, som både handler om mig og slet ikke om mig. Vi er små tandhjul. Du er sikkert selv i gang med noget. Vi holder liv i lygten.