Beplantningen langs flisetrappen ned til huset vidner om, at nogen engang har lagt et stort arbejde i haven. Nu bugner og bølger væksterne ud over bedenes niveauforskudte flisekanter og fremkalder en følelse af at stige ned i et dunkelt og smalt aflukke mellem et vildnis og husets facade. Indenfor træder en brunhed den indtrængende i møde. Det dæmpede skin fra førhen flittigt brugt interiør. Der var engang, hvor huset var nyt, hvor nogen havde brugt tid på at vælge farver til væggene, hvor tingene lod sig samle til glæde over deres skønhed eller til nydelse af noget, der fungerer godt, hvor fotografierne i de små rammer længst væk i den dybe stue også blev set af og til. Der kigges ikke længere på malerierne, lænestol, sofa og stuebord står urørte hen som, stuerne ligger urørte hen som tøj, der er blevet for stort, kroppen kan ikke længere fylde dem ud, bortset fra en lysende oval omkring spisebordet, hvorpå ugeblade, bøger, medicinkasetter og udvalgt service er arrangeret i et sindrigt system indenfor en arms længde. Plænen, der anes gennem stuernes gardisette-slørede panoramaruder, er nødtørftigt holdt i ave, måske af et barnebarn eller en venlig nabo. Naturen er i færd med at generobre sit tabte land, ikke i kamp men som følge af at nogen engang har givet slip, og ikke af fri vilje men nok i en form for overenskomst: ”Jeg giver dig det, du vil have, hvis du giver mig det, jeg vil have” – og freden har sænket sig.

De små ting ses kun,

når vi står stille.

Det gulnede stykke papir har siddet længe på skabslågen. Tapen, der indrammer papiret hele vejen rundt, flosser og slipper hist og her. Citatet springer i øjnene ved de første skridt ind i det lidt lysere køkken fra entréens halvmørke, hvis man vælger at gå den vej fremfor gennem stuen og spisestuen. Fra køkkenets vinduer er der udsigt til flisegangen med de svulmende bede langs huset. En fyldt regnvandsbeholder svæver hysterisk blåt lige i øjenhøjde. Grunden er i flere niveauer, carporten står en etage højre oppe og regnvandsbeholderen har tilløb fra en tagrende på carporten. Den blå farve er ulideligt påtrængende, men det var nok det eneste sted, tønden kunne stå. Fjernt fra spisebordets lysende oval og de efterladte tallerkner på køkkenbordet med resterne fra gårsdagens middag, befinder husets tilbageblevne sig iført alt for billige ben: ”De gør så ondt, men når jeg ligger ned, gør det slet ikke ondt. Det bliver nok bedre. Når du kommer næste gang, kan jeg åbne døren for dig.” Undseligheden hos en, der er ramt af en overmagt – som om der findes en, der ikke er. Jeg lægger en hånd på dynen og siger, at så er det godt, hun kan ligge ned.