Hun har ført mig rundt i lejligheden og vist mig, hvor og hvordan hun vil have støvsuget. Der står en sygeseng og lift i stuen op ad den bagerste væg. Tæppet er rullet op under et af vinduerne ud til haven. Der er kommet en plet på det smukt patinerede egetræsparket mellem sengen og liften. Hun spørger, om jeg ikke vil forsøge at fjerne den. Efter at have vist mig opgaverne sætter hun sig ind i kontoret og snakker i telefon for lukket dør. Da jeg har støvsuget og vasket gulvet, viser jeg hende, at pletten ikke kan gå af. Hvad det nu er, måske urin, der har forårsaget pletten, så har det taget noget af patinaen og efterladt et lysere område. Hun kigger på pletten, sukker og træder et par skridt tilbage, så hun står ved siden af sengen. Nu sniffer hun ud i luften og bøjer sig over madrassen. ”Nej, altså, jeg kan ikke fjerne den lugt. Jeg har ellers forsøgt. Han havde et uheld og der flød afføring ned mellem rillerne i madrassen. Jeg har skuret og skuret.” ”Har du forsøgt med Rodalon?” Hun ser overrasket på mig: ”Nej, men det har jeg derude. Det vil jeg prøve.” Hun vender tilbage til kontorstolen, der står i døren ind til kontoret. Da hun har sat sig, ser hun op på mig.

”Han er sådan en god mand. Vi har kendt hinanden i 30 år. Jeg ville ikke giftes, men han fik mig overbevist. Han fik kræft og var ved at komme sig efter behandling med kemo, men nu er han kommet på sygehuset. Katederet var ikke blevet skiftet, som det skulle, og nu er der opstået infektion.” Hun vifter afværgende med hånden som for at standse de tårer, der er på vej. ”Nej, selvfølgelig må du græde! Må jeg give dig et kram?” Hun nikker: ”Han er sådan en god mand,” stemmen knækker, hun græder mod min uniformsvest.

*

Jeg tænker på, at lidelsen aldrig hører op. Vi bliver bare ældre, når den rammer os, og til sidst skrøbelige, prisgivet andres omsorg eller ikke omsorg. Selv følte jeg, ud over medfølelse, også taknemmelighed og bevægelse over hendes tillid. Der var helende at kunne være til trøst i hendes forpinte tilstand.

Jeg tænker på, at lidelsen i mit eget liv har været en bjergbestigning. Det var først, da jeg for nyligt nåede toppen af bjerget, at jeg fik overblik og indsigt til at se lidelsens komplekse sammenhænge til bunds. Ny viden har sat mig fri. Nu kan jeg, i bevidsthed om at min lidelse ikke skyldes en dysfunktion hos mig, men dysfunktion hos personer i mine nære omgivelser gennem livet, påbegynde en nedstigning, der heller ikke vil være smertefri. I det materiale, jeg søger frem på nettet, står der, at heling ofte er mere smertefuld end det traume, der førte til lidelse, fordi heling åbner gamle, uhelede sår; men måske handler det i mit tilfælde kun om at sætte eksisterende brikker sammen – og om at dokumentere processen på den ene eller den anden måde. Det, der måske har været det mest ødelæggende, er oplevelsen af at være frataget mit sprog, fordi det, jeg har oplevet, ikke har haft en diagnose eller ikke har mødt lydhørhed og er blevet afvist. Det har det nu. Måske vil jeg gå en mindre smertefuld alderdom i møde. Det håber jeg og arbejder på. Jeg håber også, at kvindens mand er kommet hjem fra sygehuset til hendes kærlighed og en lugtfri madras.