Jeg læner mig tilbage og ser ud ad vinduet. En traktor trækker en harve efter sig på marken langs skellet, der er markeret af store hvidkalkede sten. Luftrummet efter traktoren flakser og lyner i solen, den nymørke jord er plettet af hvidt i bevægelse. Jeg kan fornemme lugten af friskharvet jord bag den lukkede rude. Pianisten nikker, idet han passerer på vej mod klaveret. Han slår et par muntre toner an, tøver så, ændrer åbenbart mening og fortsætter med en anden melodi. Efter at jeg hørte ham spille en morgen en af de første dage på højskolen, har jeg hver dag sørget for at være i den store sal inden morgenmaden. Han har fortalt, at han så vidt muligt sørger for at holde sit spil ved lige, når han er væk hjemmefra i længere tid ad gangen. Hans repertoire er bredt, fra rock og danske viser til noget, jeg sjældent genkender, men placerer i kategorien for klassisk musik. Der var noget Vivaldi en dag. Det kender jeg, De fire årstider. I dag spiller han også klassisk. Jeg genkender stykket, men kan ikke placere det. Jeg har en fornemmelse af, at jeg burde huske det, at det har en betydning. Der er vemodighed i tonerne, længsel. Udenfor kravler traktoren af sted med sit hvide slør, sit hvide slæb. Er det sådan, det er, ægteskabet? En kravlen på alle fire allerede fra første dag, en kamp for at overleve på traktorførerens nåde? Mine egne absurde tanker får mig til at smile. Som om musikken smittes af min munterhed, bliver den selv munter. Tonerne søger opad i en dansende, hoppende skala, som blade eller som kirsebærblomsters kronblade i blæst, så daler de igen, drysser, trimler om i det allerede kendte vemod.

Traktorføreren kunne være en kvinde, måske lejet hos den nærliggende maskinstation, måske landmanden selv med kroniske regnskaber kørende i de gråhvide, bugtede landskaber bag øjnenes søvngængeragtige blik og radioen stillet ind på den lokale reklamekanal. Min eksmand kunne også have været traktorfører. Han er født og opvokset på landet. Hans drøm var at blive landmand, men det var for usikkert, havde hans far indstændigt advaret ham om. Han kom på gymnasiet og blev landbrugskonsulent i stedet for. Og senere blev han skilt. Nu ændrer melodien igen karakter, tonerne får tyngde og tryk, de lokkende triller erstattes af stødende flerklange – jeg kender ikke det rigtige udtryk. Da jeg tilfældigt mødte hans bror for ikke så længe siden, fortalte han mig, at Hans af en psykiater havde fået diagnosen bipolar type ll efter flere på hinanden følgende depressioner. Han havde afvist diagnosen. Jeg fik selv en åbenbaring, da jeg hjemme læste om symptomerne på nettet. Pludselig vidste jeg, hvor mine forgæves forsøg på at forstå, hvad det var, der foregik i vores ægteskab, stammede fra. Og, vigtigst af alt, jeg forstod, at det ikke var mig, det havde været galt med, selvom Hans jævnligt lod mig forstå, at jeg var problemet. I halve og trekvarte år afviste han mig seksuelt, i andre perioder løb han over af libido og forventede, at jeg deltog i konebytteri eller lignende. Engang i begyndelsen af vores ægteskab forsøgte han at indrykke en kontaktannonce i BT i mit navn. Ifølge ordlyden var jeg gift, men søgte en affære. Jeg fik et brev fra avisen, hvor de spurgte, om jeg var indforstået med ordlyden, for de optog ikke annoncer på andres vegne. Da jeg konfronterede ham med det, nægtede han først, men indrømmede så. ”Hvad ville du med det?” spurgte jeg rystet. ”Jeg ville bare se, hvordan du reagerede.” En anden gang trak han mig ind i soveværelset og rev tøjet af mig. forbløffet lod jeg ham gøre, hvad han ville, og mens han tog mig, så jeg et kamera stå og køre på reolen. Jeg fik en tiltagende følelse af, at jeg ikke kendte den mand, jeg var gift med. Til sidst gik jeg, nej, jeg kravlede ud af vores ægteskab. Skilsmissen var ødelæggende. Han var rasende, fordi jeg gik, og hånlo mig op i ansigtet, da reglerne for kapitalpension i samme periode blev lavet om, så en ægtefælle i forbindelse med skilsmisse ikke ville få andel i den andens kapitalpension. Det viste, hvor dårligt han kendte mig. – Jeg fik et nervesammenbrud. Jeg var ikke selv klar over, hvor alvorlig min tilstand var. Jeg havde jo lært, at jeg ikke betød noget, og at jeg måtte klare mig selv. Efter mange års ægteskab med en mand, der ikke var i stand til at mærke sig selv og derfor heller ikke mig, var jeg ikke længere i kontakt med mine egne følelser. Jeg ville ikke tillade mig selv at gå i stykker, men holdt kun lige akkurat sammen på mig selv. Smerten og sorgen har sat sig i min krop som kramper. I dag ved jeg, at jeg er traumatiseret og at kramperne skyldes en spændingstilstand i vagusnerven.

”Jeg ville bare se, hvordan du reagerede.” Ordene gentager sig selv. De vil fortælle mig noget. Noget der dæmrer. Jeg ved pludselig, hvor jeg kender musikken fra. Elise bøjer sig ind over klaveret. Hun spiller Für Elise. ”Det har altid været mit yndlingsstykke,” siger hun med et lille smil, ”det var det første, jeg lærte udenad.” – Elise står i køkkenet ved siden af vasken. Hun holder om kanten af køkkenbordet, hendes ben giver efter, hun synker langsomt sammen på gulvet. Jeg rejser mig og løber hen for at se, hvad der sker; om jeg kan hjælpe eller om jeg skal tilkalde en ambulance. Elise åbner øjnene: ” Jeg ville bare se, hvordan du reagerede.” Jeg er sytten og jeg hader hende, men ikke så meget, at jeg synes, hun skal dø. Elise er min mors meget ældre søster, som min lillesøster og jeg flyttede ind hos efter min mors pludselige død. Elise, hendes mand og søn. Jeg havde fortrængt det. Det hele vælder op i en drømmeagtig sekvens i musikken. Hviskende og boblende som store Blåkilde vrænges erindringen frem af dybet. Jeg ser noget, jeg ikke har set før: En sammenhæng mellem Elises adfærd og Hans’ adfærd. Jeg ser min egen ubevidste gentagelse af et mønster, et forsøg på gennem læring gradvist at gøre mig selv bevidst om det, der har ødelagt mig. Elises intrigante og manipulerende adfærd, der fik min søster og mig adskilt, og min søster til at gå i hundene. Jeg ville ikke finde mig i Elises utilregnelighed og stak af. Jeg tilbragte natten i en garage, dagen efter søgte jeg hjælp og fik plads på en ungdomspension. Elise ville ikke lade min søster besøge mig. Hun var bange for, jeg ville have en skadelig virkning på hende, sagde hun. Langt senere blev min lillesøster narkoman. Jeg skrev en fødselsdagshilsen på facebook til hende for et par måneder siden. Hun svarede uger senere. Hun skrev, at hun sjældent bruger facebook. Hun er clean nu. Hun skrev, at hun mangler en storesøster. Elise er død.

Traktoren er væk. Musikken er slut. Mine øjne brænder. Pianisten betragter mig beklemt. Måske gispede jeg undervejs. Eller hulkede jeg? Jeg ved det ikke. Jeg rejser mig og går udenfor under sensommerens blå låg. Lyset falder gyldent over marken, både på det nyharvede stykke og det gamle grå. Det summer af hvepse omkring mig. Jeg trækker ud langs skellet, væk fra paradisæblernes gulvtæppe af spisende gæster.

Hvorfor blev jeg så længe? Fordi jeg ikke kendte andet? Fordi jeg elskede ham? Fordi begge dele? Der var også gode oplevelser. Vi fik ikke børn. Mine æggestokke er vokset sammen efter en underlivsbetændelse. Det lod ikke til at genere Hans, at jeg ikke kunne få børn. Han har i hvert fald aldrig nævnt det, hvis det gjorde. Jeg blev ikke lukket derind, hvor den slags fortrolighed føltes naturlig. Måske var hans værgen sig ved at forholde sig til følelser et forsøg på at passe på sig selv, ved at holde forhold i ham selv, som han ikke forstod, på afstand. Vi havde flere hunde gennem årene og hver vores karrierer, jeg er økonoma. Vi delte ikke fritidsinteresser. Det var først, da Hans’ bror fortalte mig om diagnosen, at jeg begyndte at kunne tyde episoderne af depression og hypomani ud fra deres symptomer og placere dem historisk i vores samliv. Der var ingen tydelig adskillelse mellem episoderne. Jeg oplevede det som gradvise overgange og måske derfor var det så svært at udpege, mens det stod på. Sorgen, smerten og vreden efter skilsmissen har formørket mit syn på helheden, men mellem episoderne var der perioder af normalitet. Noget der mindede om lykke.