Jeg trækker de døde efter mig,
går i stå i en tanke,
når ud inden døren smækker,
bøjer mig for at samle en nullermand op,
smider den ud med udsigt
til et seksetagers asketræ i skovlende blæst
– gurglende can-can og single-tango –
omgivet af fireetagers bygninger;
jeg overser hele tiden det væsentlige:
at skifte wc-bræt, søge arbejde –
jeg sætter mig,
fordi digtet stiger i armaturet, drypper
fra langneglede fingre,
forfædrene ryster deres ansigter,
forfædrene tæller, forfædrene bladrer,
jeg hvisker: Kan I ikke se, at jeg forsøger?
Der er ikke andre retninger
end denne, end digtets,
end vejen der delte sig i den vej, jeg valgte,
og den vej jeg nu er gået tilbage for at vælge.