Nogen har tændt rødt lys i lejligheden;
jeg laver en gin og tonic i køkkenet,
spiser en fersken
og ser rødt på tredje etage
skråt gennem gårdene,
der lugter af bål,
da jeg henter det tumblede tøj i vaskerummet,
jeg ved ikke, om du kender det,
kroppen vil græde en gammel sorg tom,
men hovedet vil ikke,
det har været der for mange gange
og ved, at det heller ikke kommer til at ske denne gang.