En junkie med slæbende bukser, gummisko,
stift blik og en pose i hånden
defilerer målrettet og nasalt bandende forbi sin egen død,
byen vågner til sig selv,
kun spritflaskerne ved alle indgange
fortæller en anden historie,
der er en membran mellem udenfor og indenfor,
en yderside med alle publikums konklusioner
på baggrund af halvt og kvart eller intet kendskab,
og så er der indersiden
med stalaktitter og kravlende mørke,
steder ingen kan flygte fra, skabsfrysere og
gederams i bræmmer langs åer besøgt af slidte dukatsommerfugle.