Jeg møder Hest. Jeg spørger ham, om der er noget, han vil vise mig. Før han når at vise mig noget, ser jeg et billede af min far i en gang på den anden side af dørtrinnet til det rum, hvor jeg sidder i min tremmeseng. Jeg er bange for ham. Jeg er 1½ år. Han har lige tævet mig. Jeg ved ikke på hvilken måde, men det er det, der kommer til mig. Voksne-mig stiller sig ved siden af sengen og tager den sele af, som lille-mig har på. Så løfter voksne-mig lille-mig op og trøster hende. Hun vægrer sig først. Det virker, som om hun er bange for, at jeg skal gøre hende fortræd. Jeg begynder at nynne og synge. Efterhånden falder hun til ro og læner sig trygt ind mod mig. Jeg føler en stor ømhed for hende. Jeg spørger Hest, om der er mere, han vil vise mig. Det er der ikke. Jeg takker Hest for at møde mig og vise mig det, han har vist mig. Lidt senere får jeg det ret dårligt. Jeg bliver meget berørt med trykken for brystet og tårer, der løber.

Jeg kalder på Hest og spørger ham, om der alligevel er mere, han vil vise mig. Han svarer mig, at det er meningen, at jeg skal vise Lille-mig hengivenhed. ”Det giver ikke mening,” siger jeg, men kommer i tanke om en regression i 1999, hvor jeg blev ført tilbage til livmoderen for at se mit livsformål. Jeg tager Lille-mig på armen og holder hende tæt ind til mig. Idet jeg gør det, føler jeg en dyb varme, kærlighed og ømhed på samme tid. Jeg takker Hest for at ville møde mig og vise mig dette.

Regression 15. oktober, 1999 – Arvin Larsen:

Tilbage til livmoder. Fostertilstand og æg. Opgaver: Hengivenhed gennem smerte, sorg og ensomhed. Jeg skal lære at stå alene, være tro mod det, jeg står for, på trods af ydre påvirkninger. Glæde, formidle glæde. Kunst: tekster, lyrik og billedvævning. Healing. Gøre mig fri af min skepsis – Den sidste sætning skyldes, at jeg overfor Arvin gav udtryk for skepsis i forhold til at blive i stand til at heale. Han studerede mig kortvarigt og bad mig gøre mig fri af min skepsis.

Jeg har tit undret mig over, hvordan hengivenhed skal forstås i denne sammenhæng. Det er ikke et ord, der almindeligvis bruges uden objekt. Det bruges oftest i forhold mellem en eller flere. Det, jeg har tænkt, var, at jeg skulle lære at være hengiven i forhold til en anden. Og hvorfor ’hengivenhed’ og ikke ’ømhed’ eller ’kærlighed’? Men nu er hengivenhed opgaven. Jeg skal være mit indre barn hengiven. Nu giver det mening.

Hengivenhed er dybere end ‘blot’ kærlighed. Eller det er kærlighed udtrykt på en inderlig måde. Min livsopgave er at elske mig selv trofast, ømt og inderligt. Ordet, jeg modtog i regressionen, afslører i mødet med Hest dets oprindelige, egentlige betydning. Det giver også bedre mening i forhold til det næste, jeg har skrevet, om at jeg skal lære at være tro mod det, jeg står for, på trods af ydre påvirkninger. De to ting – hengivenheden og at være tro mod mig selv – var i regressionen gensidigt forbundne.

Det er øjenåbnende. Min opgave er ikke at opnå hengivenhed for en anden gennem smerte, sorg og ensomhed, men at opnå hengivenhed for mig selv. Og, ja, når du er traumatiseret, isolerer du dig. Jeg har ikke haft kræfterne til at være social. Jeg har overpræsteret hele mit liv, slidt mig selv op. Jeg har gemt sandheden om mig selv for mig selv. Jeg har ruget over et chok, jeg ikke kunne se i øjnene, fordi det var så ødelæggende for min selvopfattelse, at jeg ikke både kunne rumme det og bidrage til verden på samme tid. I stedet har det styret mit liv fra det skjulte med krav om at fungere, præstere, være lydig og ikke have behov, ikke være til besvær, ikke have grænser. Og gennem et mønster med at forelske mig i mænd, der lod mig tro, at jeg skal gøre mig fortjent til kærlighed, til deres kærlighed.

Jeg vover at slippe frygten for ikke at slå til, ikke at gøre hvad der forventes, især fra samfundets side – jeg forventes at søge job, men jeg har ikke været klar og nu ved jeg ikke, hvilken vej, jeg skal. Jeg tror ikke, jeg skal arbejde med mennesker længere. Jeg har overpræsteret i alt for mange år. Jeg er slidt på min omsorg. Jeg håber, jeg kan komme til at bruge min uddannelse i webkommunikation. Jeg vover at lytte til, hvad det dybeste i mig forsøger at fortælle. Jeg vover at være til som mig selv og tage den tid, der skal til for at høre.