Jeg elskede med mig selv i morges, som var det første gang, som var det dig, jeg elskede med. Efter al den smerte overgav jeg mig. Der er alligevel ingen udsigt til redning, så hvorfor ikke gå ud i det med åbent blik? Min hud åbnede sig, mine vener syede sig selv ind under din hud, mine knogler groede ud af din pande som et gevir, en antenne for alt det der bevæger sig i det skjulte, havet, skoven, mørket. Mit blod sang i dit bryst, mens dit navn hviskede sig selv over mine læber ved hver skælvende berøring, som det har gjort, lige siden vi mødte hinanden og du slog mig i stykker for at jeg skulle rejse mig igen i min egen form. Det er min sygdom. Det er dit mærke. Det er dér, vi hænger sammen. Mit navn hvisker sig selv i dig igen og igen og falder ud af din krop som digte, falder ud af dine hænder som det, du rørte ved, men aldrig nåede at gribe, og det er sådan vi vil møde hinanden igen: under huden i ordene og endeløse ankomster, endeløs forening.