Min bagbo i annekset sidder i solen på trinnet til terrassen med en dåseøl og en smøg. Jeg opdager ham først få meter fra døren ind til vaskerummet, da han begynder at snakke. Han siger, at han skal flytte. Jeg spørger, om han har fundet et godt sted at bo. Han skal flytte tilbage til ekskonen. Han ser på mig, mens han siger det, kigger så ned og væk og forbi mig. Jeg husker et brudstykke af en telefonsamtale i opgangen for et par dage siden: ”Nej, jeg har ikke drukket noget…”. Det er måske hende, han har besøgt de seneste måneder efter fyraften. Han fortæller om sin cykel, som lige får lov til at stå, indtil han kan hente den. Han vil banke på ruden, hvis jeg er hjemme, så jeg kan lukke ham ind. Han fortæller, at cyklen har været stjålet i 8 år. Den var et par år gammel, da den blev stjålet. Han fandt den igen i en gade i nærheden, hvor den var stillet ud til storskrald. Det kan jo have været en, der var flyttet og havde ladet den stå. Jeg ser ham tit på cyklen. Han er øm over den, tager den med ind i baggården. ”Du har allerede fået en ny nabo,” siger han så, ”han er vistnok maler. Det er én, chefen kender.”

Annekset har været beboet af mange forskellige lejere gennem årene. Håndværkere af forskellig nationalitet i kortere tid ad gangen, i en periode en yngre, tyrkisk mand, der sagde undskyld i hver anden sætning og rev planter op, som han troede var ukrudt, men til gengæld satte andre, der ikke var det. Det var en del af hans lejeaftale at passe haven. Jeg mødte ham en dag, efter at han var flyttet. Han var blevet medejer af en ny pizzabar. Jeg var velkommen. Der boede også i meget kort tid en ung pige med en lille hund. Hun endevendte det store bed sammen med noget familie og var generelt ikke imponeret over forholdene. Hvad jeg egentlig ikke fortænker hende i. Hele ejendommen trænger til at blive renoveret. Det gjorde den allerede, da jeg flyttede ind for 14 år siden. Pudset falder af annekset og muren ind til den ene nabo i store flager. En håndværker i annekset blev sat til at banke det løse af, så murene kunne pudses op, men gården og annekset blev oversvømmet, mens han boede der, så han flyttede. Annekset ligger lavere end selve ejendommen. Han havde ikke indboforsikring. Han havde en grønlandsk kæreste, som han tævede. Det fandt jeg ud af en dag, da hun efter en voldsepisode bankede på min rude for at blive lukket ind i gården. Hun fortalte mig ved samme lejlighed, at han var sur over den måde, jeg gik op i mine planter i gården på. Kort forinden havde han rost mig for de sommerblomster, jeg havde sat. Hun var fuld og kom for at hente sin taske. Jeg lukkede hende ikke ind, men snakkede længe med hende. Hun ville have fået flere tæv, hvis jeg havde lukket hende ind. Jeg sagde, at hun skulle tage en med, når hun skulle hente sine ting. Et par dage efter så jeg dem begge i gården. Han skulede til mig, hun så væk, da hun fik øje på mig. En senere lejer sagde ”Jeg skal kun bo her midlertidigt. Jeg går og venter på, at mit hus bliver bygget færdig på den grund, jeg har købt,” blikket fæstnet på fjernt og næsen dybt rosa. Det første han gjorde, var at holde fest i gården med spiritusflasker, affald og ødelagte stole – en af dem var min –, som blev liggende, indtil jeg ryddede op. Han var der ikke til at gøre det. Min yngste datter har også boet der. Jeg lærte, at der er forskel på mødre og børn, når det gælder privatlivets fred. Og at nogle ting skal tankelæses. Jeg øver mig stadig. Men nu flytter der altså vistnok en maler ind.

Vi snakker lidt om den bunke grene, der har ligget klar til fyldpladsen et stykke tid. Udlejeren er hans chef. ”Ja, det sker ikke med det samme, det ved jeg alt om, jeg arbejder jo for ham.” Jeg siger, at jeg skal have snakket med udlejeren. En af mine termoruder er punkteret. Sådan sludrer vi et stykke tid. Da jeg prøver at afslutte samtalen, vil han forære mig tre pyntepuder. Han vinker mig med ind i stuen. Der er kun nogle papkasser og poser. Og så puderne. Puderne er med tryk af rævehoveder, den slags man kan købe for 30 kr. i Tiger. ”De skal bare ud ellers…” Der lugter stærkt af røg. Jeg takker nej. Jeg har ikke brug for pyntepuder. Så vil han give mig en lille blender, som han fisker frem fra et ellers ryddet skab. ”Jeg har aldrig brugt den, har fået den. Jeg er ikke til den slags.” Jeg tager mod blenderen. Jeg kan bruge en til smoothies. Jeg tester den hos mig selv. Den virker ikke, så jeg leverer den tilbage. Han sidder stadig på trinnet. ”Vil du have måtten? Du kan bare tage den. Du må selv om, om den skal ligge indenfor eller udenfor” Han peger på en måtte, der har hængt over et minidrivhus de seneste par måneder. ”Tak. Måske.” Hvor længe har vi boet nabo til hinanden? Et halvt års tid? Det er den længste samtale, vi har haft. Han bliver siddende længe, solen skinner. Jeg planter om. Han ryger og drikker øl. Så rejser han sig til sidst.