Oplevelsen af at være i sync med mig selv vender tilbage. Der er lang vej endnu, før jeg er der, hvor jeg gerne vil være, men processen er i gang.

Jeg mistede evnen til at skrive, til at være ét med det, jeg skrev. Jeg kan huske, hvordan det var at sidde med pc’en i skødet og skrive og glemme alt omkring mig, drevet af en oplevelse af betydning og trang til at manifestere mine tanker og følelser på skrift og på den måde få dem ud af systemet. Indtil følelsen af betydning forsvandt. Der kom noget destruktivt, kritisk ind mellem mig og skriften. Både indre og ydre stemmer lod mig forstå, at jeg ikke kunne tillade mig at skrive det, jeg skrev. Jeg kunne ikke tillade mig at pege på forhold i mine nære relationer, som har traumatiseret mig. Måske havde jeg slet ikke ret i mine oplevelser. Eller også valgte jeg at holde fast i den opfattelse, der netop havde været med til at gøre mig syg, fordi sandheden kom til at stå imellem mig og dem, jeg elsker.

Du kan manipuleres til tavshed, til at tro, du er skyld i de traumer, du har pådraget dig ved at elske en, der har vendt dine behov som våben mod dig.

Jeg er i gang med at trænge til bunds i psykiske traumer, hvis fysiske symptomer i mange år har forhindret mig i at leve det liv, jeg gerne vil leve. De er behæftet med kolossal skam. Det er derfor, jeg har haft svært ved at se dem i øjnene. Jeg har fortrængt dem og bekæmpet en vrede, jeg selv har haft svært ved at forstå.

Men selvfølgelig bliver du vred, når du bliver behandlet hjerteløst og uden empati af den og dem, du elsker. Og selvfølgelig kan du ikke komme af med den vrede, for tavshed og penge er mægtigere end dine følelser. End nogens følelser. Følelser er forkerte. Det var altid tavsheden, der fik ret; tavsheden der gjorde, det den ville, mens du gik i stykker og den tjente penge. Tavsheden der troede, den kunne presse dig økonomisk til at vende tilbage – og da den ikke kunne det, så kunne den i det mindste købe jeres børn og deres loyalitet.

Det var ikke almindelig vrede. Det var og er den vrede, der opstår som følge af traumer. Ligesom angsten, skammen og hadet også var og er det. Følelser, der er svære at forstå for dig selv og andre, når du ikke selv ved, du er traumatiseret, men forventes at fungere normalt. Jeg troede længe, at mine symptomer var en følge af kundaliniaktivitet. Mine symptomer lignede symptomer, som i flere kilder på nettet og i bøger også tilskrives kundalinirejsning. Måske er der andre end mig, der har forvildet sig ind i en tro på, at de var ramt af noget stort og potentielt spirituelt udviklende – men som ligesom jeg har måttet indse, at de var ramt af noget invaliderende (hvad en skæv kundalinirejsning også kan være). Ifølge information på internettet kan en kundalinirejsning aktiveres af livsbegivenheder og traumer, som fx ulykkelig kærlighed og graviditet. Så det var ikke helt hen i vejret at tænke i den retning. Når man tillader sig at tro på ikke videnskabelige kilder.

Jeg bildte mig selv ind, at jeg skulle beherske min vrede. At det var en del af min spirituelle udvikling mod at blive et mere afbalanceret menneske. Det har formentlig været medvirkende til at fastlåse mig i traumerne, fordi jeg ikke havde vreden til at støtte mig. Det var nok sket alligevel blot med en anden begrundelse. Jeg har altid været bange for at tiltrække mig opmærksomhed og gøre krav på hjælp. Min opvækst lærte mig at tie stille. Så jeg led i stilhed, indtil kroppen og psyken lavede så meget spektakel, at jeg gik ned med stress.

Rejsen er ensom, fuld af angst og skam. Jeg har ladet mig begrænse af andre af frygt for deres holdninger. Men virkeligheden er et kalejdoskop og menneskers små virkeligheder har ikke ret til at beskære andres – medmindre vi er ude kriminelle handlinger –, selvom det er en oplevelse, vi nemt får, når vi er publikum til mediernes shitstorme. Vi er opfyldt af selvfed berettigelse i et omfang, vi ville undre os over, hvis vi så det udefra, som fx når vi belærer andre om deres helbredsproblemer uden at have det mindste belæg for det.

Psykologen kaldte mig for antennebarn, da vi snakkede sammen sidst. Sådan et barn der er vokset op under forhold, hvor det var nødvendigt at være mere opmærksom på de voksnes signaler end på egne behov, der alligevel ikke blev tilgodeset. Min opgave er at tilgodese mine egne behov uden at føle skam over at gøre det, og uden at blive usikker, når andre mener, de har ret til at kritisere mine valg eller afviser mine behov.

Det er skamfuldt, at jeg ikke har gjort det før, at jeg ikke har kunnet før. I det hele taget er mit liv så fyldt med skam, at jeg lige så godt kan skrotte skammen, for den er under alle omstændigheder uoverstigelig. Det er mere frugtbart at tænke, at det ikke nytter noget at føle skam, fordi det, der er sket, er sket fordi, jeg ikke vidste bedre, og at de, der kunne finde på at bruge det imod mig, ikke er mine bekymringer værd.

Jeg elskede. Jeg ønskede at blive elsket. Jeg var naiv. Nu ved jeg bedre.