I dag da jeg gik ud,
nyvasket og hjemvendt fra en indre kajaktur,
var det blevet forår, fuglene
skar lyse streger i luften med deres sang,
den slags du kan
stikke hånden gennem,
ligesom gennem mislykkede gækkebreve,
eller hud ridset med skalpel
og ind i et tomrum,
jeg tænkte på dig, på det digt jeg ville skrive,
på den duet vi synger,
et halteværk, et fraværsværk
for samværsramte, og
på al den smerte, du slap for at bevidne,
på al den smerte, jeg slap for at vise dig,
det blev ikke lettere,
da vi blev enige, bare anderledes,
nu kan vi se rummets døre, vinduer og skabe.