Rummet i bunden af træet, hvor jord og luft mødes er ferskenfarvet. Slangen kryber mig i møde allerede inden, jeg træder ind. Det er min grønne slange, min vredes slange. Jeg spørger den, hvad vi skal. Slangen fører mig længere ned i træet. På vejen ned betragter jeg rødderne, jeg ser hvor mange og kraftige de er. Hvor smukke de er i deres varierende tykkelser og antal. Jo dybere vi når, des større bliver min oplevelse af jordforbindelse. Vi kommer til et træskrin. Slangen åbner det og indeni ligger mit spirituelle hjerte. Det har en lys blå aura. Mens vi står og ser på det, svæver det på plads i mit bryst. Jeg har meget længe afvist mit spirituelle hjerte; det der repræsenterer, hvem jeg virkelig er, mine dybeste værdier. Jeg mistede troen på dets helende kraft, på shamanen i mig selv, fordi jeg ikke har kunnet hele mig selv. Jeg spørger slangen om, hvad den nu vil vise mig. Mens vi står der, skifter den mellem at være lille og frygtindgydende stor, som i en film, ikke skræmmende. Pludselig springer den i hovedet på mig, og jeg viger tilbage i skræk. Slangen bliver et med mig. Jeg undersøger følelsen af, at den er en del af mig. Jeg føler styrke og ro. Jeg er igen i kontakt med min vrede, som jeg ikke har fået lov til at have og vise, siden jeg var en lille pige. Den vrede, min mand hånede hos mig. Den viser mig mig selv som lille pige, mens jeg sidder i en mørk smøge mellem huset, hvor jeg boede, og et højt rækværk ind til naboen. Jeg spiser en rulle chokolade, jeg har stjålet hos købmanden. Det var skamfuldt og smagte ikke godt. Jeg stjal noget, jeg troede, jeg manglede, men det var noget andet, jeg manglede. Jeg spørger slangen, hvad jeg skal gøre med barnet. Slangen svarer, at jeg skal omfavne barnet. Mens slangen og jeg står og kigger, vokser barnet til samme størrelse som Boy på Aros, og jeg kan ikke omfavne barnet. Jeg ser op på barnet, og får pludselig en oplevelse af voldsomt ubehag. Kroppen trækker sig sammen i ubehag, stærk frastødelse og angst, en følelse af uvirkelighed, en følelse af overgreb, som jeg ikke kan komme nærmere. Barnet bliver igen mindre og har til sidst samme størrelse som mig. Jeg forsøger at omfavne barnet, men kan ikke. Hun går i opløsning, træder nærmere og bliver ét med mig.

Jeg takker alle mine indre instanser for at have taget imod mig og vist mig noget, jeg har brug for at vide.