I nat vågnede jeg
med de første ord af en tekst i tankerne:
Vi er forbundet på sjælsniveau,
i virkeligheden er vi langt fra hinanden,
som om der i ordene var en opgave,
jeg er nødt til at påtage mig.
Med årene er der blevet mindre
af det, der forbinder os
i virkeligheden,
mens det, der skiller os, vokser.
Det er ingens skyld,
det er tiden, der har indhentet det,
kvinden og manden har gemt,
til det ikke længere kunne udskydes.
Jeg er nødt til at se på det,
du er også, og
du hænger ord som fugle mellem os,
vi hænger sammen,
det er vi endelig blevet enige om,
vi ved, at
vi ingen mulighed har for at ophæve det.