Det er en låsthed af den slags, der hører gamle, rustne låse til, som er gået uafhjælpeligt i baglås. Hverken smøreolie, bønner eller trylleformularer hjælper, og bruges der kræfter, vil det knække nøglen. Ingen ved, hvad der hjælper. Måske ingenting. Måske tid. Måske vil låsen en dag løsne krampen og trække palen ind.

I mellemtiden køber du mælk og rugbrød og sokker, der ikke strammer. Jeg tænker, at det er sproget, der binder os sammen. Jeg tænker, at jeg burde have set det for længst. Måske gjorde jeg. Måske blev jeg så rasende, så helt igennem dyrisk såret, at jeg ikke kunne gå ind i det rum sammen med dig. Jeg kunne ikke.

Jeg kunne ikke tro.

*
Rødellens rakler kaster små, hårde støvkorn,
jeg kaster
nakken tilbage.

Fuglen har opgivet at lære at pløje,
den sidder på grenen
og lytter til en farve, der stiger.

Om lidt eksploderer det.

*