No one can make you feel inferior
without your consent.

Eleanor Roosevelt

Det er ikke, fordi noget er svært,
at vi ikke tør,
det er, fordi vi ikke tør,
at noget er svært.

Lucius Annaeus Seneca

 

Per snorker. Det registrerer jeg. Så husker jeg drømmen. Det øjeblik hvor jeg forstår, at det lige om lidt vil blive opdaget, at jeg har slået min lille datter ihjel. Jeg har, som den naturligste ting i verden, parteret liget, fordi det så fylder mindre og er nemmere at skaffe af vejen. Der er ingen blod. Det er som om, det er sket, mens jeg ikke var til stede, og nu er delene pakket. Først da Henrik, som jeg stadig er gift med i drømmen, kommer hjem, og jeg indser, at jeg lige om lidt vil få et problem med at forklare, hvor Elise er, forstår jeg, hvad det er, jeg har gjort. Og vågner. Måske fordi Per snorker. Vi har delt en flaske rødvin. Når han har fået noget at drikke, hjælper en albue i siden ikke. Jeg tager min vantro rædsel og dynen med ind i sofaen.

Jeg har ikke husket en drøm i flere år. Jeg er for træt til at huske drømme. Måske har jeg også mistet troen på, at det gør en forskel. Men denne drøm vil mig noget. Elise er voksen og lever i bedste velgående. Eller. Elises fysiske helbred fejler ikke noget. Hun har nogle udfordringer med angst og social fobi. Fra dengang, jeg var optaget af drømmetydning, ved jeg, at død i drømme som regel peger på noget andet end nogens snarlige død; dét ville vise sig i en anden form. Og jeg ved at de personer, vi drømmer om, er dele af os selv. Hvilken del af mig repræsenterer Elise i drømmen? Er det min egen angst, som er vågnet igen på grund af en kollega på arbejde, som ligner Henrik alt for meget? Én, jeg har delt kontor med, siden hans tidligere makker gik ned med stress og blev fyret. Nu er jeg også gået ned med stress.

Vil jeg slå min angst ihjel og umiddelbart herefter indse, at jeg får et problem med at forsvare dens fravær overfor mennesker, der forventer af mig, at jeg underlægger mig?

Det kunne være en udlægning. Katten har lagt sig på mig. Den underlægger jeg mig uden forbehold. Mens vi ligger der, minder jeg mig selv om, at Henrik i drømmen også er mig. Det havde jeg nær overset.   

*

” Du skal tro på dig selv. Nej… – du skal blive ved med at tro på dig selv,” siger Per og citerer Eleanor Roosevelt,” You must do the things you think you cannot do.” Well, right? Hvor begynder jeg?

Der er ting, man ikke kan bakse med alene. Bare det at komme til den konklusion kan være et usynligt bjerg i rummet, som man først ser, når man har besteget det. Man er i dette tilfælde selvfølgelig mig.

Der er Henrik, men Henrik er ikke årsagen. Han var den, der bekræftede det, jeg kendte. Det, jeg troede, jeg havde undgået, fordi Henrik udadtil fremstår som en godmodig og ydmyg fyr. Men uanset hvad det var, jeg kendte, og han bekræftede, vil de fleste så ikke mene, at jeg selv har tilladt det ved ikke at sige fra? At vi fødes robuste eller ikke robuste, og at det er vores eget ansvar at trække stregen, så andre respekterer den. Alternativet er at gå i stykker. Jeg gik i stykker. To gange. Tredje gang er lykkens gang. Eller hvad?

Jeg har en aftale hos en traumeterapeut. Det er en begyndelse.