Han vil lade kærligheden bryde ud. Han forestiller sig, at den er venlig, men ikke for venlig, for der kan også være kærlighed i at sige nej, har han hørt. Han forestiller sig, at den også er blid. Men hvad er blidhed? Han sidder med kruset på bordet foran sig og ser ud i forhaven, hvor stakittet er halvt dækket af hvidmelet gåsefod, skvalderkål – de to unge ovenpå plukker af det til at spise – og snerle. Hans morfar lærte ham navnene på planter og dyr. Han lærte ham også om planternes og dyrenes liv. Han kan stadig huske det meste. Hvidmelet gåsefod blev engang spist, som man i dag spiser spinat. Han spiser ingen af delene.

Ude på den anden side af stakittet går der mennesker forbi med poser og barnevogne. I fjernsynet snakker de om døde mink. Kan man elske mink? Elsker minkavlerne deres mink? Ikke på den måde, han prøver at forestille sig, bliver han enig med sig selv om. Er mink blide? Er der ikke noget med, at pattedyr kan føle kærlighed? Eller er det bare omsorg for deres unger? Er der en forskel? Men mink er jo rovdyr. De er øverst i fødekæden. Evolutionen har udstyret dem med driften til at jage og æde mindre dyr. Er det foreneligt med kærlighed? Han ved det ikke. Til gengæld er deres pels er blød. Det bliver deres død. Han nikker tankefuldt ved lyden af rimet for sit indre øre. Måske er det minks karma. En af de unge, manden, fortalte ham om karma en dag, da de mødtes ved skraldespanden med hver sin pose. Hans egen pose var en pose fra ALDI. Den unges var af majs, havde han fortalt ham. Den var miljøvenlig. Det er vigtigt at tage hensyn til miljøet, ellers ender vi med at ødelægge naturen, og det vil gå ud over os selv. Vi vil blive ramt af karma. Så havde han forklaret, at karma er en form for lektie, vi pålægges af skæbnen, når vi handler imod bedre vidende. Ud over karma havde den unge snakket om kærligheden, der bryder ud og vokser, der hvor man giver den gode betingelser. Han kan ikke huske, hvordan de kom dérhen i deres samtale. Han er heller ikke sikker på, at han ved, hvad kærlighed er. Han ved godt, at den findes, han synes bare, at den er svær at få øje på. Måske er kærligheden ikke så udbredt, som den unge forestiller sig. Måske er det ikke umagen værd at forsøge at få den til at bryde ud. Og i øvrigt kan han ikke få noget til at bryde ud, som han ikke ved, hvad er.

Det gik aldrig med Rita. Hun sagde, han var kedelig. At han kun interesserede sig for at gå på arbejde, se nyheder og at sove. Han protesterede. Han kunne også godt lide at komme på pubben en gang imellem. Det var dér, de havde mødt hinanden. Hun havde kigget på ham. Han syntes ikke, han kunne se et udtryk i hendes øjne, men der måtte være sket noget, for hun havde pakket sine ting og var kørt uden et ord.

Det havde været rart, da de begyndte at se hinanden. Hun lavede god mad. Det værdsatte han. Han sagde det også til hende. Og hun gik i pænt tøj. Det var der ikke mange af de kvinder, der kom på pubben, der gjorde. De var enten overvægtige eller undervægtige og tøjet så ud derefter. Men Rita var pæn i tøjet. Det var hendes veninde, Marie, også. Den aften, de mødte hinanden, havde Rita hjulpet Marie med at flytte ind i en lejlighed i ejendommen overfor pubben. De var blevet enige om at tage et par flyttebajere bagefter.

Han får øje på en stor kaffeplet på undertrøjen. Han kan ikke huske, han har spildt. Han kommer i tanke om en anden plet omtrent samme sted, bare ikke på ham; den rødbrune plet på morfarens skjorte, da han fandt ham i lænestolen. Morfaren havde kastet blod op. Han ser igen ud på stakittet. Har han egentlig fået noget at spise i dag? Han rejser sig og åbner køleskabet. Tre skiver rugbrød i en pose, et halvt glas sild, et stykke ost, et helt glas syltetøj, en pose med fem skrumpne æbler, to spirede løg, en bakke med tre æg og en pakke smør. På nederste hylde står der en færdigret til i aften, boller i karry. I lågen en karton ymer. Han tager kartonen og lukker, men åbner igen for at tage syltetøjet.

Morfaren sagde ikke meget, bortset fra på deres ture, når han fortalte om planter og dyr. Han siger heller ikke selv meget. Når de unge henvender sig til ham, skal han lede efter ordene. Nogle gange får han lyst til at snerre, fordi de sætter ham i forlegenhed – men det er jo ikke deres skyld. Det er bare ikke nemt. Det er det samme på pubben. Han skal have et par øl for at tø op, så går det. Så kan han fortælle detaljeret om opgaverne på værkstedet, om hvilke biler, de har arbejdet med og deres særlige problemer og fordele og om de seneste modeller, som de løbende skal holde sig opdateret omkring. Og om nyhederne, selvfølgelig. For tiden om mink og Trumps forsøg på at lyve sig til at have vundet valget. Kalle og Blå lytter, mest Kalle. Blå er som altid mere interesseret i at høre på sig selv.

Forleden havde det været ved at gå galt. Blå havde sagt, at Trump har givet alle de små i USA nyt håb. Han har skabt arbejdspladser og vendt økonomien til det bedre. Kalle havde svaret, at Blå er lige så hjernevasket som trumpisterne, der ikke kan skelne fake news fra fakta. Han havde også sagt, at den amerikanske økonomi allerede var på vej op under Obama, og at alt det nu er sat over styr. USA’s gæld er steget til samme niveau som under depressionen på grund af Trumps skattelettelser. Blå havde åbnet munden og lukket den igen. Blå kendte alt for godt rutinen. Hvis han havde fortsat, ville Kalle også være fortsat og til sidst ville Blå være blevet rasende og have langet ud efter Kalle. Så ville der være gået uger, før de kom på talefod igen. Han var blevet lettet, da Blå havde rejst sig og demonstrativt taget sine smøger op af lommen på den blå kedeldragt for at gå udenfor og ryge.

Mon hans morfar havde været ensom? Han har kun en fornemmelse af mormoren. Han husker, at han følte sig tryg, når hun var i nærheden. På en varm måde. Måske er han selv ensom. Det er han nok. Hvordan skal kærligheden kunne bryde ud, hvis der ikke er nogen at elske?

*

”Så mødes vi igen, Egon,” siger den unge og smiler. Hvad er det nu, han hedder… – Anton! ”Ja, Anton, det gør vi jo.” Han løfter låget, mens Anton smider sin egen i. Han bliver stående sådan uden at gøre noget. Anton ser på ham. ”Jeg… – jeg har tænkt på det med kærligheden,” siger han, ”Jeg ved ikke, hvordan man gør.” Anton nikker eftertænksomt. ”Den skal sikkert bare vækkes. Den bor derinde et sted. – Ved du hvad? Jeg har faktisk haft dig i tankerne et stykke tid. Vi mangler en frivillig på værestedet. Det ny værksted, hvor vi sætter ting i stand, så vi kan sælge dem i butikken, er blevet så populært, at Jens, der står for det, har svært ved at følge med. Vi har brug for din hjælp.”

Timeren udsender et højt pling. Han sætter den brandvarme tallerken på bordet. Folk går stadig forbi derude, men nu er gadelysene tændt. Vil han? Han er sådan en, der…

Morfaren snakkede aldrig om det. Nu går der længe mellem, han selv tænker på det. Engang tænkte han hele tiden på det. Hun blev fundet om aftenen. Ham fandt de sovende op ad den låste dør i soveværelset med sin bamse i armene. Den dag, hun blev fundet, havde hun været på sygehuset for at se til hans far. Faren blev aldrig sig selv efter ulykken. De seneste år har han boet på et plejecenter et stykke derfra. En forladt krop i en stor, sort stol med nakkestøtte, brystsele og ét skelende øje. Han kan ikke tage det.

Der har altid været noget ved historien, der ikke stemmer. Faren blev ramt af en bil, da han var på vej over gaden udenfor for deres hjem. Hvorfor går en voksen mand ud foran en bil på en villavej? Han har aldrig fået en forklaring. Indtil for nyligt. ”Han løb ud for at redde dig. Han kastede sig ind mellem dig og bilen.” Ordlyden runger hver gang han hører den for sit indre øre. Det var en søn i rækkehuset ved siden af hans forældres, der fortalte ham det. En kunde. De opdagede, de var født i samme by og gade, fordi han blandt andet har et billede af rækkehusene hængende på kontoret. Uden at vide, hvor det kom fra, havde han sagt, at det altid havde undret ham, at hans far var gået ud på vejen uden at se sig for. Manden havde set overrasket ud.

Kan han? Han er sådan en, der bliver forladt. Nu har han tænkt det. Nu kan det ikke tænkes om. Ordene åbner sig som sprækker i et sår. Han mærker uroen bryde ud. Han kigger på sit spejlbillede i køkkenruden. En midaldrende, halvskaldet mand med topmave og en plet på undertrøjen.