Jeg ville ikke elske dig. Jeg ønskede at blive fri for min kærlighed til dig. Den gjorde for ondt. Du havde afvist mig med eftertryk og jeg måtte indse, at intet i situationen kunne tyde på nogensinde at ville ændre sig. Den eneste mulige udvej ud af min kærlighed til dig var at kvæle min fantasi, for det var den, der stædigt vedblev at udfolde sig om min længsel efter dig og din kærlighed til mig. Jeg forventede, at min kærlighed til dig ville dø, hvis jeg længe nok afskar min bevidsthed fra at være i kontakt med min forræderiske fantasi.

Tingenes rette orden er en anden, ser jeg. Fantasien er ikke et middel, som jeg kan lade være med at bruge. Den undergraver mit forsøg på at betvinge den ved at fremkalde tvivl på mig selv og min egen dømmekraft. Fantasien er målet. Jeg skal foretage et valg. Jeg kan vælge at invitere fantasien ind i min bevidsthed igen og, sammen med den, troen på mig selv og kærligheden, eller jeg kan vælge at gå til grunde i mangel på tro.

Jeg elsker dig, fordi du er fantasi. Nej, ikke et fantasifoster. Du findes i virkeligheden, om end langt borte fra mig. Bristefærdig af historier og digte, der vil ud at gøre sig frugtbare i bevidstheden hos dem, der læser dine bøger. Der er ingen barriere imellem dig og din fantasi. Når jeg afskærer mig selv fra min fantasi, så dør ikke kun min længsel efter dig. Jeg dør også. Min sjæl dør. Derfor har jeg ikke andet valg end at elske dig. Jeg er nødt til at vende smerten og det, der synes håbløst, til håb. Jeg er nødt til at tro på kærligheden.

Hvorfor afviste du mig? – Du afviste mig ikke. Du viste mig din sårbarheds rebus, men jeg var selv ved at gå i stykker. Jeg havde ikke styrken til at matche det forsvar, du havde konstrueret for at beskytte dig selv. Ville du have været interesseret i at løse min sårbarheds rebus, hvis du havde opdaget tegnene på den? Det får jeg sikkert aldrig at vide, men næppe. I hvert fald ikke dengang. Hårdheden i dit forsvar fødte et chok i mig, som har hjemsøgt mig siden. Jeg kunne ikke overvinde det chok, da du senere forsøgte at række ud til mig. Jeg var gået i stykker. Det er ikke din skyld. Det er heller ikke min. Det skyldes omstændigheder ude af vores kontrol. Det skyldes, at udvikling kun foregår, når vi er under pres. Og at det, der presser én, ikke presser en anden. Vi ser ikke, i hvert fald sjældent til en start, andres udfordringer som udfordringer, men mere som et udtryk for svaghed. Vi opdrages til at opfatte virkeligheden som én virkelighed, hvor alle er forpligtede til at tilpasse sig de vedtagne normer, fremfor at se virkeligheden som summen af alles virkelighedsopfattelser.

Jeg elsker dig, fordi du formår at holde sammen på en virkelighed, meget få ville være i stand til at holde sammen på. Og fordi du gør det så fremragende. – Nej. Jeg elsker dig, fordi det ikke kan være anderledes.