De elskende føler,
at Gud ved at genforene dem
har givet en passende undskyldning
for oprindeligt at have skilt dem ad.

– Fay Weldon

Solsorten ser alt for stor ud på foderbrættet i forhold til de mindre mejser, musvitter og spurve. Det er som om, den sniger sig til at tage noget, den ikke har ret til. Hvorfor? Størrelsesforskellen gør den ikke mindre trængende. Indikerer dens større størrelse måske, at fuglen burde kunne klare sig ved egen hjælp i stedet for frækt at mase sig ind foran de mindre fugle? Er det derfor, den ikke i lige så høj grad appellerer til mit omsorgsinstinkt? Hvad ville du svare? Ingenting. Du ville åbne den store krukke med frø og give dem alle sammen noget mere.

Jeg kan ikke få det forbandede låg af. Engang kunne jeg. Engang kunne jeg alt. Jeg kunne digte måltider af smuler fra køleskabet og grøntsagskurven og male stuen i flere forskellige farver, så det så ud som om, det var med vilje og ikke sjatter, jeg havde fået. Jeg var, ligesom dig, i midten af mennesker og aktiviteter. Det var sådan, vi mødte hinanden, tilfældigt i et projekt om at skabe et galleri for unge kunstnere. Vi faldt i snak og holdt aldrig op. Eller, det gjorde vi på en måde. Nu er det væggene, der taler mest i vores hus, og der er kun de samme enkle ting at gøre. Jeg gravede plænen op og såede nyt græs, da jeg flyttede ind. Jeg plantede nye frugttræer, fordi de gamle var syge eller døde af ælde. Den ældre dame i kørestol, jeg købte huset af, var tredje generation efter familien, der byggede det i sin tid. Hun fik, ligesom os, ikke børn. Nu var hun flyttet på plejehjem med udsigt til kirken og kirkegården. ”Men det gør ikke noget,” sagde hun, ”fra min nye stue kan jeg se duerne skide på kirkens gesimser og gravermedhjælperen rage det af med en lang stang, der ikke er helt lang nok. så skjorten ryger op af bukserne og de ryger ned.”

Du flyttede ind i mine digte, som alt andet omkring mig har gjort det, lige siden jeg lærte at skrive. Jeg digtede dig hårrejsninger og hårdhed under min hånd, digtede dine øjnes jet store i halvmørket, din ånde let og hastig, dine dage fyldige og lange af græsslåning, rejser, skrift og oplæsninger, jeg digtede dig sejrherre i tomandswhist og søndagsmorgenæggets smil, dine skridt spændstige, dit hjerte varmt og taktfast, din opfindsomhed lige så stor som din taknemmelighed, jeg digtede whisky i dit glas med et par dråber vand i og skumringen, der lader dele af dit ansigt i skygge og andet lyse, jeg digtede dine romaner vidt læste, din visdom stor, dine skægstubbe grånende, dine knæ slidte, din hud tynd og fyldt med leverpletter. Jeg digtede dit hjerte, der standser i en skælven, dig der vælter, en kop der vælter, stolen der vælter, filodendronbladenes skygger på væggen, støv på kagedåsen, en løs tråd på gardinet, katten der flygter, telefonen… – min krop inde over din, mine hænder der presser dit bryst sammen, min ånde i din mund som et filmklip i sløjfe, dit bryst der uendeligt langsomt hæver sig, to mennesker på et gulv, evigheden og ambulancen der ankommer langt borte.

Vi var på vandretur i Canada engang. Det var vores første store rejse sammen. Vi fulgte stier og veksler i uendelige skove af douglasgraner med spredte bevoksninger af flammende ahorn eller sfærisk lysende birketræer, kun indimellem standset i vores bevægelse fremad af krydsende liv, mad, nat eller udsigt over skovklædte bjerge gennemstrømmet af stilhed og søer. Big Bang back tracket mens alle vores veje velvilligt førte os mod et eneste punkt ind i en drøm, men vi var mere end vågne, vakte i vores bevidsthed om alvoren mellem os. Vi gik sammen ind i stilheden, den blev vores rytme, en metrik, et åndedræt. Vi kunne standse på samme tid og pege på den samme stamme med svampe og vide, hvad den anden tænkte, hvorefter en af os ordløst ville finde det nødvendige.

Dér flyver svalen. Det er hannen… – hunnen skælder altid ud ved halvfemtiden om morgenen. Hun ligger mest på æggene og sender ham kværulerende ud for at fouragere. Han flygter i langstrakte cirkler og hun tier, indtil han er hjemme igen med insekter i næbbet, så starter det forfra.

Vi var til for hinanden. Først som kannibaler, stønnende, savlende…

Nu kommer posten. Et par rudekuverter og en brevpakke. Det er heldigt, at den kan komme gennem sprækken.

Efter stormen fandt vi flere veje ind i stilheden. De ord, den affødte, blev til tekst eller samtale med verden. Du skrev romaner, jeg skrev digte og kortprosa, vi blev indbudt til interviews og oplæsning.

Så står du bag mig. Du åbner vinduet, vrister låget af krukken og smider et par håndfulde ud på brættet. Din ene skjorteflip stritter akavet op fra sweaterens halsåbning. Jeg stryger dig over kinden. Du smiler. På det lille bord ved siden af lænestolen ligger posten, som du lige har hentet, men du overvejer at sætte dig ved spisebordet. Det er blevet svært for dig at rejse dig fra lænestolen. Du synker alligevel ned i hynderne, som har taget din form efter alle årene. Jeg dratter ned i dit skød. Kroget som et spædbarn ser jeg dig åbne pakken. Det er en bog. En digtsamling. Mine digte. Du lægger en hånd i skødet, en hule om mit hjerte.