Det regner i Pisa. Min hånd kom ved et tilfælde til at fremkalde vejroversigten for Pisa på min telefon. Der er 16 grader i Pisa. I Vejle er der 20 grader og høj sol.

I Trinitatis Kirke i Fredericia står der et lys og brænder, ligesom der engang stod et lys og brændte i San Michele in Borgo. Lyset i Pisa var en kerte, dette lys er et fyrfadslys. Det står sammen med andre lys i fordybninger i en stenplade som frugter på et træ. Jeg satte det der, hvor træet kunne tænkes at have et hjerte.

I Fredericia var der ingen teenagere eller ældre kvinder, der fejede gulvet. Der var en graver, som en af borgerne i vores lille gruppe spurgte om vej til den genforeningssten, vi var ude at lede efter. Han vidste det ikke, men vidste hvor han skulle ringe hen. Mens de gik ud, tændte jeg lyset ved flammen fra et andet.

Det blev aldrig til noget med alt det, jeg gerne ville skrive. Jeg havde ikke kræfterne. Nu ved jeg, hvorfor jeg ikke havde kræfterne. Min autistiske hjerne har brug for faste rammer, ro og retræte. Af alle mennesker i verden har jeg valgt at arbejde med psykisk udviklingshæmmede med en psykiatrisk diagnose. Eller valgte det mig? Pegede mit arbejde hele tiden på noget i mig, jeg burde åbne blikket for? Vel, nu har jeg åbnet blikket. Alle brikkerne er lagt. – Det vil sige, der mangler én. Om lidt brænder lyset ud.

*

Foran Jomfru Maria
i San Michele in Borgo i Pisa
er én retning synlig, lidt tydeligere
der end på alle de andre steder
hvor jeg tænker på dig,
en teenager slår korsets tegn
mens en veninde venter,
jeg står i halvmørket og ser
noget blive tabt
på det sted, jeg kommer fra,
en ældre kvinde fejer
kirkens hjørner,
her forlades synderne dagligt,
jeg køber et lys,
tænder det og beder en enkel bøn.