I tomrummet husker hun pludselig sig selv som barn i klitterne. Himlen er blå, luften er lun og salt. Der lugter af tang. Hun har taget sandalerne af. Marehalmen er blegt grågrøn. Den stikker. Sandet er køligt i skyggen af marehalmen og varmt, hvor solen rammer. Det skrider under fødderne og skyder op mellem tæerne. Den ru fornemmelse og lyden, når hun træder på større sten, giver hende kuldegysninger. Som når hun skriver med speedmarker i skolen. Bølgerne slår roligt mod kysten. Lyden er høj, næsten bedøvende. Nogle måger skriger gennemtrængende ude over horisonten. De lyner hvidt. En kutter tøffer ud af havnen. Det summer. Hun vifter en flue væk. Så skriver hun: Da jeg holdt op med at tro på din kærlighed, mistede jeg troen på mig selv. Jeg mistede troen på, at jeg har noget væsentligt at sige. Jeg blev vred og bitter. Men kærlighed er jo ikke noget, vi har krav på. Det anderledes barn må gå anderledes veje for at elske sin egen fremmedhed. Ingen andre kan gøre det. Det var den erkendelse, du overlod det til mig selv at nå frem til.