Siden en dag sidst i september for 13 år siden har der været en gåde i mit liv. Den har hjemsøgt mig som et choktraume. I dag ved jeg, at gådens løsning er en erkendelse, jeg har manglet for at forstå mig selv. Den mand, der blev anledning til chokket, er med stor sandsynlighed autist med Aspergers syndrom. Jeg er selv autist med Aspergers syndrom. Det er i det mindste den konklusion, jeg netop er kommet til, efter at min ældste datter sendte mig en artikel skrevet af autistiske kvinder. Hun genkender sig selv og jeg genkender mig selv i kvindernes beskrivelser af sig selv og deres liv. Jeg har bestilt tid hos lægen angående udredning, men spørgsmålet er, om en diagnose vil gøre nogen forskel. Jeg er allerede i gang med at finde løsninger på de forhold, der stresser mig i hverdagen. Måske vil en diagnose blot medvirke til at stigmatisere mig ude i det, der kaldes virkeligheden. Det er ikke alle, der har forståelse for og vilje til at respektere sårbarhed.

Denne mand spejlede i sin adfærd min egen sårbarhed og, uset for mig, mangel på indføling. Den mangel på indføling, der er karakteristisk for et menneske med autisme eller Aspergers syndrom udsat for stress. Jeg forstår, at det chok, der har bundet mig til ham, mere er udtryk for genkendelse på et neurologisk plan, end det er følge af et traume. Jeg måtte hade ham, fordi han gjorde mig inderligt fortræd, på samme måde som mit nervesystem i dag gør mig inderligt fortræd, fordi jeg ikke kan opfylde de krav, jeg stiller til mig selv om at fungere normalt eller neurotypisk. Jeg måtte elske hans billede i mig på trods af umådelig stor sensitivitet og usympatiske stressreaktioner. Han er en del af mig, som jeg for længe siden tænkte mig frem til og glemte igen eller fortrængte, fordi det blev for uoverskueligt at forholde sig til; og som jeg ikke, før nu, har mærket og forstået helt ind i kroppens kroniske stress og oplevelse af at være usynlig, især for mig selv.

Mine fordøjelsesproblemer skyldes hverken PTSD eller overfølsomhed overfor gluten eller kulhydrater. De skyldes de krav, jeg ikke kan og aldrig vil kunne komme til at opfylde, på grund af – står der i det materiale på nettet, som jeg for tiden pløjer mig igennem – en gennemgribende neurologisk udviklingsforstyrrelse.

Begyndelsen på en sætning falder mig ind… – jeg søger på nettet og finder resten:

»Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.« 1. kor, 13.12.

Paulus beskriver en situation, der nok ikke er så forskellig fra min, når det kommer til stykket. For mig er det guddommelige og essensen af Selvet en og samme ting: Et forenende og helende aspekt i alle, der folder sig ud, når vi tillader os at tro på det og hvile i det, uafhængigt af hvad andre måtte se eller forestille sig.

Jeg ser – og pludselig tror jeg på mig selv igen, fordi jeg er fuldstændig normal set ud fra det perspektiv, der nu tegner sig. Jeg skal lære at passe på mig selv, uanset hvad andre måtte forvente. Verden begynder igen.