En kvinde i nabogården snakker med sin hund, som var den et menneske. ”Nå, står du nu der igen? Jeg har jo sagt, at du ikke må stå der. Det sagde jeg også til dig i går.” Jeg forestiller mig, at den står et sted, hvor den kan falde ud over kanten på terrassen. Den svarer ikke. Jeg ved, det er hunden, hun snakker til, for hun gjorde det også en dag i sidste uge, da hunden gøede. ”Du må ikke gø! Vil du så tie stille? Hvor mange gange skal jeg sige det?”

Verden myldrer med mennesker, der ser sig selv som eksemplarisk normale, fordi vi bruger os selv som målestok. I virkeligheden er vi alle sammen underlige. Vi er underlige, fordi vi er forskellige og derfor ikke altid til at gennemskue eller forstå for hinanden. ’Normal’ findes kun i statistikker som udtryk for et gennemsnit, vi ikke kan bruge til noget, hvis vi ønsker at være os selv. ’Normal’ er et sted, vi kan gemme os, eller prøve på det, når vi ikke tør være, hvem vi er; når den, vi er, afviger så meget fra det tilsyneladende normale, at vi frygter at blive brændemærket og udstødt for at være FOR forskellige, FOR svære at forstå.

Jeg er sådan en, der har gemt mig bag det normale. Gemt er en underdrivelse. Jeg har, med alle tænkelige kræfter, forsøgt at opretholde en tilsyneladende normalitet. Mest fordi jeg ikke vidste, at den underlighed, jeg repræsenterer, har et navn. Jeg frygtede at blive hånet, udstødt og brændemærket, hvis jeg ikke var i stand til at fremstille mig selv som normal. Det var det, der skete, da jeg var barn. Jeg har kæmpet for at blive set og se mig selv som normal. Det er jeg ikke. Jeg er autist. Jeg er en kronisk stresset autist med fuldtidsarbejde indenfor handicapområdet. Jeg er udmattet, når jeg kommer hjem fra arbejde, fordi jeg bruger alle mine kræfter på at forsøge at være normal. Jeg er lige begyndt at lære tegnene på autisme hos kvinder at kende, og jeg genkender mig selv alt for tydeligt. Den der følelse af genkendelse efter alt for mange år, hvor jeg ikke er blevet set og forstået, den føles ikke befriende. Den føles som et halvt spildt liv.

Jeg er nødt til at bede om hjælp og blive udredt, hvis mit nervesystem ikke skal brænde sammen. Jeg kan ikke opretholde normaliteten meget længere. Ikke i et fuldtidsarbejde med psykisk udviklingshæmmede og psykiatrisk udfordrede mennesker. Jeg har overpræsteret i alt for mange år. Mit nervesystem trænger til ro.

Det gode er, at jeg har indset det i tide.

”Vil du godt lade være med at gå at spise alt det der møg,” lyder det fra nabogården. ”Vil du godt stoppe?  – Ellers kommer du kræftedeme ind igen.”