De sidste 3-4 år har jeg været stort set tavs på den skriftlige front. Jeg har lidt af skriveblokering. Jeg holdt op med at tro på mig selv og min evne til at formulere mig. Eller min ret. Faktisk holdt jeg op med at elske mig selv, fordi jeg blev mødt med en ligegyldighed i min hverdag, som lod mig tro, jeg var ligegyldig. Jeg blev usynlig.

Det er først nu, jeg begynder at forstå, hvad det er, der er sket. Jeg blev fanget i “det maskuline” – i systemet og sociale strukturer, men ikke mindst i min egen psyke, hvor det maskuline bad mig holde kæft og rette ind. For dét er den maskuline rollemodel, jeg er blevet imprægneret med gennem min tilværelse. Det feminine skal rette ind og bære over med det maskulines behov for kontrol og dominans. Og hvis det feminine ikke retter ind, bruges der vold, passiv-aggressiv kommunikation (herunder tavshed, ydmygelse i andres påhør og bagatellisering), mansplaining eller dæmonisering.

Når jeg skriver “det maskuline”, er det ikke kun mænd, jeg tænker på, men “det maskuline” overalt omkring os i form af fx offentlige og sociale systemers strukturer og inde i både kvinders og mænds psyke. Jeg troede i min naivitet, at vi var nået så langt, at der ikke længere var nogen større udfordringer på det felt. Men det er der. Og det er det, jeg er blevet klar over nu.

Jeg er normalt et mildt, kærligt, muntert og rummeligt menneske. Især når jeg er omgivet af mennesker, der ser og værdsætter mine kvaliteter og kompetencer. Jeg strækker mig langt for at opretholde harmoni. Men jeg oplevede, at jeg blev usynlig. Da jeg efterhånden begyndte at stille spørgsmål til usynliggørelsen, oplevede jeg at blive betragtet som vanskelig og blive dæmoniseret. Og hvem har lyst til at blive dæmoniseret?

Jeg har ikke en betonfeminist i maven. Det ligger ikke til mig. Jeg vil hellere gå vejen ad dybdepsykologiens biologiske forklaringer og i min undersøgelse spørge:

Hvordan kan jeg sige fra overfor det maskulines forsøg på at dominere uden i samme ombæring at dæmonisere det maskulines positive aspekter? Og – ikke mindst – hvordan kan jeg sige fra overfor det maskulines forsøg på at dominere uden at LADE MIG dæmonisere af den forudsigelige reaktion?

Det er de spørgsmål, jeg stiller mig selv.

Jeg kan ikke undgå at blive dæmoniseret, så det stiller jeg ikke spørgsmål til. Udover at formulere mig konstruktivt undrende, er det ude af mine hænder, hvordan det, jeg siger, opfattes i den anden ende af kommunikationen. Det er, når alt kommer til alt, millioner af års evolutionære og ubevidste kræfter, jeg er inde at røre ved.