Slægtsforskning er nærmest ved et tilfælde kommet til at fylde en stor del af mit liv. I lang tid har det været den norske side, jeg har været opslugt af, fordi det har betydning for mit litterære forhold til personen Aud den Dybsindige, om hun reelt kan være min direkte ane 42 generationer tilbage.

Aud dukkede ved skæbnens ironi op i en samtale på en date. Endnu en i rækken af dates der ikke blev til noget – men denne mand var jeg mere interesseret i end i nogle af de andre, jeg har datet. Vi delte interesser, fx litteratur, Island og nordisk arkæologi. Han var islænding. Da jeg nævnte, at jeg tænkte på at skrive en novellesamling om udviklingen af kvindelig styrke gennem tiden, både på det personlige og det kulturelle plan, nævnte han Aud som et eksempel på kvindelig styrke. Hun var datter af hersen Ketil Fladnæse Bjørnsson og Yngvild Ketilsdóttir fra Sogn og Fjordane i Norge. Hun var gift med Olaf den Hvide – sandsynligvis er Olaf identisk med Amlaib Conung – som var hærkonge i Dublin sammen med sin blodsbror Ivar den Benløse. Ketil Fladnæse udvandrer på grund af kong Harald Hårfagers hårde fremfærd overfor de rige og magtfulde familier i Norge til Skotland og erobrer Suderøerne (Isle of Man og Hebriderne). Olaf blev – måske – dræbt i kamp. Nogle kilder siger, at han rejste til Lochlann (måske Norge) for at hjælpe sin far i nogle stridigheder. Han giftede sig yderligere med én måske to irske prinsesser. Han ser ud til at have forladt alle tre, når de ikke længere tjente hans formål. Olaf og Aud fik med sikkerhed – så sikker som man kan være, når vi taler om 800-tallet – sønnen Thorstein den Røde, som erobrede store dele af Skotland og blev konge dér. Flere børn nævnes i visse kilder. Thorstein fik 6 døtre og 1 søn med Thurid Eyvindsdóttir. Efter en aftale om fred med skotterne, faldt de ham i ryggen. Aud, som på det tidspunkt boede på Caithness i Skotland, lod derefter en knar bygge i hemmelighed og rejste med familie og følge til Island. Undervejs bortgiftede hun to af Thorsteins døtre på henholdvis Orkney og Færøerne. På Island tog hun land i Bredefjorden. I bunden af fjorden lod hun gården Kvam (Hvammur) bygge. Snorre Sturlason er hendes efterkommer. Aud var døbt og anses for at være den eller en af dem, der førte kristendommen til Island.

Hendes liv giver rigeligt stof til en fortælling om kvindelig styrke. Tilbage til daten. Efter nogle beskeder frem og tilbage skrev han, at han ikke kunne afgøre, om det var det rigtige for ham. Som om jeg skulle tage valget eller overbevise ham. Jeg skrev tilbage, at det var bedst at lade være. Jeg har brugt rigeligt af mit liv på at vente på mænd, der ikke kan tage en beslutning. Men han gav mig Aud, og i en søgning på nettet dukkede hun op i et hit på Geni, som er en slægtforskningsplatform. Jeg ville se, hvordan hendes familietræ så ud. Mens jeg læste, dukkede en forespørgsel op, om jeg ville undersøge om vi var indbyrdes relaterede.

42 generationer er langt tilbage i tiden og ikke rigtigt til at forholde sig til. Det er et enormt spænd af liv. Men mens jeg undersøger slægtens sammenhænge, lærer jeg en masse om norsk historie. Og dansk for jeg undersøger jo også min mors familie. Samtidig researcher jeg på vikingetiden, for jeg vil ikke skrive en historie, hvor læseren bliver forstyrret i sin læsning af, at jeg er historisk ukorrekt. I øvrigt er det sindssygt spændende. Jeg har sat mig selv på et stort arbejde. Hverdag, husgeråd, tøj, bolig, kost – alt var anderledes.

Mit kriterium for at se Aud som min ane, er gået fra at kræve en stor grad af sandsynlighed til, at det ikke må være alt for usandsynligt. Det er en overvældende antal mennesker, jeg skal kortlægge relationerne mellem helt tilbage til ca. år 834, hvor Aud blev født, og før, for at kunne vurdere, om den røde snor er tyk nok til at være troværdig. Indtil videre er det ikke alt for usandsynligt. Snoren bliver noget tynd omkring oprørskongen Sigurd Ribbung, valgt af Baglerne til kronpretendent. Det er en anden, men ikke mindre dramatisk historie i mit anetræ. I det hele taget er Aud-strengen af min slægt pænt besat med adelige og konger. Noget anderledes ser det ud på min mødrene side, hvor vi bevæger os under mere ydmyge forhold.

I går aftes forsøgte jeg at få rede på børnene fra min tipoldemor Sørgines to ægteskaber og børnene fra hendes mænds ægteskaber. Hendes sidste mand Martin havde et rod af børn fra to afdøde hustruer med ind i ægteskabet. Pludselig dukkede min mormors navn op i en folketælling fra 1930. Poula Theodora var 9 år og boede øjensynligt hos sin mormor og hendes mand sammen med 2 mostre, eller i hvert fald én – måske er Inger Marie Kristine på 1 år også et barn født udenfor ægteskab af en af Sørgines eller Martins døtre – og 2 morbrødre. Min mormors mor Laura fik Poula udenfor ægteskab med en mand, der ikke ville vedkende sig faderskabet. Han ser ikke ud til senere at have stiftet familie. Begge min oldemors mænd var i tjeneste som karle. Min oldemor arbejdede også i landbruget. De var fattige, og der var mange munde at mætte. Hvor meget kærlighed var der? Jeg har kun få minder om min mormor. Hun døde i 1971. det, jeg husker, og det, jeg har fået fortalt, viser ikke en kærlig kvinde. Det viser snarere en kvinde, der var psykisk forstyrret i en eller anden grad. Da min mor viste mig til sin mor, Poula, for første gang, sagde hun, at jeg var ulækker. Det fortalte min storebror mig, som var en lille dreng på 4½ dengang. Det må have gjort et stort indtryk på ham, siden han kunne huske det. Han udviklede som teenager simpel skizofreni, så der løber noget psykisk sårbart i slægten. Men man kan også blive psykisk syg af ikke at blive elsket. Min mor havde en storebror, der døde vuggedøden. Måske fordi han ikke blev passet. Mor blev heller ikke elsket. Af sin mor. Det er ikke det indtryk, jeg har fået. Hun elskede sin far. Det var ham, der sørgede for indkøb og alt, hvad familien havde brug for. Min mormor led af en lidelse i ryggen, der gjorde hende uarbejdsdygtig. Det er trist ikke at kunne arbejde og bidrage – men hun virkede underligt forkælet eller selvoptaget, når hun sad for enden af bordet og forventede opmærksomhed uden selv at vise opmærksomhed. Jeg kan ikke huske, hun nogensinde har vist min nogen interesse. Min storebror boede hos min mors forældre. Min mor gjorde sin mormors stykke efter, og blev gravid som 16-årig med en ung fyr på ferie i Skagen. Min bror fik alt det, han havde brug for, materielt, men der synes at være en følelsesmæssig brist i familien – eller også var det bare sådan før i tiden, at børn ikke skulle forvente at blive vist nogen form for omsorg. Børn skal ses, ikke høres, sagde min morfar. Nogen kunne holde til det, men mere følsomme gemytter gik i stykker.

Jeg tror, at mennesker bare er forskellige, og at forskellene kan løbe i familier som årer af talent. Eller arvesynd. Der er familier med stor evne til at vise omsorg, omtanke og kærlighed og så er der de andre. Selvfølgelig er billedet ikke rent det ene eller det andet. Vi er sammensatte. Under belastende – fattige – forhold bliver sårbarhed eller følsomhed en forhindring, mens den bliver et talent, når alle er mætte, og nogen forstår at nære talentet med kærlighed. Så folk kan se kunsten og høre sangene, digtene, musikken.

Jeg har travlt nu. Jeg skal hente en reserveret bog om vikingernes liv og færden inden biblioteket lukker.