Jeg vågner for åbent vindue. Kølige luftninger og stilhed. Jeg hænger sammen.
Med det hele. Jeg er helt tydelig. Et spørgsmål formulerer sig selv: Ville min mor have tæsket mig, hvis hun havde kendt følgerne?

Det har taget mig et halvt liv at lære mig selv ikke at frygte andre menneskers vrede eller irritation. De må godt være vrede, frustrerede, irriterede. De slår mig ikke. Skulle de gøre det, er det dem, der får problemer. Vrede, irritabilitet og selvsikkerhed betyder ikke nødvendigvis, at man har ret i sin opfattelse af situationen. Det betyder heller ikke, at jeg er årsagen – men jeg kan godt være det nærmeste offer. Det vidste barnet ikke. Hun følte sig skyldig og havde ikke andet valg end at underkaste sig. Senere skjulte barnet sig bag den voksnes tillagte omgængelighed og mangel på tydelige grænser. Barnet kunne altid gøre sig selv mindre eller usynlig, når hun blev modarbejdet, afvist eller ignoreret. Hun lod sig ikke mærke med noget. Hun uså.

Det har været et langsommeligt arbejde at lære mig selv at lade mig mærke med noget og sætte grænser. Det har ikke altid været smukt. Hvordan lærer man at mærke sig selv og sætte tydelige grænser uden at overreagere, når ens rollemodel overordnet set var udeltagende eller uforudsigeligt hysterisk og voldelig?

Angsten har et navn. Den hedder Mor. Den kom til at fylde hele mit liv, fordi jeg ikke turde se den i øjnene.