Vi var på en folkeskole, hvor vi var i gang med at forberede et stort arrangement, som jeg aldrig blev klar over arten af. Under forberedelserne opstod der en alvorlig situation, som ikke havde noget med arrangementet at gøre. Vi var nogle få, der i hemmelighed fik til opgave at aflevere et dokument til en kvinde, som var en af vores allierede i kampen mod noget, vi endnu ikke selv var klar over, hvad var. Vi vidste kun, at det var af allerstørste vigtighed at aflevere dokumentet hurtigt. Vi var to, der bevægede os ud i byen og for at afleveret dokumentet til kvinden, som ventede på os i en bil. Undervejs blev vi mere og mere opmærksomme på folks energi og attitude overfor os. Vi kunne mærke, om folk var venligtsindede eller bare lod som om. Folks fremtoning var mere fremtidsagtig ude i byen end på skolen. Senere, da vi så en film (nok nærmere et hologram) af afleveringen optaget med skjult kamera, gjorde min ledsager os opmærksom på, at mandens armlænke med et karakteristisk rødt vedhæng hang ud af en åbning i instrumentbrættet. Vi indså, at kvinden var håndlanger for manden og at dokumentet helt katastrofalt var faldet i de forkerte hænder. Men så skete der noget. Der indtrådte en markant ændring i energien. Vi så ind i verden fra et højere perspektiv og forstod, at manden havde lukket hullet ind til sin parallelle verden af fornuftsdrevne mennesker uden empati. En verden han egenhændigt havde skabt. Dokumentet indeholdt den formel, han skulle bruge for at kalde alle mennesker af hans skabte art hjem igen. Vinduet, hvor det var muligt, var kun åbent i et kort tidsrum. Derfor hastværket.

*

Det var en omfangsrig drøm. Jeg har udeladt flere detaljer, fordi jeg var bange for at glemme hovedessensen og fordi de allerede var ved at fortabe sig i glemsel, da jeg begyndte at skrive. Men en enkelt ting er måske værd at nævne. Der var en stor fortrolighed, venlighed og tillid mellem os, der var blevet sat på opgaven. Faktisk mellem alle på skolen eller den del af kulturen, vi tilhørte – i psykologisk henseende. Empater?