Vi var sammen med den største selvfølgelighed. Du var meget følsom, meget åben. Selvom du viste stor følsomhed, hvilede du også i dig selv. Vi drøftede indretningen i lejligheden, som var ny og sparsomt møbleret. Det lå i luften, at jeg skulle flytte ind. Så så vi en video, hvor et barnegenfærd manifesterede sig på et gadehjørne. Jeg sagde, at jeg havde oplevet noget lignende i virkeligheden. Pludselig var din kæreste der. Jeg kendte ikke til hendes eksistens. I ventede barn. Hun var spinkel, mørkhåret, sart og skrøbelig. Vi snakkede om udfordrende følsomme børn. ”Jeg håber ikke, vi får sådan et,” sagde du og rørte let ved din kæreste skulder. Henvendt til mig sagde du: ”Hvis du flytter ind her, så er det noget, vi må tale om” (Det var følsomheden, vi måtte tale om). Jeg skulle videre til et hus, der var åbent for publikum. Et slags museum. Et hus fra gamle dage. Men jo mere jeg nærmede mig, des mindre blev døren. Da jeg stod foran døren, var den så lav, at jeg skulle kravle ind. Jeg kunne se mennesker derinde, men jeg fik klaustrofobi ved tanken om at skulle kravle igennem med overtøj og taske og mistede lysten til at besøge stedet. Så vågnede jeg.